Fotograf: Skovdal.dk / Stine Christiansen
Når man møder Kasper Würtz står det hurtigt klart at det, der driver ham, er kærligheden til håndværket bag et godt stykke keramik. K.H. Würtz er nemlig en fremadstormende horsensiansk virksomhed, hvor de stolte håndværkstraditioner betyder det meste, og alt det udenom mest af alt betragtes som glasur på kagen. Prisoverrækkelser og rosende ord er derfor noget som de er glade og stolte over, men det er tydeligt, at det ikke er den primære årsag til, at de laver, det de gør. Drivkraften bag det hele er faget og det store stykke håndværk, der ligger i at lave et produkt, de er stolte af.
En varm stemning og duften af lunt ler
Når man træder ind af døren med K.H. Würtz Værkstedet på skiltet, mødes man af en gæstfri stemning, Aage Würtz der sidder med hænderne smurt ind i ler ved drejebænken og en behagelig varme fra den brændende ovn. Der dufter af ler, og rummene er så fyldt med keramik og råvarer, at man hurtigt kan gætte hvorfor der er behov for mere plads at lege på. For leget det bliver der. Kasper fortæller hvordan de brugte det meste af dagen i går på at eksperimentere og finde på nye former og glasurer. Samtidig må han selv spille rollen som håndværker, produktudvikler, produktionschef og sælger, sammen med sin kone Anne-Mette, som blandt andet giver en hjælpende hånd med administration og markedsføring.
Hvis vi skal starte fra begyndelsen…
Foretagendet har egentlig eksisteret i mange år, i kraft af Kaspers far, den anerkendte keramiker Aage Würtz, der igennem 80 ́erne havde en produktion med 25 ansatte. Med tiden blev produktionen nedtrappet, men blev igen etableret som enkeltmands-virksomheden K.H. Würtz i 2010, da sønnen Kasper overtog roret. Og siden da har det virkelig taget fart for virksomheden, der kan skrive mange af verdens mest anerkendte restaurationer og hoteller på den lange liste af referencer. Ifølge Kasper selv er årsagen, at de laver ting til folk, der skal bruge produktet og ikke til folk der skal sælge det. Derfor har de også skåret det dyre mellemled væk og har selv den direkte kontakt med kunderne.
Da generationsskiftet skete, brugte Kasper først tiden på at tage til messer og skabe sig et netværk i blandt andet restaurations-branchen, og det arbejde blev hjulpet på vej ved lidt af et tilfælde.
– René (Red: René Redzepi, der er daglig køkkenchef og medejer i restaurant Noma) fik på et tidspunkt et stykke af vores keramik, som han synes godt om, og så besluttede han sig for at købte en masse af vores keramik til at dække op i restauranten med, fortæller Kasper.
Derfra er det gået hurtigt med at komme ud til en perlerække af restauranter, som Geranium, Falsled Kro og et stigende udvalg af udenlandske hoteller og restauranter. De fik eksempelvis også en sending keramik ud til en række udvalgte madskribenter og -bloggere, som bruger keramikken til at præsentere opskrifter i magasiner og på blogs.
”Nu kontakter folk os ikke længere fordi vi har solgt til verdens bedste restauranter, men fordi de kan lide det vi laver – og det er dejligt,” fortæller Kasper med en blanding af ydmyghed og stolthed i stemmen.
Udtrykket og håndværket er hot som aldrig før, og den seneste udvikling, kombineret med den håndværksmæssige tradition betyder, at K.H. Würtz uden problemer kan noteres i bøgerne som et stykke succesfuld Horsens historie.
– Vi kunne lave 100 gange mere end vi gør!
Og der er nok at tage fat på. Faktisk har de lige nu så travlt, at de sagtens kunne flerdoble produktionen. Men selvom de snart har endnu flottere rammer for en større produktion i Hatting, er der én udfordring – de mangler kvalificerede hænder!
Et håndværk med hårdt brug for en ny generation af håndværkere
Kasper er lært op af sin far og det er tydeligt, at de begge mener, at der er stor mangel på en ny generation til at videreføre håndværket i fremtiden. Fokus er i dag på design, innovation og styling, og på vej væk er know how og håndelag – forsvindende med en generation af keramikere, der vidste hvordan en keramikovn skal bygges og hvordan leret skal håndteres.
Pottemageruddannelsen i Danmark eksisterer desværre ikke længere, og hvis ikke der bliver gjort noget snart, må der investeres i udenlandsk arbejdskraft. Dette er ifølge Kasper og Aage, hverken en holdbar situation set fra deres egen synsvinkel eller i et dansk perspektiv.
Mest af alt virker det som om de ærgrer sig over at håndværket er ved at uddø.
Kan Horsens blive et nyt brændpunkt for spirende keramikere?
Med fremtrædende iværksættere som blandt andet K.H. Würtz og Lone Schubert, en stolt dansk håndværkstradition og lokale toneangivende uddannelsesinstitutioner som Learnmark Horsens og VIA University College. Derfor bør der være skabt grobund for at lappe hullet, imødekomme et stigende markedsbehov og skabe en ny generation af keramiske talenter, som mestrer håndværket og viderefører de danske traditioner.
Kombineret med Horsens Kommunes fokus på at skabe en ny industriel vækstkultur med et nyt mindset og en ny tilgang til arbejdet med industriudvikling og målet om, at der i 2020 er 10.000 industriarbejdspladser igen, er der skabt en oplagt mulighed for at udvikle en håndværksmæssig uddannelse, som understøtter det behov, de lokale virksomheder efterspørger?
Verdens bedste keramik
– I al beskedenhed vil vi jo gerne lave verdens bedste keramik.
Så enkelt og præcist kan Kasper formulere det. For Kasper har et ydmygt sind, og armbevægelserne er ikke store – men det er ambitionerne til gengæld. Og med det fokus og det benhårde arbejde, der lægges for dagen, er opskriften på den fremtidige medvind for K.H. Würtz mildest talt skrevet.
VI STARTER SGU minder Aage og Kasper om en vending de ofte selv bruger, når de overvejer at starte nye projekter op eller udfordre tingene; Vi gør ́ed!
Klik her for at læse mere om Danmarks bedste keramiker K.H. Würtz.