Fra bambussokker til æbleservice

Nichlas Hansen er efterhånden det, man på moderne dansk kalder en serieiværksætter. Med iFix i Smedegade har han kastet sig ud i reparation af Apple-produkter.

For et år siden skrev vi om Nichlas Hansens salg af sokker på abonnement, SokBox, som han drev med makkeren Kenneth Dahl. Men Kenneth blev lønmodtager, og salget af sorte sokker i bambusfibre var ikke helt den sællert, de to havde håbet på. Så i dag er SokBox lukket ned, uden at det dog affødte et brændt barn, der skyr ilden. Firmaet blev kørt som enkeltmandsvirksomhed, og forretningen kunne afsluttes uden de store tab. Nichlas’ smag for iværksættereventyr led ikke skade.

– Vi har da nogle sække med sokker, så hvis vi ikke får dem solgt, har vi sokker til resten af livet, griner Nichlas Hansen, da VI STARTER SGU møder ham i det nye iværksætterprojekt, iFIX i bunden af Smedegade, tæt på Teatertorvet.

Rutine keder

Ideen til iFix kom under en familiefest. Nichlas har tidligere arbejdet med Apple hos Humac, der repræsenterer den autoriserede forhandling og service af Apples produkter, og han har altid haft let ved at reparere både computere, tablets og mobiltelefoner, når de gik i udu.

“Jeg er god til at få ideer og sætte dem i søen, men når det bliver hverdag og rutine, kommer jeg let til at kede mig”

Efter SokBox var der lidt af et tomrum. Nichlas var stadig optaget af webshoppen Medair.dk, hvor han blandt andet handler med indlægssåler til at afhjælpe hælsporeproblemer, men det var begyndt at kede ham lidt.

– Jeg er god til at få ideer og sætte dem i søen, men når det bliver hverdag og rutine, kommer jeg let til at kede mig, siger Nichlas.

iFix_horsensBusinesspartner resulterede i ApS

Da han fandt en businesspartner i vennen Tensho Tinchev, var iFix en realitet. Lokalet i bunden af Smedegade ligger centralt og er stadig til at betale, og udgifterne til etablering var til at overskue. Tensho og Nichlas har begge skudt den fornødne kapital i et ApS, men det er Nichlas, der passer forretningen i det daglige. Tensho har fast arbejde andetsteds og ser mere forretningen som en investering.

Konceptet er ikke egentlig revolutionerende: Forretningen tilbyder reparation af iPhone, iPad og Mac – på såvel softwaren som hardwaren. Prissætningen følger nogenlunde markedet, fordi der ifølge Nichlas ikke er nogen idé eller fremtid i at underbyde konkurrenterne. Men iFix forsøger at differentiere sig lidt på servicedelen. Der er altid en sodavand eller en kop kaffe til de ventende, og betjeningen i det lyse og venlige lokale er altid personlig, da det er Nichlas, som står bag disken det meste af tiden. Det kræver tillid at overrække sin Mac, iPad eller iPhone med alle de personlige data til en fremmed, og derfor er en tillidsvækkende og professionel betjening alfa og omega.

Ekspansionsplaner

“Vi har et koncept, og vi har pengene til en ekstra butik, hvis muligheden byder sig”

Nichlas kan ordne det meste, men er der en opgave, som kræver mere nørderi, har butikken en ekstra kapacitet i Sadri Sadriu. Han kigger jævnligt ind i forretningen efter sine studier og kigger på de vanskeligere opgaver.

– Han er ekstremt skarp på områder, hvor jeg må give fortabt. Jeg fristes til at sige, at hvis ikke han kan ordne det, er der ikke meget at gøre, siger Nichlas.

Butikken har kun haft åben i et par måneder, men der er allerede planer for ekspansion.

– Vi kigger efter muligheden for at åbne en filial i en anden by, hvis det her går, som vi håber på. Vi har et koncept, og vi har pengene til en ekstra butik, hvis muligheden byder sig, siger Nichlas.

Du kan læse mere om iFix på hjemmesiden, og du kan smide et like på Facebook.

bubble