De fleste iværksættere vil gerne fortælle om deres forhåbninger og drømme. Desværre kniber det med talelysten, når drømmen brister. Det er ærgerligt, for tabuer gavner ingen.
Hvis vi kigger på artiklerne på VI STARTER SGU fra de sidste fem år, hvor jeg har indtaget rollen som redaktør, er der desværre rigtig mange iværksætterprojekter, der siden har drejet nøglen om. Når jeg har hørt om en nedlukning, har jeg ofte henvendt mig for at høre, om der var interesse i at fortælle historien bag beslutningen. Der kan være god lærdom i forløbet for andre iværksættere, og der er absolut intet at skamme sig over. Desværre er mine henvendelser som oftest blevet mødt med larmende tavshed.
Det er ærgerligt, for livet er fyldt med drømme, som både kan udleves og briste. Der er ingen skam i at begge historier fortælles: Både den håbefulde iværksætter, som drømmer store drømme – og den samme iværksætter, der måneder eller år senere må erkende, at det ikke gik, som vedkommende havde håbet.
Anonyme Fallenter
Hvorfor er det så tabubelagt at fejle? Vi fejler alle sammen i dette liv. Der absolut intet at skamme sig over, hvis vi bare tager lidt lærdom med fra hakket i tuden eller det skrabede knæ.
Jeg vil gerne personligt lægge ud med bekendelserne til dagens møde i AF, Anonyme Fallenter:
Jeg hedder Thomas, og jeg er gået konkurs.
Turen i skifteretten tilbage i februar var muligvis mit livs mest ydmygende oplevelse, selvom både dommer og advokat var yderst venlige og professionelle. Hvis jeg havde kunnet liste væk ud gennem kloakken, havde jeg gjort det. Jeg har tjent for lidt i min virksomhed, Din Journalist, igennem en årrække, så jeg har udskudt skat og moms for at have noget at leve af. Jeg hørte ikke det store fra SKAT, før fælden klappede, da deres algoritme fangede mig: Jeg var nået over en fastsat grænse for skyld, og nu ville de have pengene. Det ville være bekvemt at give Corona skylden, og skønt det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, er det ikke hele forklaringen. Jeg indtog en rolle, der på mange måder mindede om en ludomans: Tanken om, at det hele nok skulle blive bedre lige om lidt, så jeg kunne indhente det forsømte, bedrog mig.
Hold fast i drømmen
Det blev ikke bedre lige om lidt, og nu står der sågar ”Thomas Cour under konkurs” på mit Mastercard. Jeg ved ikke, om det er en teknisk fejl, at de ikke blot har skrevet mit rette navn på kortet, eller om det tjener til at gøre min situation til min nye identitet. Jeg er også blevet persona non grata i min bank, og det kan tage måneder at få svar på selv simple forespørgsler, selvom jeg hver måned fortsat betaler, hvad jeg skal.
Jeg har været så heldig at finde et job som stationsbetjent i DSB, så jeg har kunnet finde en ny identitet midt i alt dette morads. Det er fint at kunne iføre sig den orange uniform og indtage en ny rolle. Der regnes med mig, og det er rart, når jeg er sat under administration og magtesløsheden nærmest er blevet en grundfølelse. Jeg skriver stadig, og min virksomhed eksisterer skam stadig. Jeg er jo en skriverkarl, så jeg kan ikke andet. Nu får jeg bare løn, mens jeg holder ferie.
Jeg håber, at mange af de horsensianske iværksættere, der fik slukket deres håb igennem årene, også holder fast i det, de er gode til.
Hold fast i drømmen, tænk rationelt og realistisk. Drømme og rationale kan være svære at kombinere, og det er måske den sværeste opgave i rollen som iværksætter.
Tal åbent om det, når det ikke går, som du håber. Der er intet at skamme sig over.
Du prøvede jo!
(Klummen er altid udtryk for skribentens personlige holdning.)
