Han skabte et liv med en fremtid

For John Korsgaard blev iværksætteriet en drastisk beslutning, der bar frugt. Efter blot et år har han fået flere ansatte og gjort Service87 kendt langt udenfor Horsens.

En ADHD-diagnose, en udtalt rastløshed og en veludviklet evne til at lave ballade kunne have defineret den 24-årige John Korsgaards liv. Men for et års tid siden traf han en vigtig beslutning. Han ville skabe sit eget arbejde og sin egen fremtid.

– Jeg købte et professionelt vinduespudsersæt for mine sidste 500 kroner, og så gik jeg ellers i gang med at øve mig på kærestens vinduer, siger John.

Måtte ansætte ret hurtigt

“Det meste handler om at ville”

Han åbnede firmaet Service87 i april 2019 og via Facebook fik han hurtigt private kunder, der ville have vinduerne poleret til en god pris. Faktisk var efterspørgslen så stor, at han hurtigt fik brug for en ekstra mand. Den første ansættelse betød også, at Service87 kunne udvide med fliserensning og algebehandling.

– Vi forsøgte os også med havearbejde, men vi fandt ud af, at det var bedre at holde sig til de tre ting, vi var gode til, siger John.

Som Jysk i Kina

Det er siden gået stærkt. I dag er der tre fuldtidsansatte og to ungarbejdere beskæftiget i Service87, og da VI STARTER SGU besøger lokalerne på Islandsvej, er den tredje firmavogn, en spritny Peugeot varevogn, netop taget i brug. Bilerne er helt nødvendige, for trods navnet Service87 er det meget mere end postnummeret 8700, der får besøg af John og hans folk.

– Vi er også underleverandør for et andet rengøringsfirma, og vi har blandt andet nogle store supermarkedskæder oppe på Djursland. Jeg kører selv helt oppe ved Randers og Hobro, og jeg kan godt lide tanken om, at de kan spotte, vi kommer fra Horsens. Lidt som Jysk i Kina i mindre målestok, griner John.

Tobias, Arne og John fra Service87 rykker ud på dagens opgaver hver morgen omkring klokken 6:30.

Tobias, Arne og John fra Service87 rykker ud på dagens opgaver hver morgen omkring klokken 6:30.

Ansatte med fælles baggrund

John har let til smil, og det er tydeligt, at den nye virkelighed som iværksætter passer ham rigtig godt. Han mødes med sine ansatte hver morgen klokken seks, før de kører ud på dagens opgaver. De har fået plads til lager og velfærdslokaler i industriområdet på Islandsvej, og den fælles start på arbejdsdagen bidrager til fællesskabet og holdånden hos Torben og de to fuldtidsansatte, Arne og Tobias.

De har alle tre nogle af de samme problemer i rygsækken, for Service87 er ikke en gennemsnitlig servicevirksomhed. John ville have forsvoret, at han skulle ansætte medarbejdere med ADHD, fordi flere mennesker med ADHD i samme lokale sjældent er en god kombination. Men han har fundet ud af, at det har en styrke at ansætte medarbejdere, der kommer med noget af den samme baggrund. Det giver en fælles forståelse, og i et servicefirma som Service87 sidder man jo heller ikke lårene af hinanden. Medarbejderne er ude på egen hånd det meste af tiden.

– Nu skal det hele ikke handle om vores ADHD-diagnoser, for det kan let misforstås. Men samtidig er vores baggrunde værd at nævne, fordi de også er et brændstof for os. Vi har alle noget at bevise for os selv og kunderne. Vi vil levere et godt stykke arbejde, siger John.

Og det gør de: Leverer et godt stykke arbejde. Det viser den konstante fremgang bedre end så meget andet.

“Jeg elsker kold kanvas”

God til salg

Service87 er lige nu klar til at supplere produktpaletten med industrirengøring, så der kommer endnu flere virksomheder i kundeporteføljen. Salget står John for, og det er heldigvis en opgave, der falder ham let. Han kan tilmed sige en sætning på fire ord, der er lidt usædvanlig blandt de fleste iværksættere:

– Jeg elsker kold kanvas. Når jeg har fået et enkelt supermarked, og de er tilfredse med vores arbejde, kan jeg noget lettere få flere fra samme kæde. Det er lidt af en sport for mig at se, hvor mange aftaler, jeg kan få i hus, siger John, der heller ikke er bleg for at finde nye privatkunder, når de allerede er ude i et boligområde.

– Når vi lige har fjernes alger på det ene tag, er det lidt lettere at spørge naboen eller genboen, om de ikke skal have samme tur, siger John.

Viljen til iværksætteri

Han vil gerne fortælle sin historie til VI STARTER SGU, fordi der er en god portion lærdom i den.

– Der er sikkert en del, der ender i arbejdsløshed under Corona. De kan jo overveje iværksætteri. Når jeg kunne komme i gang for 500 kroner med den baggrund, jeg har, kan de fleste andre nok også. Det meste handler om at ville, siger John.

Du kan give Johns iværksætteri et like på Facebook.

bubble