Hang Products i rivende udvikling

Fredag middag kaster Niclas Møller fra Hang sig ud i B2C og webshop. Shoppen skal hjælpe med at gøre den fremtidige markedsføring endnu mere præcis og målrettet.

Der er sket en del, siden VI STARTER SGU for to år siden talte med gutterne bag drikkedunkholderen Hang. Gutterne er blevet til gut i ental, for Niclas Møller og Nicolas Skovby har valgt at lade sig skille som forretningspartnere. De er stadigvæk gode venner og hjælper hinanden på kryds og tværs.

– Vi aftalte fra start, at hvis en af os mistede ”gnisten” og gerne ville noget andet, skulle den anden kunne fortsætte alene. For det kræver en del energi at ville det her, og hvis man ikke har den, er det bedst at komme videre og forfølge sine drømme, siger Niclas.

Niclas har bestemt stadig gnisten i forhold til det produkt, der opstod som en idé under fitnesstræningen, og som med hjælp fra den tidligere partner i foretagendet, Nicolas Skovby, blev udviklet til et salgbart produkt og koncept. Siden har Niclas Møller udviklet brandet, så det i dag ikke kun er den magnetmonterede drikkedunksholder, der er på hylden.

Handler med Kina

Han har været en tur i Kina og har fundet den helt rette dunk, som kan sælges med holderen som en pakke. – Jeg besøgte flere producenter og havde en del flasker med hjem. De blev så testet og levede op til de strenge krav, herunder FDA-godkendelser og brudstyrke.

– Forbrugerne stiller ikke altid høje krav til en drikkedunk, selvom vi ofte bruger den under hele træningen. Derfor har jeg valgt at fokusere på form, funktion og bæredygtighed frem for en discountdunk, siger Niclas.

Han er efterhånden øvet i at handle med kineserne, og selvom Hang-logoet i bunden af den nye drikkedunk er noget mere utydelig, end han havde ønsket, er der ved at være balance mellem hans forventninger og det, kineserne leverer.

– Man kan købe en masse skrammel hjem, før man får den kvalitet, man ønsker. Det handler om at kunne håndtere kineserne og forstå den måde, de laver forretning. Det er ikke altid nemt for et lille start-up at blive respekteret. Men spiller man lidt med musklerne og forhandler rigtigt, kan de sagtens levere god kvalitet, siger Niclas.

Brandet udvikles og styrkes

Ud over drikkedunken er Hang-holderen også blevet suppleret med en keyhanger i velcro (SimpleChain), så nøglen til skabet i omklædningsrummet kan sidde enten på Hang-holderen eller badehåndklædet, og en shakerball, der kan puttes i drikkedunken, så proteindrik ikke kræver en særskilt shaker.

Hang5Derudover er der flere andre brand-støttende initiativer i gang. Der kommer træningstøj med Hang-logoet til salg i webshoppen, og der arbejdes på at lave helt særlige badebukser, hvor en kendt dansk billedkunstner leverer et unikt mønster. Aftalen er omtrent i hus, men indtil da holdes kortene tæt til kroppen.

Stiftelsen af et online community (Hang Exclusive Club) er næsten på benene, og det skal give kunderne ekstra værdi og incitament til loyalitet over for brandet.

Det forgår på den måde, at man får en Hang-brik med, når man køber en Hang eller et Hang-bundle. Brikken fungerer som et medlemskort, og i Facebookgruppen gives råd og relevant indhold fra personlige trænere. Der vil også være tilbud på alt fra kostplaner, træningsprogrammer, rabatter ved sunde spisesteder m.v. Alt sammen med mindst 20 pct. rabat i forhold til de billigst annoncerende tilbud.

Alle initiativerne skal styrke Hang-brandet, og Niclas bruger en stor del af arbejdstiden på markedsføring i SoMe-universet. Her får han hjælp fra to salgs- og markedsføringsstuderende fra VIA. Den ene kommer fra Kroatien, mens den anden har en baggrund fra Italien, og hele universet omkring Hang Products foregår på engelsk. Markedet er internationalt, og Niclas har en drøm om at komme ind på det amerikanske marked på et tidspunkt. Lige nu gælder det dog Europa, hvor Hang i forvejen har haft stor succes med distributører i Tyskland.

Større viden om slutbrugeren

En del af markedsføringsindsatsen foregår på Instagram, hvor en række af de såkaldte influencere deler billeder og lovprisninger af Hang-produkterne.

-Det er vigtigt for mig, at de som promoverer produktet synes, det er så fedt, at de næsten ikke kan lade være. Derfor betaler vi aldrig for deres anbefalinger af produkter, præciserer Niclas.

Når Niclas satser på B2C og webshop er det af en særlig årsag.

– Når jeg sælger Hang til en distributør i Tyskland, aner jeg intet om slutbrugeren. Og det gør det svært at lave den rette markedsføring eller produktudvikling. Når jeg forhåbentlig kan lokke kunderne ind i et community og handler direkte med dem, har jeg en meget stærkere viden om mine kunder, siger Niclas.

Ski-simulator

Men Niclas har en del andre skibe i søen. Når han falder over noget spændende på nettet eller får en idé, handler han ofte på impulserne, hvis der en mulig forretning i det.

Derfor forhandler han også Pro Ski Simulator – et mekanisk træningsaggregat, der efterligner de bevægelser i hofter og led, som kroppen skal gentage mange gange under slalomløb. Træningen kan mindske risikoen for led- og muskelskader på skiferien, fordi kroppen kan nå at forberede sig – ligesom det også bare er en sjov cardiotræning, der kan erstatte spinning eller løbebåndet. Niclas faldt over maskinen på nettet og fik en eneforhandlingsaftale i stand med producenten i Slovenien.

Climbstation-product-pic-2-1Mekanisk klatrevæg

Endelig har Niclas fået agentur på finske ClimbStation K.E.R.S. i Danmark. Det er en mekanisk klatrevæg, der som et transportbånd afpasser hastigheden med det tempo, klatreren klatrer. Man kan altså klatre virkelig højt uden at komme mere end en halv meter over gulvet, og en stor madras sikrer, at man lander blødt, hvis man mister fodfæstet. Klatrevæggen koster tæt på 200.000 kroner i monteret stand, men det er ikke meget dyrere end tre af de løbebånd, man bruger i fitnesscentrene. Så Niclas har forsøgt at sælge ideen til fitnesskæderne, og selvom de var meget interesserede, var der en håndgribelig forhindring.

– De køber ikke maskiner; de leaser. Men nu har jeg lavet min egen leasingaftale, og jeg skal tale med en af kæderne i nær fremtid. Jeg håber, det kan åbne døren, for det er en sjov og ny måde at træne på, og medlemmerne fortjener nogle af de fede maskiner på markedet, siger Niclas.

Derudover vil han selv købe en maskine hjem, som kan gå på rundtur til storcentre over hele landet. Men først skal der tilknyttes en betalingsordning, så man med mobilepay eller trådløs betaling kan klatre i to minutter ad gangen. Den tekniske løsning er under forberedelse, og Niclas håber på at have hele pakken klar til efteråret.

– Det er en effektiv måde at udbrede kendskabet til maskinen og træningsformen. Klatring bliver større. I 2020 bliver klatring godkendt sportsgren på OL-plan. Og endelig kunne det da også være, at der kom en fra et træningscenter eller en efterskole forbi, der tænkte ’sådan en maskine må vi have’, griner Niclas.

Du kan læse mere om Hang Products og de øvrige maskiner på hjemmesiden, som fra fredag den 27. april KLOKKEN 12:00 bliver lanceret som webshop. Derudover kan du følge Niclas og Hang på Facebook, hvis du giver et like.

bubble