Horsens Iværksætterfestival, der tyvstarter den 11. november, er mærket af Corona-restriktionerne, men festivalen byder alligevel på 14 meget forskellige arrangementer.
Corona har ikke gjort det nemmere for arrangørerne bag Horsens Iværksætterfestival. Selvom visse arrangementstyper, såsom kurser og foredrag, formelt er fritaget fra Corona-restriktionerne, kan det give dårlig omtale at udfordre det aktuelle princip om en forsamlingsgrænse på ti personer. Derfor har arrangørerne bag årets Iværksætterfestival valgt at indføre et maksimalt deltagerantal på ti personer ved alle arrangementer i kalenderen. Tilmelding er dermed nødvendig, og der kræves mundbind ved samtlige arrangementer.
Internationalt koncept
Det er atter en samling af iværksætterinteressenter med BusinessHorsens i spidsen, som står bag festivalen, der i år er udvidet med samarbejdspartnere i Odder, Skanderborg og Hedensted kommuner. Festivalen gennemføres for tredje år i træk, som led i Global Entrepreneurship Week (GEW).
GEW Denmark, der er katalysator for iværksætterfestivaler over hele landet, er en del af en global begivenhed. Global Entrepreneurship Week finder over hele verden i november. 170 lande arrangerer GEW i uge 47. Ugen er opfundet af amerikanske Kauffman Foundation, der gerne vil sætte iværksætteri på den globale dagsorden.
Tyvstart i Propelhuset
Årets festival i Horsens tyvstartes dog ugen før, den 11. november, når kontorfællesskabet Propelhuset i Brænderigården lægger lokaler til Kamilla Stillings workshop, ”Iværksætteri med glæde”. Kamilla er humørcoach og livsdesigner i sin egen virksomhed Yacca. I workshoppen, der foregår fra klokken 16:30 til 18:30, vil Kamilla blandt andet se på vores evne til at brænde for noget uden at brænde ud. Arrangementet er både for de øvede iværksættere og dem, der bare drømmer om at kaste sig ud i det.
Ugen efter, fra den 16. til den 20. november, går det løs på GRUS CITY i Kongensgade, i VBI-Park, på Montra Odder Parkhotel og hos Sibello på Langmarksvej. Arrangementer på FÆNGSLET, i Idémejeriet og hos Bymakers i Skanderborg er desværre aflyst grundet Corona-situationen. Et arrangement i medborgerhuset i Gedved (workshop arrangeret af Iværksætter.nu) er rykket online i stedet.
Mangefacetteret program
Ugens arrangementer dækker mange forskellige vinkler af iværksætteriet. Her er både gode råd til arbejdet med bl.a. prissætning, målgruppeanalyse, kommunikation, personligt potentiale, markedsføring, livsglæde, website med meget mere. Der er også mulighed på at bliver klogere på iværksættermiljøet i Horsens gennem speeddating (på GRUS CITY), intro til VBI-Park og Venture City Horsens og online fredagsbar.
Du kan se hele programmet for Iværksætterfestivalen på dette link.