Nye samarbejder – samme visioner

I juni sidste år udgav vi en artikel om den frivillige organisation Det Visionære Køkken. Visionerne var store – det er de stadig – men der er sket ændringer på andre fronter, siden vi sidst snakkede med iværksætterne bag, Jan Martin Ahlers og Kristin Nurk.

Opdelt i tre

Jan blev færdiguddannet i januar 2016, og som han fortalte i sidste artikel, var det hans ønske at finde et job efter endt uddannelse og køre Det Visionære Køkken op ved siden af. Både Jan og Kristin har nu fundet arbejde, dog i udlandet, og de har derfor overladt roret i Det Visionære Køkken til Lisette Vapper, som flyttede til Horsens i sommers og startede på VIA i september.

Det Visionære Køkken er derfor nu delt i tre. Jan og Kristin er stadig en del af det og tager sig af økonomien og papirarbejdet. Lisette står for styringen af fællesspisninger, events og lign. og så er der indgået et samarbejde med Bo Trivsel, det tidligere Imagine Horsens, som tager sig af et nyt tiltag, hvor man kan komme og fylde en pose med frugt og grønt for kun 20 kr. Dette tilbud er rettet mod økonomisk pressede og socialt udsatte i Horsens.

– I løbet af efteråret, da den nye integrationsydelse trådte i kraft for vores nye flygtninge, og der derefter begyndte at være tale om det moderne kontanthjælpsloft, så kom vi i tanke om Det Visionære Køkken og hørte dem ad, om de ville indgå i et samarbejde med os, hvor vi fik del i deres afhentningsaftaler og selv kunne begynde at få nye, fortæller Bettina Bach, som er torvholder på projektet i Bo Trivsel.

Tiltaget blev ret hurtigt en succes, og der kommer nemt 30 folk forbi, når der er åbent for salg om mandagen i Aktivitetshuset, Hybenvej 6, og om torsdagen i Søndergien, Axelborg 1.

“Vores mål er netop at maden ikke skal spildes, men gives til folk der virkelig har brug for det, så Det Visionære Køkken er meget glad for dette samarbejde”, fortæller Lisette.

Maden til projekt “Fyld en pose for en 20’er” bliver afhentet hos Superbrugsen i Stensballe og Rema 1000 Sundparken, mens maden til fællesspisningerne bliver afhentet hos Spar ved biblioteket og Slotsbageren, men Bettina og Lisette arbejder begge på at få flere aftaler i hus og flere frivillige til at tage del i projektet.

– Uden supermarkederne og vores frivillige som dels henter, dels sorterer og dels sælger maden var der ikke noget projekt. Vi er stadig i opstartsfasen hvor nye samarbejder og nye frivillige og nye ideer er mere end velkomne, så dette projekt kan vokse sig endnu større, fortæller Bettina.

Næste stop Aarhus?

Og det er ikke kun projekt “fyld posen for en 20’er” der er nyt i Det Visionære Køkken. Lisette fokuserer på at lave flere spændende events og fællesspisninger, så endnu flere får øjnene op for Det Visionære Køkken. De to fællesmiddage om ugen, som folk kan melde sig på, er skåret ned til en hver torsdag og så er der tilføjet en weekend brunch. Derudover arbejdes der på, at deres madvogn endnu en gang kan åbne til sommer nede på Jernlageret.

– Vi vil gerne lave flere events udover de to fællesspisninger om ugen – vi har f.eks. også afholdt et genbrugsmarked, som gik rigtig godt, lyder det fra Lisette, som også har tænkt sig at tage Jan og Kristins drøm om at udvide konceptet til andre byer.

– Min idé er at udvikle videre på det system vi har nu og derefter kigge på at starte noget op i Aarhus. Det er en større by, så det er forhåbentlig nemmere at starte der, men vi har stadig behov for at skabe et netværk deroppe og finde nogle som er villige til at starte det op. Der er også et VIA University i Aarhus, så jeg tror, det er et godt sted at starte, slutter Lisette af.

Det bliver spændende at se om Det Visionære Køkken indtager flere byer med deres stærke visioner. Vi synes i hvert fald at deres projekt fortjener et kæmpe klap på skulderen og alle ønsker om fortsat god iværksætterrejse.

Du kan følge med i hvad der sker i Det Visionære Køkken på deres facebookside.

bubble