Den 12. juni udgav VI STARTER SGU en artikel om de fire seje learnmark studerende; Jeppe, Mads, Cille og Kinneret som, med deres virksomhed Plash, havde vundet DM i Entreprenørskab og dermed kvalificeret sig til EM i Entreprenørskab i Berlin.
- D. 5. februar deltog Plash i en entreprenørmesse i Odense, her blev givet en masse feedback og positiv respons.
- D. 3. marts deltog Plash i regionsmesterskaberne i Grenaa, her vandt de og gik dermed videre til DM.
- D. 15. april deltog Plash i Danmarksmesterskaberne i entreprenørskaberne i København og repræsenterede region Østjylland. Det endte med en sejr i deres eget spor, business and service og en over-all sejr.
- D. 27.-31. juli JA-YE Europe Company Of The Year Competition i Berlin.
Derfor får I her Jeppe Kejlberg-Janssons egne ord om Plash’s tur til EM i Berlin:
“Vi ankom til Berlin mandag d. 27 juli, dagen før konkurrencen fandt sted.
Tirsdag d. 28 juli mødtes vi alle på hotellet, som alle deltagerne boede på. Vi blev tjekket ind og modtog en stor velkomst. Vi blev taget imod af en kontaktperson, som vi var blevet tildelt af JA-Alumni Germany, samt en masse mennesker. Derefter havde vi 20 minutter til at finde os til rette på vores værelser, hvorefter der var seminar afholdt af amerikanske FedEx. Seminaret omhandlede hvordan man skaber kontakt til omverden og forbinder hele verden. Derefter lavede vi små opgaver, hvor vi koblede de ting, som vi havde fået at vide, på vores egen ide og forretningsplan. Om aftenen blev vi kørt ud til Berlin Beach Mitte, hvor der blev afholdt beachvolley-turnering, hvor vi lærte hinanden at kende på kryds og tværs af landene. Derefter fællesspisning og individuel gang tilbage til hotellet.
Onsdag d. 29 juli startede konkurrencen officielt i Berlin Congress Center. Dagen startede med lukkede dommerinterviews og senere havde vi 12 minutter til at øve vores scenepræsentation, som skulle foregå senere på dagen. Ind imellem deltog Jeppe i nogle interview omkring ‘Leader of the year’-awarden.
Om eftermiddagen hørte vi hinandens scenepræsentationer, som, på trods af tekniske problemer, gik rigtig godt. Om aftenen besøgte vi en typisk tysk Biergarten, hvor vi fik klassisk tysk mad. Der blev senere spillet musik og der blev budt på tysk folkedans. Vi sluttede aftenen af med en turisttur i Berlin, hvor vi så alle de typiske turistattraktioner om aftenen.
Vi kom hjem ved 23-tiden onsdag aften og stod op kl 6 morgenen efter. Torsdag var dagen, hvor vi skulle stå ved vores stand og præsentere for dommere og tilskuere. Det var en lang, og til tider hård dag. På trods af, at vi var ved at være lidt trætte, så var det en stor oplevelse at stå i Berlins Congress Center og vise det frem, som vi har arbejdet på i så lang tid. Vi havde pakket en bil fuld af alle vores ting, og hentede den kl 7.30, og var klar til at sætte op. Præsentationen ved standen gik godt, og kl. 15 måtte vi igen hente bilen og få pakket det hele sammen. Vi var færdige med at pakke sammen omkring kl 16. og herefter havde vi lidt fritid. Mads og jeg (Jeppe) tog på shoppetur i Berlin, og pigerne tog hjem for at slappe af. Kl 19 var der gallamiddag, hvor vinderne skulle findes. Det hele var rigtig fint arrangeret med underholdning, god mad og stemning.
Det blev desværre ikke til en dansk sejr, men derimod tysk. Deres produkt bestod af tasker, som var lavet af gamle bilseler, og øloplukkere lavet af metal-enden fra selen. Efter vinderne var fundet var der after-party.
Fredag morgen sluttede af med fælles morgenmad, og vi fik sagt farvel til hinanden og folk begyndte så småt at tage hjem til de lande, de var kommet fra.
Alt i alt har det været en fantastisk tur fyldt med oplevelser. Især stemningen og seriøsiteten omkring en international konkurrence, og mødet med så mange topfolk fra erhvervslivet har været en stor oplevelse.”
Selvom det ikke blev til en sejr for Plash så skal der alligevel lyde en kæmpe klapsalve til de fire unge iværksættere for den flotte præstation! Det bliver spændende at følge udviklingen af Plash.