Jeg interviewede sportsiværksætteren, Jeppe Augustsen, forrige søndag og har lige siden gået og tænkt over, hvordan og hvor jeg skulle starte denne iværksætterhistorie om ham og fodboldwebsitet, PL Bold, som har haft en eksplosiv opstart.
plbold.dk er basalt set et website, der skriver om fodbold, nærmere betegnet den engelske Premier League, som uden at gøre mig til ekspert, må betegnes som en af verdens største ligaer, og som ikke mindst er meget populær blandt danskere!
“Netop derfor tænkte vi, at der var et marked for et rent Premier League fokus”
Og det viste sig, at de bestemt havde ret i, for hjemmesiden har nu mellem 800.000 og 1.000.000 sidevisninger om måneden og dermed et stærkt grundlag for indtjening baseret på bl.a. bannerannoncer. Det tal er tilmed stigende og stiger endda eksponentielt set mere end konkurrenternes, så der er bestemt potentiale for noget stort, hvilket Jeppe heller ikke er bange for at drømme om.
“Kunne jo være fedt med en lille redaktion en dag, i cool omgivelser med bordfodbold, storskærm og hyggelige møbler”
Hvem er PL Bold?
Der er to ejere af PL Bold, nemlig hovedpersonen i denne historie, Jeppe Augustsen fra Horsens, samt hans partner, Mikkel Lund Køhler, som er bosat i Odense. Det at de bor langt fra hinanden, synes Jeppe umiddelbart ikke er et problem, da de kommunikerer fint over nettet, hvor facebook er foretrukkent kommunikationsværktøj.
“Men jeg kunne godt savne nogle at sidde med til daglig, da det tit er ret ensomt på værelset”
Hvis du ikke allerede har regnet den ud, så er PL en forkortelse for Premier League, og navnet opstod faktisk ved et – lidt heldigt – tilfælde. I forbindelse med registrering af domænet premierleague.dk, som de først ville kalde websitet, blev domænet pludselig snuppet foran næsen på dem, og de måtte tænke nyt. Senere er de dog blevet glade for valget af PL Bold, da det både er et kortere domæne at huske for brugerne, og så ligger det meget godt på tungen.
Lige nu består teamet bag PL Bold, foruden Jeppe og Mikkel, af 22 frivillige fodboldnørder, som koordineres på en online vagtplan, hvor der løbende lægges kampe op, som hver af de frivillige skribenter så tilmelder sig. De vagter, der ikke bliver taget, hænger Jeppe og Mikkel selv på, hvilket til tider kan være hårdt. Det skal siges, at de frivillige bliver belønnet for deres arbejde, men ikke noget nær en normal timeløn, hvilket dog er målet for Jeppe og hans partner!
Hvorfor er plbold.dk blevet populær så hurtig?
“Vi har stor fokus på at være både de første, men også de dybeste i nyhederne, samt ikke mindst at få stort set ALT med fra Premier League. Det er afgørende for os, at man ikke skal andre steder hen for at få sit PL-fiks. Vi følger de engelske medier meget tæt og benytter i et stort omfang twitter som indgang til nyhederne“, siger Jeppe og fortsætter:
“Som sammenligning skriver DK’s største fodboldsite, bold.dk, ca. 6 artikler om Premier League til en normal fodboldweekend, mens vi på plbold.dk skriver 40-50 og på gode weekender runder helt op til 75 artikler”
Derudover har vi været super gode til at udnytte de sociale medier, hvor vi specielt på facebook (facebook.com/Plbold) har opbygget et meget stort antal likes. Dette er primært ved at lave nogle kreative træk – fx er de bagmænd på facebooksiden, Verdens bedste Bendtner, som på under tre timer fik over 1000 likes og i dag har omkring 26.000 likes. Der er udelukkende tale om god timing og hurtig eksekvering, for efter en landskamp mod Italien, hvor Bendtner er i top, så laver radioprogrammet Monte Carlo den udtalelse om Nicklas Bendtner, hvilket Jeppe reagerer på med det samme og med stor succes.
Der er en del flere sider som disse, hvilke primært benyttes til at promovere bl.a. plbold.dk-nyheder ud på – billig og effektiv markedsføring!
Vil du også have de seneste og dybeste nyheder med alle detaljerne fra Premier League, så følg plbold.dk på facebook.
Det er vigtigt for os hele tiden at bygge på!
Skulle det ske at hele vagtplanen er taget af de frivillige, kunne man jo tro at Jeppe og Mikkel så tog sig en fridag og smækkede benene op og nød en fodboldkamp, MEN i stedet bruges den tid så på at udvikle siden med nye tiltag, som fx profilhistorier, analyser m.m. – alt sammen noget som styrker og udvikler deres brand.
Netop det med analyser, er noget som Jeppe’s partner er særligt stærk i, hvilket Mikkel senest har bevist med en kvalifikation til finalen 6’eren’s program, Expertjagten. Måske så du ham i lørdags, hvor han LIVE skulle sætte månedens hold, lave analyse og debattere for den tidlige kamp mellem Manchester City og Southampton. Jeg synes personligt, at han gjorde det super godt og lignede garvet fodboldekspert – måske er det grundet arbejdet med PL Bold !
Udover plbold.dk, så åbner branchen også nye muligheder, hvilket for Jeppe er spændende at hoppe ud i. Derfor arbejder han også på et sideprojekt, hvor sport og velgørenhed smelter sammen – mere kan vi desværre ikke sige for nu, men spændende lyder det og hvem ved, måske får vi lov at høre om det på et senere tidspunkt og kan give historien videre til jer herinde… :)
“Det fedeste ved at være iværksætter, er processen fra at få en idé til selve udførelsen og det med hele tiden at sætte sig nye mål og hæve overliggeren – at skabe nyt og udvikle løbende, samt den positive feedback fra kunderne…”
Mit yndlingsfag var frikvarter
Jeg er så heldig at kende Jeppe helt fra barnsben (da vi er gamle naboer), så jeg har ofte set ham på vej til skole – haltende efter sin mor og søster, hvor hele kroppen bare siger nej tak!
“Jeg har aldrig været morgenmenneske, så det passer mig fint nu selv at bestemme arbejdstiden”
Jeppe har aldrig været den store fan af skole og uddannelse, men er dog alligevel blevet uddannet Markedsføringsøkonom og var tæt på at fortsætte på uddannelsen, Sport Management, i Aalborg – MEN fodbolden kom heldigvis i vejen!
Frikvarteret var det foretrukne fag i folkeskolen, hvor han fra bagerste række piskede ud af døren, så snart det ringede ud til samtlige frikvarterer – også selvom det bare var 10 min.
“Jeg fik stort set aldrig cowboybukser på, da min mor ikke ville have dem ødelagt med grønne knæ”
Det er som om, at der løber fodbold i årerne hos Jeppe, som også tilbragte meget af handelsskoletiden på bagerste række med Football Manager på skærmen. Og den passion, der ligger i sporten, har han nu omdannet til et arbejde, så han forhåbentlig inden længe også kan leve helt af. Indtil da står den på rengøringsjob i weekenderne, som heldigvis kan planlægges rundt om fodbolden.
“Jeg hadede at skrive skoleopgaver, men har indtil nu skrevet over 6.000 artikler om fodbold – så det må siges at være emnet og målet, der er afgørende for min motivation!”
Hvordan tjener man penge på nyheder?
Der var aldrig tvivl hos Jeppe og Mikkel, om at de kunne tjene penge og potentielt set mange penge på at skrive fodboldnyheder. Men hvordan det hang sammen, og hvem man skulle snakke med, kendte de ikke meget til.
Jeppe havde dog i forbindelse med et praktikophold hos Footy, fået nogle kontakter, som kunne hjælpe dem videre. Men stadigvæk var de “grønne” i branchen rent økonomisk, så en af de største udfordringer var at forhandle en aftale i hus med et reklamebureau, der skulle sælge og administrerer deres bannerannoncer på hjemmesiden.
“Hvad er en sidevisning værd? – det er svært at svare på, så vistartede sgu bare et sted og fulgte vores mavefornemmelse på valg af samarbejdspartner. Lige nu handler det om at bevise os selv overfor markedet, og på sin vis er det vel et spørgsmål om, at vi løbende følger vores tal og dermed genforhandler ud fra dem.”
Udover indtægter fra bannerannoncerne har de lavet en aftale med Unibet omkring deres bettingafsnit på hjemmesiden.
Fun fact
plbold.dk lanceredes d. 10 juli 2013 kl. 9 om morgenen – efter kun 1 times søvn – og sitet har indtil i dag, (altså på under 1 år) haft over 2,5 mio besøgende, hvoraf små 500.000 af dem er unikke, mens deres samlede sidevisninger siden opstart er hele 5,5 mio.
Motivation og passion er afgørende
De lange aftener og nætter alene på værelset, primært underholdt af Mikkel over facebook, kræver nogle både kort- og langsigtede målsætninger for at holde motivationen oppe! Derfor måler de løbende på antal likes, sidevisninger og lignende – faktisk kan Jeppe blive helt irriteret hvis der bare går én dag uden en stigning i likes på facebooksiden.
Generelt set er Jeppe en fyr, som har hjertet med helt ind i hans projekter, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem hans passion for fodboldholdet, Liverpool FC. Som han selv siger, er han nærmest opdraget med Liverpool, og han havde et værelse, der var pakket ind i det, samt en far som har logoet tatoveret på hjertet.
“Jeg husker første gang, jeg så Liverpool på Anfield, 9 år gammel, og jeg stortudede da de tabte”
Som gammel nabo og fan af ærkerivalerne Manchester United, kan jeg bevidne, at der var gang i stuen under fodbold, så jeg blev ikke populær ved at hejse et United-flag op i flagstangen – det var nabokrig på den sjove måde.
Netværk som leverandør
I forbindelse med opstarten var det store spørgsmål også, hvordan man fik lavet en hjemmeside, for det kan jo hurtigt blive en dyr fornøjelse. Men i stedet for at se begrænsningerne, så gik de til deres netværk og fik lavet et hurtigt setup, som i starten fungerede fint – for hvad vil de besøgende egentlig have?
“Det er jo indholdet i form af nyhederne, som er den største værdi, så et lækkert udseende og avanceret funktionalitet kan altid komme på løbende!”
Faktisk er det først for nyligt, de har fået lavet et “responsivt webdesign”, altså således at hjemmesiden er optimeret til såvel tablet og mobiltelefoner. Rigtig mange af deres besøgende kommer igennem facebook, der oftest benyttes via mobilen, og derfor var dette en afgørende videreudvikling af hjemmesiden.
Nu drikker jeg også kaffe
Egentlig har Jeppe ikke været til kaffe, men siden opstarten har han nu lært det gennem mange møder og lange arbejdsdage!
Jeppe og Mikkel er et klasseeksempel på, hvad der kan ske, når to passionerede mennesker mødes. Godt nok var det ikke over en kop kaffe, men til en julefrokost hos Footy, at de to mødtes for kun lidt over 1 år siden – og se hvor de nu er. Det bliver spændende at følge deres vej mod fodboldredaktionen, og vi glæder os til at følge op på dem her på vistartersgu.dk.
HUSK: Er du eller overvejer du at springe ud som iværksætter og kan du se en fordel i, at mødes med andre iværksættere lokalt, så tilmeld dig vores nyhedsbrev.