Gode vibrationer fra iværksættere

Martin Stoltze, der driver virksomheden Creos fra Idémejeriet ved Lund, har kastet sig ud i et velgørenhedsprojekt med fire andre iværksættere i hjembyen Stavtrup.

Ønsket om at skabe noget positivt og nyt midt i det nedlukkede, triste Danmark, har fået de fem iværksættere fra Stavtrup ved Aarhus til at lancere projektet UNITED APART by OUR HOOD.

– Når man tænder for nyhederne under krisen, er 80 pct. negative historier. Det er en ond spiral, der både påvirker vores lyst til at forbruge og værdien af de virksomheder, der i forvejen ligger underdrejet af krisen, siger Martin Stoltze.

Han mener, at mediernes ensidige fokus på Corona fremprovokerer en ængstelse og et sortsyn, der som en pest spreder sig i samfundet og risikerer at sætte samfundet og økonomien i stå.

– Virksomheder presses i bund – men det gør mennesker også., siger Martin Stoltze, der sammen med Mette Lind, Frederik Kjær Mikkelsen, Morten Vange og Simon Fogt står bag velgørenhedsprojektet fra Stavtrup.

Sammen – hver for sig

Ideen bag ”United Apart by OUR HOOD” er enkel: De fem har købt en stor bunke kvalitets-T-shirts fra det danske tøjbrand Les Deux. Derefter har de sat en tekstiltrykker i Randers til at sætte ”United Apart”-logoet på brystet af de mange T-shirts, og 50 kroner for hver solgt T-shirt går til Coronanetværket. Coronanetværket hjælper primært de udsatte, der kommer under massivt psykisk pres, lever i ensomhed eller af andre årsager har brug for særlig støtte og opbakning i denne tid.

– ”United Apart” refererer til statsministerens ord om, at vi skal stå sammen, hver for sig. Vores projekt skal signalere det vigtige i det budskab, og samtidig hjælpe nogle mennesker, der på forskellig vis er særlig hårdt ramt af krisen, siger Martin.

Ikke for pengenes skyld

”United Apart”-T-shirten koster kun 199,- kr, selvom en tilsvarende T-shirt fra Les Deux koster 299,- kr. Med en halvtredser til velgørenhed for hver solgt T-shirt, er det er ikke just med udsigten til stor indtjening, der har fået Martin og de fire andre iværksættere til at udvikle projektet.
– Vi gør udelukkende det her, fordi vi synes, det er at skabe noget, der forhåbentlig kan gøre en forskel – både for de producenter, vi har involveret, og ikke mindst for dem, som får del i støttekronerne, siger Martin.

T-shirts kan købes på platformen odendo.dk. Den koster 49 kroner i forsendelse, men man modtager samtidig et supplerende gavekort på netop 49 kroner, som kan bruges ved fremtidige køb.

Fem iværksættere i de velgørende T-shirts og med behørig afstand. Det er Martin i midten.
bubble