Nordmand med god idé valgte Horsens

Et attraktivt iværksættermiljø lokkede nordmanden Joakim Espeland til Horsens. Han medbragte en god idé, der kan spare rederierne penge og øge sikkerheden til søs. Quadsat er klar med en prototype om få måneder.

Joakim Espeland læste til satellitingeniør i Norge, da fagskolen arrangerede en tur til VIA og VBI-Park i Horsens. Joakim var ret imponeret af inkubatormiljøet og den organiserede sammenblanding af uddannelse og iværksætteri, man finder på stedet. Så da han senere ville videreuddanne sig til en bachelor i mechanical engineering, faldt valget på Horsens. Han havde nemlig udviklet en god idé gennem sit arbejde som satellitingeniør, som ville være god at afprøve i Horsens.

Livsvigtigt med internetforbindelse

Joakim arbejdede med at kalibrere satellitkommunikationen på skibe. Når et skib befinder sig midt på havet, kan satellitkommunikation være et spørgsmål om liv og død. Det er via satellitforbindelsen, at skibets internet fungerer, så uden forbindelse ryger telefonien også. Hvis et besætningsmedlem bliver alvorligt syg, er det livsnødvendigt at kunne komme i forbindelse med en læge på land pr. videoforbindelse. Selvom navigationen kan klares uden internet, er der mange funktioner, der besværliggøres uden satellitforbindelse.

Derfor skal de store skibe have kalibreret deres satellitkommunikation mindst én gang om året. En del af kalibreringen består i at tjekke selve parabolantennens mekaniske bevægelser – hvis skibet drejer, skal antennen dreje automatisk med. Den skal finde og fastholde forbindelsen til satellitten.

– Parabolen skal kunne følge satellitten hele vejen rundt. Og jo tættere på Ækvator, man sejler, desto mere lodret vil antennen skulle pege, siger Joakim Espeland.

”Jeg håber, det virker”

Joakim syntes imidlertid, at hans kalibrering og servicetjek af systemerne var mangelfuld. For egentlig burde man sejle fra Grønland til Ækvator for at være helt sikker på, at systemerne fungerer. Men man sejlede som oftest kun små ture i nærområdet for at fremprovokere lidt aktivitet på parabolen.

- Efter servicetjek spurgte de, om det virkede, og jeg kunne kun svare ”det håber jeg”. For egentlig var der jo en del usikkerheder. Det var utilfredsstillende, siger Joakim Espeland.

De største rederier vælger da også at droppe servicetjekket og i stedet blot udskifte hele dele af satellitkommunikationen. For ved en ny installation er der mere end 99 procent sikkerhed for, at det virker, som det skal. Det er dyrere end et tjek, men det kan blive langt dyrere, hvis systemet ikke virker midt på Atlanten.

Drone bilder skibet ind, at det sejler

Men Joakim fik en idé: Hvad nu, hvis man ved hjælp af en drone kan bilde skibets satellitkommunikation ind, at skiber er ude at sejle. Fra Nordpol til Sydpol i løbet af få timer? Så kunne man jo gennemføre servicetjekket, mens skibet ligger i havn, og det kan tilmed klares, mens skibet lastes eller tømmes for last. Det gør det langt billigere for rederierne og bliver tilmed attraktivt for de aktører, der normalt skifter velfungerende systemer af frygt for uopdagede fejl.

Så under uddannelsen til professionsbacheloren på VIA i Horsens arbejdede Joakim videre med sin idé. Han startede i VIA’s ”student incubator”, hvor han kunne opbygge firmaet Quadsat i fritiden. Efter bachelortitlen var i hus, flyttede han udviklingen op i Bering StartUp i Vitus Bering Innovationpark.

Nu er ideen ved at blive et færdigt produkt, og Joakim regner med at have en prototype på softwaren klar i januar eller februar 2017. Han har stadig en god kontakt med det firma, han arbejdede for i Norge, så prototypen kan komme i brug på reelle serviceopgaver.

Salg af softwarelicens

Ideen er at sælge licenser på softwaren og måske også yde konsulentbistand til at finde den rette drone og det rette interface til opgaven. Et interface er den hardware, der skal monteres på dronen for at få softwaren til at fungere. Dronens interface skal efterligne signalet fra en satellit, der befinder sig 30.000 km ude i rummet.

Joakim Espeland har fundet sig godt til rette i Danmark, og han er særlig begejstret for iværksættermiljøet i Vitus Bering Innovationpark. Muligheden for at trække på arbejdskraft fra de studerende på VIA har været et vigtigt aktiv.

- Vi tager typisk studerende ind som frivillig arbejdskraft i starten, siden bliver de praktikanter, og når de er færdiguddannede har vi håndslag på, at de kan fortsætte som ansatte, siger Joakim Espeland.

I øjeblikket beskæftiger Quadsat et par frivillige og et par praktikanter, og der arbejdes på at finde investorer til det videre projekt. For det er bestemt ikke gratis at udvikle og teste den type software. Droner, der egner sig til opgaven, ligger i en prisklasse mellem 30.000 og 100.000 dollar. Men interessen er stor, når projektet præsenteres på messer og konferencer. Senest var Joakim og et par praktikanter i på en maritim konference i Helsinki for at finde samarbejdspartnere og investorer.

Du kan med tiden læse mere om Quadsat på hjemmesiden og give dem et like på Facebook.

bubble