Iværksætterens højre hånd

René Fuursted Lyskjær er iværksætter med stort I og brænder for iværksætteri – så meget, at han nu har skabt en virksomhed, som netop skal hjælpe iværksætteriet med at blomstre… for andre iværksættere. 

Virksomheden hedder Probitas, og dette velvalgte navn, som er latinsk og bl.a. betyder ærlighed, er meget beskrivende for Renés tilgang til arbejdet, hvor det vigtigste for ham er at gøre en forskel – med ærlighed.

– Det skal være nemmere at være iværksætter, og jeg har hørt så mange sige at politikkere, banker og alle mulige andre skal gøre noget, det er også meget muligt, men vi er nødt til at starte ét sted, og jeg starter med mig selv, og mit mål med Probitas er, at det skal være nemmere at være iværksætter.

De bedste lærerpenge og et spark i den rigtige retning

Det er ikke første gang René har iværksætterhatten på. Før der var Probitas, var der Topsporty. En virksomhed, der solgte sponsorater og sportstøj til foreninger og for foreninger, store som små. Denne virksomhed havde René godt og vel i tre år med to andre. Han startede virksomheden selv, og så blev der koblet to mere på.

“Da vi var på vores højeste, var vi syv ansatte. Og så ramte finanskrisen. Så alle de fejl vi måtte have begået, dem blev vi selvfølgelig straffet for. Det er jo, som det nogen gange er. Men det lærer man af. Det tog en måned, og så var det slut. Det gik rigtig stærkt! Men det er de bedste lærerpenge, jeg nogensinde har betalt”, fortæller René.

Efter lukningen af Topsporty arbejdede René som fastansat. Allersenest var det dog som freelance salgskonsulent for et firma, dette job havde han fra august 2014 til julen 2014. Efter at René havde været selvstændig med virksomheden Topsporty, havde han svært ved at finde sig helt til rette i nogen af de jobs, han fik.

– Så sagde en ven til mig, om det var fordi, at jeg var svær at arbejde sammen med. Det snakkede jeg med min kæreste om, hvor jeg så egentlig fandt ud af – at det ikke var fordi jeg var svær at arbejde sammen med. Det var fordi, de værdier, som jeg nu en gang havde i forhold til at opbygge og drive en virksomhed, de stemte bare ikke overens, når jeg kom ordentlig i gang i de forskellige virksomheder. Og så blev jeg bedt om at gøre nogen ting, som måske var at gøre lidt “vold” på mig selv.

Og med den erkendelse blev René sparket i den rigtige retning. Så d. 28. december 2014 valgte han at blive fuldtids-iværksætter. Efter denne beslutning fik han travlt. Han begyndte opsætning af hjemmeside til Probitas, som allerede var en registreret virksomhed, som han og hans kone, Trine Kok, for ca. et år siden havde skabt, da de tog beslutningen om, at hun skulle gå iværksættervejen. Trine bruger dog i dag navnet Meraki til sin virksomhed, og hendes iværksætterhistorie kommer også i den nærmeste fremtid.

Problemer med nem-id

Sammen med Trine begyndte René at brainstorme – for hvilken virksomhed skulle Probitas helt præcist være?

– Jeg er uddannet regnskabsassistent, og jeg er autodidakt på alle andre administrative områder, da jeg har lavet rigtig mange forskellige ting igennem mit arbejdsliv. Så jeg kan egentlig dække alt indenfor det administrative – og så er jeg ikke bange for at tage fat, og jeg er ikke bange for ind i mellem at komme til at lave fejl, eller at skulle sætte mig ind i noget nyt. Det gør jeg gerne.

– Og så startede det egentligt ud med, at der var mange virksomheder, der havde problemer med deres nem-id, og hvordan de skulle få det til at fungere. Og det har jeg arbejdet med og synes det er nemt – så der kunne jeg se, at jeg kunne hjælpe.  Men efterhånden som vi fik brainstormet, så kunne vi se, at der kom flere og flere ting på. Og regnskabsdelen vidste jeg, at jeg kunne. Jeg laver i forvejen regnskab for to iværksættere, men det er ikke regnskabsdelen, jeg synes, der er det sjove. Men det er jo en del af det, og det kan være med til at give smør på brødet, så det er fint nok, men det er ikke det primære – det er ikke det, jeg vil gå efter.

“Praktisk gris” – iværksætterens højre hånd

Så da planen for Probitas var lagt, skulle budskabet ud. René skulle være en “praktisk gris” – en højre hånd for iværksættere.

– Iværksætterne køber et klippekort, på 5 eller 10 timer, og så kan de bruge mig til alle slags administrative opgaver. Om de vil bruge mig på afstand, eller om de vil bruge mig, når jeg kommer på kontoret, det er op til dem. Det er sådan planen er.

Men er det ikke et svært marked, da mange (nyopstartet) iværksættere, som kunne have brug for din hjælp, måske ikke lige har pengene?

“Det er en udfordring det der med at prissætte mig selv. Samtidig med at jeg gerne vil hjælpe dem, og  jeg jo heller ikke bare vil flå dem for alle de penge, jeg overhovedet kan. Men jeg har også en forretning, som jeg skal have til at løbe rundt. Ud fra hvad jeg lige har fundet ud af, så er der meget brug for denne slags ydelse. Så jeg har ramt en niche, og jeg tror faktisk godt, at det kan gå pænt stærkt.”

Indtil nu har iværksætterne selv kontaktet René. Ellers satser han på, at det kommer via hjemmesiden, facebooksiden og linkedin og så selvfølgelige den traditionelle mund til mund metode. Og ellers så vil han have fat på iværksætterhuse, kontorfællesskaber og deslige. René har allerede talt med tre iværksætterhuse, som kan se mulighederne i det.

– På linkedin har jeg et kæmpe netværk i forvejen, og jeg er allerede ved at udbygge et netværk – altså folk der linker med mig, fordi de kan se, at jeg kan tilbyde dem noget, som de måske får brug for om en måned eller to. Så der kan jeg se, at det spreder sig meget hurtigt. Så det bliver nok den primære indgangsvinkel.

- Jeg bestemmer selv, om jeg har min sixpence på!

Regnskabsdelen er en indgangsvinkel for René. Derigennem kan han komme ind på iværksætterene og forhåbentlig blive en del af udviklingsprocessen, som er det René brænder virkelig for.

– Jeg er ret sikker på, at når jeg kommer længere hen, så får jeg også lov til at arbejde endnu mere med det, jeg brænder for. Jeg vil rigtig gerne være med til at udvikle, og det får jeg mulighed for her. Jeg er ret sikker på, at når jeg først begynder at få fingrene i nogen af de her iværksættere, som også vil noget med deres forretning og virkelig gerne vil vokse, så får jeg også mulighed for at være med i den proces, og det synes jeg er fedt.

Derudover drømmer René også om en dag at have ansatte i Probitas.

– Jeg vil gerne have folk tilknyttet. Så det bliver så stort, at jeg kan ansætte nogen og sende dem ud på opgaver, så jeg kan fokusere mere på det, jeg synes er sjovt. Men lige nu handler det om at få nogle kunder i biksen, og så må jeg se, hvordan tingene fordeler sig.

Det at være iværksætter er for René frihed. Frihed fra chefer, der bestemmer over ham og sætter ham til at gøre ting, han ikke kan stå inde for.

– Jeg bestemmer selv alt. Jeg bestemmer selv, om jeg har min sixpence på! Jeg skal have mig selv med i det fuldt og helt, og det har jeg nu! Det skal da nok komme til at give nogle slag ind i mellem – det kan ikke undgåes, men dem er jeg sådan set også klar til at håndtere. Jeg har prøvet forskellige ting, så jeg har nogle erfaringer med, og jeg har ikke tænkt mig at slå tingene større op, end jeg er sikker på, at de kan blive til noget. Så i første omgang handler det om, at få skabt noget økonomi i det, så familielivet kan hænge sammen, fortæller René.

Her fra VI STARTER SGU ønsker vi René og Probitas held og lykke med fremtiden, der er sikkert mange iværksættere derude, som kunne bruge en højre (hjælpende) hånd. Tjek Probitas ud på facebook og linkedin.

bubble