Statsministeriets nye disruptionråd minder påfaldende om tv-satire. Er der for alvor nogen, der tror, at løsningen på Danmarks udfordringer findes i den forsamling?
For et år siden var jeg ordstyrer på en konference hos DI, hvor ordet disruption blev brugt en del. Jeg var meget glad for min smartphone den aften, så jeg kunne google diskret nede ved hoften. Jeg tror dog ikke, jeg var den eneste, der ikke kendte betydningen af det ord dengang.
Disruption er, kort fortalt, når nye ideer og nye teknologier render de gamle giganter over ende. Blandt de bedste eksempler er Nokia, der ikke havde nogen fidus til smartphones, og Kodak, der ikke troede på en fremtid for digitale kameraer.
Bullshit bingo
Siden har politikerne også fundet ud af, hvad ordet betyder. Og når man som politiker forstår noget og anser det for en mulig trussel, skal man naturligvis handle på det. Så man har nedsat et disruptionråd. Med en masse mænd og kvinder i sorte og grå gevandter og Hella Joof.
Det er selveste Statsministeriet, der står bag. Og det hedder skam ”Disruptionrådet – Partnerskab for Danmarks Fremtid”. Så her kan ministre, erhvervslivets og fagbevægelsens tunge drenge og kvinder – og Hella Joof – mødes og fylde pladen i bullshit bingo. Der er vel ikke rigtig nogen, der for alvor tror på, at Danmarks fremtid afgøres i den forsamling?
I dag kan man se Hella Joof plædere for, at vi alle burde disrupte vores liv ind imellem. Hun argumenterer med, at ”mange indianerstammer hvert syvende år brænder hele lortet ned og begynder forfra”. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at Lex & Klatten var tilbage på tv.
Ikke nogen revolution
Disruption blev som begreb opfundet af professor Clayton M. Christensen på Harvard University. Ifølge hans definition er det egentlig bare en ændring af forretningsmodeller, men i politikernes munde bliver det til noget nærmest revolutionært og samfundsomstyrtende. Det er jo slet ikke særlig nyt. Mediebranchen, musikbranchen og filmbranchen har måttet slås – og slås fortsat – mod konsekvenserne af digitaliseringen. Det har ødelagt deres forretningsmodeller, fordi de ikke længere er producenter og forhandlere af et traditionelt fysisk produkt.
Problemet har i flere omgange været, at de store virksomheder ignorerer tekniske landvindinger, da de i begyndelsen ligner legetøj. Det var det, der skete for Kodak. Digitale kameraer var enten alt for dyre eller alt for ringe til at konkurrere med en god iso400-film.
Det er her, de små iværksættere og startups har en klar fordel i forhold til de mere etablerede. Her kan der leges og tages chancer. For der er ikke en masse medarbejdere eller aktionærer, der vrænger på næsen af skud i tågen.
Giganternes tid er forbi
Det er egentlig så hysterisk enkelt, at nedsættelsen af disruptionrådet virker som endnu et desperat forsøg på at vise handlekraft uden skyggen af virkning. Bak dog op om de små iværksættere og startups i stedet for febrilsk at lede efter det nye Mærsk eller det nye LEGO. Giganternes tid er forbi – Mærsk og LEGO består forhåbentlig, men vi vil næppe nogensinde se nye virksomheder af den størrelse i Danmark. Giv iværksætterne de bedst tænkelige betingelser for at finde finansierings- og samarbejdspartnere. Den teknologiske udvikling går så stærkt, og partnerskaber bliver så udbredt, at det er forfejlet at lede efter den startup, der med tiden kan ansætte 10.000 medarbejdere. Man skulle hellere lede efter de 1000 startups, der kan ansætte ti medarbejdere hver.
Det behøver man faktisk ikke et disruptionråd for at regne ud.
Klummen er altid udtryk for skribentens personlige holdning.
