Gentlemen er gedigen succes

Kan du huske Men’s Lounge? Det succesfulde trekløver har netop rundet den første million i omsætning.

Tilbage i februar skrev VI STARTER SGU om tre unge mænd fra Gedved-kanten, der ville revitalisere gentleman-begrebet gennem virksomheden Men’s Lounge. Virksomheden producerer og sælger plakater og andre accessories med et maskulint udtryk.

De tre stiftere af Men’s Lounge, Selmin Batak, Nemanja Petkovic og Adnan Suhonjic har fået god succes med deres brand, og i november rundede de den første million i omsætning. Størstedelen af omsætningen kommer fra salg af plakaterne – med og uden rammer.

– Det er en meget vigtig milepæl for os, fordi det bekræfter, at vi er på rette vej, siger Selmin Batak i en pressemeddelelse.

Kvinderne handler til mændene

Men’s Lounge er stiftet af tre barndomsvenner fra Gedvedkanten i februar 2016. Kerneforretningen er originale plakater med designs, motiver og budskaber, som i udgangspunktet er målrettet den moderne mand. Stilen er minimalistisk og ofte humoristisk med såkaldte definitionsplakater som et af de store trækplastre. Den formel har vist sig at appellere bredt.

– Størstedelen af vores følgere er faktisk kvinder, men vi ser dem ofte ’tagge’ deres mandlige kærester i vores opslag på Facebook, og nu er de også ved at komme med på vognen. Vi har måske fundet et kompromis, der gør det nemmere at have eksempelvis en plakat med ens yndlingsfodboldhold hængende i stuen, siger Adnan Suhonjic.

Nutella blev en løfteraket

Egentlig var Men’s Lounge tæt på at blive skrinlagt sidste efterår, hvor salget stod helt stille. Det ændrede sig i november 2016 med lanceringen af en af virksomhedens signaturplakater med temaet ’Nutella’. Plakaten nåede ud til over to millioner mennesker på de sociale medier, og måneden efter omsatte Men’s Lounge for 150.000 kroner.

Siden er det gået støt frem. Teamet har i 2017 samarbejdet med en række småbyer og lokale fodboldklubber om specialdesignede plakater til gavn for lokalsamfund, indgået en større distributionsaftale og begyndt at udvide sortimentet med nye produkter.

– Næste trin er lancering af vores egen tøjkollektion, sølvsmykker og læderprodukter. Vi ønsker at tilbyde den komplette palet af produkter til mænd inden for henholdsvis interiør, accessories og tøj. Vi sigter mod at skabe et mandeunivers bestående af produkter i er stilrent design. Næste år gør vi klar til at indtage det svenske og det tyske marked, siger Nemanja Petkovic.

Du kan følge med i bestræbelserne på hjemmesiden og give dem et like på Facebook.

bubble