Machai Gordon har været selvstændig det meste af sit omskiftelige arbejdsliv. Med rollen som café-forpagter på Kunstmuseet har han fundet den rette hylde.
Der har været mange kasketter i Machais liv, og han har båret dem alle med en stoisk ro. Trommeslager, musikunderviser, booker på KulisseLageret, altmuligmand på teatret, karateinstruktør, akupunktør, coach, tjener og kok. En del af kasketterne bærer han stadig on and off. Han er chefinstruktør i den karateklub, han selv var med til at starte, han er begyndt at spille trommer igen med et par gamle, musikalske kumpaner, og han drømmer om at arrangere små events og koncerter i det cafélokale, han har fået ansvaret for. Opgaven som kok og vært er den vigtigste kasket lige nu, og det er faktisk lidt af et tilfælde – og så alligevel ikke.
– Da jeg havde arbejdet som selvstændig akupunktør og coach i nogle år med klinik i Nørregade, kom der et ophold, hvor jeg overvejede at prøve noget helt andet. Jeg ville gerne være møbelsnedker, men det var tæt på umuligt at finde en læreplads, siger Machai.
Studiejob blev vekslet til læreplads
Han ville gerne lære et håndværk, men i første omgang faldt valget på HF-enkeltfag, så han kunne få adgang til universitetet. Han manglede et studiejob til at supplere SU’en, og Dollys på havnen søgte tjenerhjælp. Da han havde svunget tallerkener, stegt flæsk og bestik i et stykke tid, manglede Dollys en kokkeelev, og Machai blev spurgt, om han ikke ville starte som voksenlærling.
– Det skulle jeg tænke noget over, for jeg vidste godt, at det er en hård branche. Jeg var trods alt i begyndelsen af 40’erne, og jeg var usikker på, om jeg kunne klare det, siger Machai.
Han havde allerede lavet mad i mange år som autodidakt gastronom, og han havde også erfaringer med at lave mad til større selskaber i vennekredsen.
– Jeg har altid elsket at lave mad, fordi det er en sanselig oplevelse, der egentlig har mange lighedspunkter med at skabe musik, siger Machai.
Hierarki og stress
Han sprang til og takkede ja til lærepladsen. Det blev så hårdt, som han havde forudset. Og mere til.
– Det var hårdt, og der er et hierarki i et køkken, som jeg også forventede. Så jeg skulle finde mig til rette i at være længere nede i hierarkiet end 20 år yngre køkkenelever, der bare var et skridt længere i uddannelsen, siger Machai.
Men mod slutningen af uddannelsen gik han delvist ned med stress. Kroppen begyndte at sige stop, og dagen før svendeprøven fik han et anfald af nyresten. Men han klarede sig igennem, og han fik snart job hos et cateringfirma i Hørning, hvor han skulle stå for deres afdeling af kolde retter.
– Jeg kunne ikke overskue noget som helst. Det hele rodede rundt i hovedet. Selvom arbejdstempoet var et andet end på Dollys, kan man ikke bare beslutte at arbejde langsommere, når problemet er stress. Jeg kunne ikke sove, og jeg kunne ikke trække vejret rigtigt, siger Machai.
Efter Hørning hjalp han sin gamle ven, Robin i tapasrestauranten Olivia, men usikkerhed om forretningens fremtid fik Machai til at søge i en anden retning. Stressproblematikken var også stadig aktuel, så han endte på lægens anbefaling med at holde et halvt års pause fra branchen. Pludselig faldt han over et opslag om caféen på kunstmuseet, der søgte ny forpagter.
– Det var vist dagen før fristen, at jeg så den, men jeg skrev en hurtig ansøgning og sendte af sted, og vi var bare det rette match. Det er lige nøjagtig sådan et sted, jeg har drømt om, siger Machai.
Kok med grønne ambitioner
Der kan sagtens være travlt i caféen, der har fået navnet Gordons Gæstebud, men der er også masser af stille tid, hvor han kan slappe af, lave papirarbejde og udtænke nye retter til menukortet. Caféens åbningstid følger museet, så gæsterne altid kan snuppe en frokost, et godt glas vin eller en kop kaffe. Ambitionerne er i top hos den nye forpagter.
– Jeg har ikke stået i lære som kok for at servere noget, jeg har taget op af en spand. Jeg laver det hele fra bunden, og jeg stiler mod at få det økologiske spisemærke i sølv. Primært råvarer i sæson og meget gerne lokale, siger Machai.
Det betyder også, at menukortet følger årstiderne og derfor løbende justeres. Da VI STARTER SGU besøgte Gordons Gæstebud, var der bl.a. en klassisk rejemad på hjemmebagt brød til 90 kroner, en lille tapastallerken til 90 kroner og løgtærte med salat, brød og smør til 75 kroner. Alle retter var under 100 kroner, så gæsterne på museet lettere animeres til at tage en bid brød spontant. Det kræver ikke billet til museet at spise i caféen, så en tur i parken kan også kombineres med en frokost.
– Det er et fantastisk lokale, og jeg har også arealet udenfor, der kan bruges til små events, siger Machai.
Binder en sløjfe
Han har også råderet over cafeen og køkkenet udenfor museets åbningstid, så det kan bruges til kurser, events, små koncerter m.v. Han har lige nu et lille madlavningskursus for diabetikere i kalenderen, og han pusler også med at lave nogle kurser med fokus på madspild. Det sker i regi af konceptet Madcoach.
– Vi er blevet dårlige til at lave mad og udnytte resterne, så det vil jeg gerne slå et slag for, siger Machai.
Uddannelsen til kok og forpagtningsaftalen med Kunstmuseet er begge et sammenspil af tilfældigheder. Men resultatet passer Machai rigtig godt.
– Jeg føler virkelig, at jeg binder en sløjfe her, fordi jeg kan kombinere meget af det, jeg brænder for, siger Machai.
Du kan følge med i hverdagen på Gordons Gæstebud på Facebook.
