Horsens på landkortet som foredragsby

Påstand: Alle gode foredrag, workshops og events om iværksætteri, ledelse og personlig udvikling foregår i København! Om Charlotte og Michelle Adsbøl har ret må være op til en individuel vurdering, men faktum er, at den energiske iværksætter-duo nu vil positionere Horsens som centrum for netop den type arrangementer.

Horsens = musik, sport … og foredrag

Det er meget mere end efternavnet, der er til fælles for de to Horsens-iværksættere, Charlotte og Michelle Adsbøl. Mor og datter har en fælles mission og en udpræget lyst til ikke bare at acceptere tingenes tilstand.

pernille-melsted

Efter længere tids undren over, at foredrag og events om især iværksætteri og personlig udvikling typisk fremstår som et Københavner-fænomen, blev de enige om, at der måtte gøres noget. Projektet “Vi Snakker” blev skudt i gang, og nu tre måneder senere er det første lovende foredrag allerede på programmet.

Onsdag d. 5. november 2014 danner Loungen på CASA Arena rammen for et foredrag med forfatter, coach og foredragsholder Pernille Melsted. Læs mere om arrangementet her…

Horsens har i mange år været kendt for de store musik- og sportsbegivenheder, men Michelle og Charlotte er overbeviste om, at en tredje kulturel / faglig dimension bør og kan føjes til byens brand.

“Vi har ikke undersøgt i dybden, hvorfor andre ikke har taget idéen op. Vi har bare spurgt os selv – hvorfor vente længere?”, siger Charlotte optimistisk.

Afviklingen af – og ikke mindst tilslutningen til – det første arrangement har enormt stor betydning for de to iværksættere: “Her får vi den første reelle feedback fra byens borgere og erhvervsliv”, siger Charlotte, og hun fortsætter: “I stedet for at bruge en masse krudt på dyre og langsommelige forundersøgelser vil vi hellere have klar besked gennem en test-case. En slags trial and error-tilgang, der helt konkret giver os brugbar info og erfaring til vores videre aktiviteter.”

Helt konkret er den årlige målsætningen for Vi Snakker at gennemføre fire større arrangementer med “kendte” navne. Bl.a. har de to iværksætteren, Casper Blom, i kikkerten. Derudover vil programmet blive krydret med mindre prominente – men altid “skæve” og inspirerende – personligheder og events.

Et godt team

Da vi lettere provokerende prikker til, hvordan man kan “fungere” i et projekt som dette, når man nu engang også er mor og datter, er reaktionen meget klar.

– Jeg elsker selv at planlægge, organisere og sætte noget i gang. Michelle er enormt dygtig til – og passioneret omkring – selve afholdelsen af arrangementerne. På den måde supplerer vi hinanden rigtig godt i netop dette projekt, hvor vores individuelle interesser og styrker kan forenes under samme tag, fortæller Charlotte og fortsætter:

“Hvis jeg kunne finde det job, hvor jeg kunne gøre netop det jeg elsker og er bedst til, havde jeg ikke behøvet at starte selv.”

Datteren, Michelle, er nyuddannet Serviceøkonom fra University College Nordjylland. Hun har tidligere været i praktik som eventmedarbejder ved Sportscollege Horsens og er nu frivillig koordinator af AC Horsens‘ fodboldskoler. Sideløbende med sin nye “karriere” som iværksætter er hun desuden supervisor ved Sunset, og som om det ikke var rigeligt, er hun netop begyndt at læse Sportsmanagement som fjernstudie via University College Nordjylland. Med andre ord en travl pige, der i den grad har erfaringerne på plads i forhold til at skabe nye sprudlende events i Horsens.

Moren, Charlotte, har pt. viet hele sit fokus til opstarten af Vi Snakker. Hun er oprindeligt kontoruddannet, men har desuden arbejdet som dagplejemor og butiksassistent. Senest har hun tilegnet sig færdigheder indenfor udvikling af hjemmesider, søgemaskineoptimering og grafisk design, hvilket i høj grad er kommet Vi Snakker til gode, idet Charlotte selv har været i stand til at producere alt fra hjemmeside og facebook-side til grafisk materiale som logo og plakater.

Kreativitet og lokal opbakning

– Når budgettet til markedsføring ligner et rundt nul, må man tænke kreativt og udnytte sit netværk, lyder det inspirerende fra datteren, Michelle.

Blandt de mere kreative tiltag kan nævnes, at duoen har fået en lokal boghandler (Papyrus) til at sælge Pernille Melsteds nye bog (udkommer i oktober 2014) ved arrangementet for netop at skabe noget  mere hype omkring den skæbnesvangre første begivenhed. Derudover arbejdes der på at kunne tilbyde særlige billet-pakker til virksomheder, der fx ønsker at give medarbejderne en intellektuel vitaminindsprøjtning.

Vi Snakker promoverer alle arrangementer via facebook-siden www.facebook.com/visnakker og vi opfordrer PÅ DET VARMESTE til at kigge forbi og give siden et LIKE!

I forhold til den helt praktiske afvikling har mor og datter været på charmeoffensiv i det lokale og udnyttet netværket. CASA Arena faldt for charmen og sponsorerer således lokalerne til det første arrangement d. 5. november 2014. “Lokalet kan rumme op til 900 deltagere, men vi er nu taknemmelige for et noget lavere tal ved åbningsarrangementet”, siger Michelle med et smil på læben.

Stædigheden betyder alt

– Det kan ikke passe, at man ikke kan sælge 150 billetter til et fedt foredrag i Horsens om personlig udvikling, siger Charlotte fortsætter:

“Stædigheden er enormt vigtig – ellers kommer man aldrig i gang. Det her kan og skal kunne lade sig gøre! Vores stædighed har holdt længe nu, og den stopper ikke her.”

Her på vistartersgu.dk er vi meget begejstrede for at kunne følge tilblivelsen af et super spændende tiltag som Vi Snakker. Indrømmet – vi er vanvittigt stolte over sammenfaldet mellem projektets navn og vores ;-) men mest af alt er det skønt at se to ildsjæle kæmpe for en fælles sag, der i den grad ville kunne give byen et boost! Så HJÆLP nu Michelle og Charlotte med at få kickstartet projektet. Giv dem et LIKE på facebook og sæt kryds i kalenderen d. 5. november, hvor første foredragsaften finder sted i loungen på CASA Arena. Og hov ;-) fik vi nævnt, at billetterne allerede nu kan købes via greenticket.dk/pernillemelsted.

Se mere på:

Har du mod på flere inspirerende iværksætterhistorier fra vistartersgu.dk, så glem ikke at melde dig ind i “klubben“. Vi holder dig opdateret med friske artikler og events!

bubble