Man kan forandre med design!

Hvem er stormsalen?

Stormsalen består af 5 aktører, der alle bringer forskellige design-kompetancer med ind i partnerskabet:

  • Lene Wille arbejder med arkitektonisk design og indretning.
  • Birgitte Dahl bevæger sig indenfor områderne multimediedesign og kommunikation.
  • Camilla Kjær opererer primært med trendforecasts og interiørdesign.
  • Phuc Van Dang arbejder med konceptkunst og grafisk design.
  • Pia Schildknecht sidder med konceptudvikling og PR/branding.

De arbejder alle med produktudvikling, og det er de forskellige tilgange til udvikling og design, der har skabt den perfekte platform for en strategisk og demokratisk tilgang til design.

 For 3 år siden blev et kreativt fællesskab født i Horsens.

Et fællesskab der startede i lejligheden hos Pia Schildknecht, hvor hende og Phuc Van Dang var i fuld gang med at arbejde med deres virksomhed Phucisme. De to iværksættere ledte efter lokaler hvor de kunne udfolde deres kreative evner, og samtidig få lidt mere luft under vingerne. De var på det tidspunkt i kontakt med andre kreative iværksættere i Horsens, og efter en julefrokost i det regi, kom Pia i dialog med nogle af de andre, som i dag er en fast del af partnerskabet Stormsalen. Stormsalen flyttede dengang ind i fine lokaler i den gamle retsbygning i midtbyen, men flytter snart videre til nye lokaler i samme bygning. Og det er ikke kun rammene der skifter, for en ny visuel identitet er også på vej, sammen med et splinternyt website – planen er nemlig at forretningen skal vokse!

Stormsalens niche

Stormsalen har fundet deres niche i krydsfeltet imellem det æstetiske, det involverende og det funktionelle, hvor form og funktion går op i en højere enhed.  Én af Stormsalens vigtigste kunder er Horsens Kommune, hvor der blandt andet arbejdes med brugerdrevet design i sundhedssektoren. Det betyder at de allerede er godt i gang med at skabe nye indretninger på flere af kommunens plejehjem.

Men kommunens projekter er langt fra den eneste vinkel for Stormsalen. De er nemlig involverede i store og små projekter, som tilsammen skaber fundamentet for en unik og fremadstormende designvirksomhed i Horsens. Stormsalen står eksempelvis også bag initiativer som Designcellerne, der med sin bragende succes er ved at vokse ud af sine oprindelige rammer, og med knap to tusinde besøgende til Designcellernes julemarked i 2014, kan sommerens udgave af Designcellerne vise sig at overstige alle forventninger. De er også involveret i projekter som Rethink: Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017 og Be Inspired By med More Creative og Lynfabrikken.

Udfordret af europæiske kreative virksomheder og universiteter

Stormsalen har fra starten været involveret i EU-projekter, hvilket giver dem et helt anderledes perspektiv på den kreative forretningsmodel. EU-projekterne betyder at kreative virksomheder og universiteter fra andre EU-lande har testet teorier af på Stormsalen og udfordret de 5 designere på forretningsmodellen. Det har hjulpet Stormsalen til at få et andet syn på tingene, og fundet deres ståsted i krydsfeltet imellem praksis og den akademiske, teoretiske tankegang.

Der er altid hurdler der skal overvindes i starten

Stormsalen - alle fem

Foto: Calin Strajescu

Stormsalen fik også hjælp fra en lokal instans, i form af vejledning fra BusinessHorsens, som kunne komme med gode råd til opstart af virksomheden. For når man kombinerer en række kreative hoveder i en helt ny konstellation, kan der i høj grad være brug for at få andre øjne på sagen og få vendt det hele, inden der træffes vigtige beslutninger. Derfor var det også i starten en nødvendighed at mødes hver mandag morgen for at tale om tingene, og finde ud af hvordan dagligdagen skulle strikkes sammen. Men det ugentlige mandagsmøde på 2 timer blev en tradition, og bruges i dag til at få en snak om alt fra store projekter, nye initiativer og interne arbejdsopgaver.

At Stormsalen har skabt en bæredygtig virksomhed i en unik kombination af kreativ tankegang og benhård forretning, kan man ikke være i tvivl om, når man ser på perlerækken af succesfulde partnerskaber og projekter som de 5 designere har skabt på bare 3 år.

 

 

Følg Stormsalens spændende arbejde på facebook og på deres hjemmeside.

Foto: Calin Strajescu
bubble