Bobler er bedre end kasser

Tilfældigheder og et perfekt personligt match førte til webbureauet Bubblemedia, der på femte år vækster og producerer webløsninger, der er lidt anderledes end konkurrenternes.  

Det er svært at designe sig til en iværksættersucces. Selv med de mest grundige målgruppeanalyser og den mest gennemarbejdede produktudvikling beror en stor del af forskellen mellem succes og fiasko alligevel på tilfældigheder. Det er Bubblemedia et glimrende eksempel på. Men webbureauet er også et eksempel på, hvor vigtigt det er at have det sjovt på vejen mod målene.

bubblemedia - blue man

Bubblemedias maskot, blue man, som ses til diverse arrangementer.

Det hele begyndte i sensommeren 2010. Daniel Bach var kommet i gang med det sidste semester på den professionsbachelor i international handel og markedsføring, han tog på Erhvervsakademi Aarhus. Han skulle finde en plads i en virksomhed til fire måneders praktik, men havde ikke rigtig kunnet finde ”en boks at passe i”, da fristen udløb og praktikvejlederen begyndte at presse ham.

– Vi fandt ud af, at jeg ikke passede ind i en boks. Så spurgte jeg, om det var i orden, hvis jeg startede min egen virksomhed og tog praktik i den. Det var det. Jeg gik ud på parkeringspladsen og ringede til Kevin og spurgte, om vi ikke skulle starte en virksomhed. Og den var han straks med på, siger Daniel.

Kevin – med efternavnet Refvik – havde nemlig et produkt på hylden, som Daniel mente, han kunne sælge.

– Kevin havde på et tidspunkt fortalt mig, at han havde udviklet et hjemmesidesystem, hvor folk selv kunne gå ind og rette i indholdet, og med mit ringe kendskab til den slags tænkte jeg, ’det lyder da genialt. Det kan jeg sagtens sælge. Piece of cake’, griner Daniel.

Byture og iværksætterdrømme

Kevin var netop færdiguddannet it-ingeniør, og han vidste ikke, hvad han skulle lave det næste stykke tid, da Daniel ringede. Han troede, han var på vej i Livgarden, men knæproblemer havde netop ødelagt de planer.

Daniel og Kevin kendte hinanden fra Blockbuster i Horsens, hvor de begge arbejdede få år tidligere. De gik godt i spænd, og arbejdet med film og spil blev suppleret med byture og iværksætterdrømme.

“Vi talte en del om at starte en virksomhed sammen på et tidspunkt. Vi var igennem mange mærkelige koncepter fra import af sækkestole til børnehaveklip, hvor en bil med en frisør skulle køre ud til børnehaverne. Vi tænkte nok mest iværksætteriet som en sidegeschæft dengang, men vi boblede med mange ideer, når vi mødtes”, siger Daniel.

Iværksætteri var en naturlig del af Kevins opvækst. Der var ejerskab af både bagerforretning, cafeteria og transportfirma i den nærmeste familie, og hans mor havde drevet både kiosk og systue. Under it-ingeniøruddannelsens praktikforløb fandt Kevin ud af, at han ikke passede ind i en meget stor virksomhed:

– Jeg var bare en lille brik, og jeg følte ikke, at jeg overhovedet havde mulighed for at bidrage med noget. Jeg har et behov for at have medbestemmelse og være med der, hvor retningen udstikkes, så det var naturligt at blive iværksætter, siger han.

Daniels tilgang til iværksætterdrømmen var meget af det samme:

– Jeg vil have ejerskab og være med der, hvor vi bestemmer retningen. Og det var jo nok et lidt optimistisk ønske at have som nyuddannet lønmodtager. Så måtte jeg jo lave min egen virksomhed, siger Daniel.

Daniel er ret bevidst om, at han har fundet et godt match i Kevin, fordi det er et match mellem det drømmende og det praktiske, det flyvske og det konkrete.

– Jeg er af natur meget nysgerrig, og når jeg sidder med en kasse LEGO kan jeg finde på at tømme kassen, glemme alt om byggevejledning og bare bygge mit eget. Jeg elsker at skabe noget selv. Det tænder mig, siger Daniel.

En form for modspil findes i Kevins perfektionisme og mere praktiske tilgang til opgaverne.

– Daniel er måske mere flyvsk og drømmende end mig, men vi er fælles om at kunne tænke stort, når projekterne skal udvikles, siger Kevin.

Bubblemedia lå i skuffen

Da de to i sensommeren 2010 skulle starte virksomhed for at honorere Daniels praktikforpligtelser, var de enige om, at de ikke skulle sidde hjemme. Det skulle tage sig en smule mere seriøst ud, så de lejede et butikslokale på Sønderbrogade i Horsens og etablerede et I/S. Navn og logo var allerede omtrent klart, for Kevin ejede domænenavnet bubble.dk, ligesom han havde et forstadie til bubblemedias boble-logo liggende i skrivebordsskuffen. Formalia var på plads, men det gik langsomt med at få gang i forretningen.

– Vi flyttede os ikke særlig meget det første halve til hele år. Når vi kom ud til folk, blev vi taget godt imod, og vi fik også typisk en ordre, men der skete ikke meget. Det var ikke de store ting, vi lavede i den tid, siger Daniel.

En del af forklaringen skal findes i en beskeden økonomi og små forventninger:

– Alternativet var dengang en SU, så det var ikke meget, der skulle hives ind, før det løb rundt. Så vi satte barren lidt lavt, siger Kevin.

Kontorfællesskab blev en ny start

bubblemedia kontor i VBI-park

Kevin og Daniel på kontoret i Vitus Bering Innovation Park.

Vendepunktet kom, da de efter et års tid skiftede lokalerne på Sønderbro ud med kontorfællesskabet i Vitus Bering Innovation Park. Det sydende iværksættermiljø gav dem det rygstød, der skulle til, og det var en del nemmere at opbygge det vigtige netværk her end i et kælderlokale på Sønderbro.

– Det var også en del sjovere at invitere kunder på besøg, for selvom vi havde begrænsede kvadratmetre, blev de alligevel noget mere imponerede. I de omgivelser signalerede vi, at vi kunne og ville noget, siger Kevin.

Det gik pludselig hurtigere fremad, og udfordringen blev snart for Daniel at holde igen med salgsarbejdet, når Kevin ikke kunne følge med. En del af grafikerarbejdet blev købt eksternt, men det kunne bedre betale sig at ansætte en elev til det arbejde. Det var lidt af et spring op ad stigen, fordi ansvaret for at hente opgaver nok til at betale huslejen nu blev suppleret med ansvaret for at kunne betale en elevs løn. Så de sprang først ud i det, da de havde sparet et års elevløn op. Horisonten var ét år.

Ideen om et laboratorium

Forsigtighed har været en af duoens kendetegn siden de først fik nøglerne til kælderlokalet på Sønderbro.

“Vi startede lige op i kølvandet på krisen, og vi vendte nærmest hver en 25-øre de første år. Vi tænkte virkelig hver gang, om det her var noget, der kunne give os værdi, når vi brugte penge. Det har først ændret sig inden for det sidste års tid. Det er ikke længe siden, at vores advisory board punkede os, fordi vi udbetalte for lidt løn til os selv”, siger Kevin.

Bubblemedia foran Bubblelabs

Bubblemedia holdet ude foran den gamle arrest, som huser Bubblelabs.

Med ansættelsen af eleven Maria i 2013 ville der blive pladsproblemer i kontorfællesskabet, og da de var ude og kigge efter nye muligheder, fik de pludselig et godt tilbud: CASA stod med en del ledige kvadratmetre i den gamle arrest- og retsbygning i Rådhusgade, og Bubblemedia kunne leje sig ind på gunstige vilkår. CASA kendte de to fremadstormende iværksættere, og de vidste, at der skete noget, hvis man gav dem en udfordring.

Udfordringen blev taget op, og snart var kontorfællesskabet Bubblelabs en realitet.

– Det var Kevins idé, at vi skulle lave et laboratorium og investere i hvide kitler. Og da først ideen var født, byggede vi videre på den. Der var noget skepsis i starten, men laboratoriet og professortitlerne giver de iværksættere, der har lejet sig ind, et ekstra marketingslag oven på deres egen virksomhedsprofil, siger Daniel.

I dag huser Bubblelabs en fotograf, to journalister, en webudvikler – og flere iværksættere er på vej ind. Iværksætterne sparrer på kryds og tværs, og der laves massevis af fælles arrangementer, fordi Bubblelabs er et kontorfællesskab med tykke streger under ”fællesskab”. Du kan læse mere om Bubblelabs her.

Glade kunder sladrer

Det går rigtig godt for Bubblemedia, og duoen Kevin og Daniel er udvidet til en kvintet. Sidste år blev suppleret med endnu en elev, Allan, ligesom en marketingsassistent, Mathilde, hjælper med at sætte salgsarbejdet i system og nurse de kunder, der allerede er inde. For det er netop vigtigt at vise interesse for kunderne, påpeger Daniel:

– Der er et kinesisk ordsprog, der hedder ‘Make happy those who are near and those who are far will come’, og det handler om, at én kunde skal blive til én mere. Det handler egentlig bare om, at de kunder, vi har inde, skal vi være rigtig gode ved, for så ”sladrer” de, siger han.

Det harmonerer også godt med Daniel og Kevins fremgangsmåde til at få flere kunder i forretningen. De har fra et tidligt tidspunkt vidst, at netværksarbejde var metoden til at få succes.

“Vi ringer aldrig ud, med mindre der er en åben dør eller en reference. Vi ringer ikke, for det gør vores konkurrenter. Der er en del, der ringer uopfordret og måske tilbyder et eller andet gratis. Men gratis er sjældent godt”, siger Daniel.

Horsens’ sejeste webbureau  

Daniel og Kevin besluttede på et tidligt tidspunkt, at Bubblemedia skulle være ”Horsens sejeste webbureau”. Målet skulle blandt andet nås ved at satse meget på ideudviklingsfasen. De tilbød kunden en ”bubblestorm”, hvor der kunne skydes fra hoften med ideer og tanker til en ny kampagne, og af alle indfaldene var der altid én eller to ideer, der kunne bruges.

“Vi vil ud af boksen og ind til kunden. Ind til kernen af forretningen, så vi kan lave den helt rette løsning. Personlighed, synlighed og brugervenlighed er de tre ben på den skammel, vi sidder på, når vi laver webløsninger”, siger Daniel.

I dag tilbyder Bubblemedia mere end selve webløsningen. Logopakker og andet kreativt, grafisk arbejde hører også til i sortimentet, ligesom Daniel og Kevin også hjælper med kampagnetemaer og -overskrifter. En god idé førte også til velgørenhedsplatformen Charii.com, der netop er sat online og som skal markedsføres med gode investorers hjælp i efteråret.

Stille og roligt videre ud af vejen

Til august kan Bubblemedia fejre fødselsdag. Meget er sket på de fem år – også på det mentale plan. For nylig har Daniel og Kevin valgt at sætte sig i hvert sit rum på Bubblelabs. De kan stadig få øjenkontakt, og de kan stadig tale sammen, men de sidder ikke lige over for hinanden mere. Det har de ellers gjort siden starten på Sønderbro, da de forsøgte at bygge deres eget, fælles skrivebord med billige plader fra Silvan.

– Vi tror, at det betyder noget, når vi sidder lige overfor hinanden. Jeg sælger, og Kevin producerer. Vi har to meget forskellige opgaver, og tiden var bare inde til at adskille de to opgaver, så vi ikke er en to-mands-virksomhed med nogle folk omkring os, der har forskellige opgaver. Nu sidder jeg over for marketingsassistenten, og Kevin sidder sammen med vores elever, der også producerer. Det giver god mening, siger Daniel.

Når samtalen falder på fremtiden, er Kevin og Daniel enige om, at de egentlig bare, stille og roligt, vil bBubblemedia Kevin Refvik Daniel Bachevæge sig videre ud af den vej, de er på.

– Vi startede med en målsætning om at være Horsens’ sejeste webbureau. Og det vil vi fortsat, men måske skal vi til at pille ”Horsens” ud af den sætning. Der er helt klart nogle vækstmuligheder uden for bygrænsen. Vi vil gerne være lidt større, så Kevin og jeg kan tage på ferie uden at det hele ligger brak imens, men vi har ikke nogen målsætning om at blive kæmpestore. Det vigtigste er, at vi har det sjovt undervejs, slutter Daniel.

Den 14. august har Bubblemedia 5 års fødselsdag og holder i den forbindelse åbent hus med massere af bobler, netværk og godt til ganen. Kunne du tænke dig at være med til at fejre Bubblemedias store dag, så tilmeld dig her.

Kunne du tænke dig at følge med i Bubblemedias hverdag, så klik her.

bubble