For Birgit Juel Martinsen uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab går natur og litteratur hånd i hånd. Birgit har i mange år arbejdet som konsulent. Derfra har hun taget springet ud i iværksætteriet med sin virksomhed Writers Walk, men ikke uden først at tage et ordenligt og langt tilløb.
Efter en stresssygemelding blev Birgit ledig i 2017 uden at vide, hvad der skulle ske. Hun kunne bare mærke, at krop og sind ville noget andet, noget nyt. Efter et langt og sejt tilløb tog hun på iværksætterkursus. Sammen med andre nysgerrige ‘to-be’ iværksættere fik hun hold på de idéer, der havde formet sig over en lang periode. Det gav hende en fornyet energi til at træde ud i iværksætterlivet. Det er for mange iværksættere en stor milepæl, når man vender ryggen til den faste og regelmæssige lønseddel. Birgit sprang ikke helt ud på den dybe ende, men stod ihvertfald dækket til navlen.
Boganmeldelser og kortprosa – en start
I 2018 besluttede Birgit sig for at starte en blog, hvor hun anmeldte bøger og udgav sin egen kortprosa. Det skulle blive startskuddet for iværksætteren, der forsigtigt ventede på at titte frem inde i Birgit.
I dag, 2022, lever www.birgitjuelmartinsen.dk i bedste velgående og kortprosaen er en integreret del af undervisningen rundt om i danske skolelokaler. Det skulle vise sig at give Birgit en form for bekræftelse og ro i maven, omkring hende selv og hendes iværksætter-eventyr.
'Det er en fantastisk følelse i maven, at dansklærere og elever rundt i Danmark bruger min kortprosa i deres undervisning'
Writers Walk, Lægeurtehaven på Endelave og CVR nummer
Efter at have toppet op på mod og vilje sprang iværksætteren ud; i 2020 tog Birgit springet. Ikke engang corona kunne tage modet fra hende. Birgit blev inspireret af de mange online-initiativer, som puslede frem, mens covid-19 var på sit højeste.
‘Mellem alle online tilbuddene deltog jeg i flere, der havde med skrivning at gøre. Jeg oplevede, at når jeg skrev uden andet formål end at lade ordene flyde uhindret ud af pennen og smed den kritiske overdommer på porten, fik jeg adgang til en skrivelyst, jeg havde glemt, jeg havde.’
Writers Walk er en måde at kombinere naturen og litteraturen. Efter Birgits jobsøgen og frustationer gav skrivning og naturen, hende roen igen. Derfor var det lige til højrebenet at starte Writers Walk, som tog sin jomfruvandring med konceptet i september 2020. Det var overvældende for Birgit, der modtog mange gode tilbagemeldinger og lige siden har udbudt regelmæssige ‘Writer’s Walks’. Kort tid efter, i december 2020 oprettede Birgit sit CVR nummer og blev dermed iværksætter.
'Idéen til Writers Walk opstod i sin helt spæde form under en kop netværkskaffe sammen med Gertrud Latif Knudsen, Ph.D. i virksomhedskommunikation og iværksætter. Vi sparrede i foråret 2019 jævnligt om, hvor vi skulle hen i vores arbejdsliv. Ønsket om at komme til at leve af noget, vi brændte for, lå i os begge. - Sådan blev frøet lagt, men det tog en pandemi at få det til at spire.'
Lægeurtehaven på Endelave var egentlig ‘bare’ et job, Birgit tog for at få enderne til at mødes, men hun indrømmer på vandreturen med ViStarterSgu, at hun er blevet glad for at være der. Lægeurtehaven bærer også præg af hendes iværksætter-ånd. Birgit var initiativtager til Kaninoen i 2018 – turen som bedst beskrives som at være Caminoens danske lidt langørede fætter. Kaninoen er en 21 km lang vandretur, som bringer dig forbi kaninerne fra Endelaves foretrukne væresteder. Det skulle blive starten på en række initiativer, som skulle hjælpe med at højne turismen på Endelave med Lægeurtehaven og Kanionen som attraktioner. Lægeurtehaven binder en naturlig sløjfe for Birgit, der kombinerer aspekter fra naturen og fortællingerne i sit arbejde i Lægeurtehaven.
Serie-iværksætter på den gode måde
Ordet serie-iværksætter kan godt få nogle til at rynke på brynene og få dem til at tænke på en iværksætter, der opretter mange CVR numre på stribe, uden at kunne fører dem videre. Det er ikke Birgit, hun er iværksætter af mange initiativer, men med en rød tråd. Udover Writers Walk og hendes opgaver på Endelave har hun udgivet en bog, omkring en venindes kamp med uhelbredelig kræft; hun har været selvstændig guide hos Jysk rejsebureau med vandreture og laver freelanceopgaver inden for kommunikation og formidling. Writers Walk er hendes hjertebarn, hvor hun binder natur, formidling, kommunikation og litteraturen sammen i en fin sløjfe.
Se mere omkring Writers Walk på https://writerswalk.dk/ eller besøg Writers Walk’s Facebook og Instagram.