Viden fra millionforretninger tilpasset iværksættere

Efter at have sikret millionomsætning for store virksomheder fokuserer Henrik Kjærgaard Clausen nu på sin passion: at booste iværksættere og mindre virksomheder, og det gør han med sit nystartede konsulentfirma TenBirds i Horsens.

– Jeg har fået mange gode erfaringer af at arbejde med store organisationer, men jo større virksomheden er, jo tungere bliver arbejdsgangene. Hvis man, som jeg, lever for at udvikle forretningen, giver det en meget større arbejdsglæde at skabe positiv effekt for iværksættere, der kommer med ny energi og er åbne over for forandring, fortæller Henrik.

Stærk vækst i analysebureau

Henriks ønske om at arbejde med iværksættere og små-mellemstore virksomheder stammer fra hans tid som Research Director i Wilke Markedsanalyse, der i 2000 var et mindre, nystartet analysebureau drevet af tre ildsjæle. Her samlede Henrik, over de næste syv år, solide erfaringer med at vækste virksomheder. Der blev arbejdet igennem, kundeporteføljen voksede og det samme gjorde opgaverne.

Fokus kom til at ligge på teknologitunge virksomheder med TDC, Telia, Stofa og en række store energiselskaber som de primære kunder – kunder, som sikrede Henrik et unikt indblik i, hvordan store selskaber drives. Som Research Director var han med til at sikre en betydelig vækst i omsætningen og gøre Wilke Markedsanalyse til et af de hurtigst voksende analysebureauer i Danmark – hvilket resulterede i to kåringer som Børsen Gazelle virksomhed.

– Men det var især en fornøjelse at se, hvordan de små virksomheder, som jeg også samarbejdede med i Wilke-tiden, rykkede sig meget. Samtidig er der åbenbart et iværksættergen i min families DNA, for vi har flere start-ups inden for klanen, som jeg har hjulpet med sparring – selv min kæreste har med stor succes startet egen virksomhed, siger Henrik med et skævt smil.

Bundlinje i stejl stigning

Ved finanskrisens udbrud i 2008 rykkede Henrik over i en virksomhed inden for outdoors-industrien, der havde brug for at udfordre gamle vaner og skabe nye markedsmuligheder for at gøre virksomheden mere konkurrencedygtig.

“Jeg husker tydeligt første dag og det første møde med direktøren. Da vi skulle aftale et nyt møde med flere deltagere, trak han sin Mayland-kalender frem og noterede mødet, mens han forklarede, at vi skulle tjekke med de andre deltagere, om de kunne på dagen. Jeg noterede mig, at virksomheden kunne have gavn af en introduktion til en fælles, online-kalender.”

Virksomheden fik arbejdsgange for brug af Outlook-kalender, og Henrik overbeviste de ansatte om, at der ikke var tale om et overvågningssystem. Næste trin var implementering af CRM- og Business Intelligence-systemer, så virksomheden let og overskueligt kunne knuse data om kunderne. Som det ofte er tilfældet med forandringer, næsten uanset størrelsen og alderen på organisationen, tog det tid og ressourcer at ændre fastgroede arbejdsgange, men vel ude på den anden side, kunne de ansatte ikke forstå, hvorfor ændringerne ikke var blevet indført tidligere.

I 2011 planlagde ejeren sammen med Henrik at oprette en ny afdeling i virksomheden: Emerging Markets. Den årlige omsætning på området havde indtil da været ca. 400.000 kr. Henrik blev direktør for afdelingen, der skulle skaffe virksomheden adgang til nye markeder på den sydlige halvkugle. Der blev lagt en klar strategi, en innovativ tilgang og en masse hårdt arbejde fyldt på. I 2014, tre år senere, rundede omsætningen 20 mio. kr.

Flyveklar forretning

Efter syv år hos outdoor-virksomheden blev trangen til at stå på egne ben for stærk. Henrik ville være sin egen chef og hjælpe små virksomheder med at opnå succes. Resultatet er konsulentvirksomheden TenBirds, som Henrik startede op november 2014. TenBirds’ primære formål er at skabe positiv effekt for iværksættere, mindre virksomheder med drømme om at vokse og mellemstore virksomheder, der vil effektivisere eller ekspandere i Mellemøsten eller Asien.

“Navnet kommer fra det danske ordsprog “En fugl i hånden er bedre end ti på taget” – det vil jeg nemlig gerne vende om. Det er fint, med den ene fugl man har i hånden, men jeg vil meget hellere tage fat i de ti fugle på taget og lægge fokus der – på de uudforskede muligheders udvikling. Det handler for mig, om at være udfordrende, innovativ og altid stille spørgsmål, så en forretning kan udvikle sig og vokse.”

Konkrete produkter

Forretningsudvikling er et vidt begreb, men det kan munde ud i meget konkrete produkter. En af Henriks kunder, Baun&Co, er en konsulentvirksomhed i Aarhus, der hjælper virksomheder med at afdække deres sande formål og dermed skabe bedre performance. Baun&Co havde behov for kunne præsentere en række ydelser over for potentielle målgrupper på en forståelig og konkret måde. Ejeren Daniel Baun havde produkterne, de var bare lidt uskarpe. Her hjalp Henrik med at gøre afstanden mellem teori og målgruppe kortere. Tiltaget var en del af en større markedsføringsplan, men der er allerede kommet mange nye henvendelser:

– Kunderne sidder på den anden side og vil gerne have ydelserne lækkert serveret – får de det, er købelysten meget større. Den konceptualisering, vi gennemgik, kræver ikke mange timer. Efter et indledende møde læste jeg Daniel Bauns bog for at sætte mig ind i hans tankegang. Derefter satte vi en dag af til professionel sparring, der mundede ud i konkrete ydelser.

Næste skridt

Det går godt i TenBirds, og Henrik har allerede fået lov til at hjælpe flere virksomheder, inklusiv en afdeling af Aarhus Universitet. Nuværende projekter tæller bl.a. salg og markedsføring, herunder strategi og effektuering, konceptualisering af ydelser, distributøraftaler og ophavsrettigheder. Fokus ligger på at mindske afstanden mellem virksomhedens produkt og markedet, hvilket kræver præcisering af produktet og kommunikationsforståelse.

Næste skridt for Henrik er at føje bestyrelsesarbejde til listen over ydelser, hvilket er årsagen til, at Henrik lige nu er i gang med Aarhus Universitets bestyrelsesuddannelse, der har fokus på små og mellemstore virksomheder:

– Det giver god mening, da mit formål netop er at udvikle forretningen for små og mellemstore virksomheder. Det er ikke længere nok at have en traditionel bestyrelse, hvor CFO’er og jurister sidder og vurderer regler og regnskaber, for en ejerleder kan ikke det hele selv. Ud over den økonomiske rådgivning har han brug for sparringspartnere i bestyrelseslokalet, og det er her, jeg håber på at kunne gøre en forskel.

Tryk her for at tjekke hjemmesiden ud.

bubble