OneRepair flytter ind i Bytorv Horsens

Måske husker nogen af jer den unge iværksætter, som på tre år flyttede ud af hjemmekontoret og åbnede tre mobilreparations butikker i henholdsvis Horsens, Vejle og Skanderborg? Elias Elias Bulos fortalte sin iværksætterhistorie for halvandet år siden, og nu er der nyt at fortælle om hans virksomhed OneRepair.

Elias er en meget travl ung mand, men netop i dag har han kunnet drage et lettelsens suk for en kort stund, da det arbejde han begyndte på for næsten et år siden nu har båret frugt. En sprit ny butik er åbnet i Bytorv Horsens, i en del af det lejemål hvor tøjbutikken New York engang holdt til.

– Vi valgte at flytte ind i Bytorv Horsens grundet beliggenheden og al den trafik der er der, i forhold til hvor vi har butik nu (Ove Jensens Allé 4). Hvis vi ikke gjorde det, så ville en anden have gjort det, og så havde vi mistet omsætning, lyder det fra Elias.

Elias har fokus på at få strømlinet butikkerne og dermed få skabt et stærkt brand. Der er kommet flere penge ind i virksomheden, og det har givet mulighed for netop at kunne skabe det butikslook, som Elias ønsker. Og man bliver nødt til at opdatere og forbedre sin virksomhed, da der på mobilreparationsmarkedet, ligesom på alle andre markeder, er konkurrence.

– Vi kan godt mærke, at der er kommet mere konkurrence – det er især på priserne – på servicen og beliggenheden har vi endnu ikke fået så meget konkurrence, men det kan hurtigt ændre sig – vi får f.eks. snart en konkurrent til vores butik i Bryggen Vejle, og derfor bliver vi hele tiden nødt til at være på forkant, fortæller Elias og fortsætter:

– Vi går meget op i kvalitet, men efterhånden er vi også begyndt at kigge efter hvad der er flottest. Servicen går vi selvsagt også meget op i, jeg vil hellere have underskud på en kunde, end at have en sur kunde.

Det går godt for Elias og OneRepair. De har endnu ikke en overskudsforretning – de investerer alle de penge de tjener, men det er netop med det mål for øje, at de får skabt et stærkt brand og kæde. Da vi snakkede med Elias sidst var ønsket at have butikker på hele Jyllands Østkyst, den drøm er i dag større, hvorfor ikke i hele Danmark?

Ny butik åbner snart i Fredericia

Næste skridt mod dette er selvfølgelig flere butikker, og der er Elias også i fuld gang. De åbner nemlig allerede en ny butik i Fredericia d. 6. juni og strategien er klar – de vil skille sig ud, ikke kun fra konkurrenterne men også fra de andre butikker. Butikken står helt nyrenoveret og der er tænkt i hver eneste detalje. Det er alt sammen med fokus på at skabe så stærkt et brand, at andre konkurrenter ikke har lyst til at flytte til byen.

Ja der er sket utrolig meget på de godt fire år som Elias har været i gang – det føles som 100 år siger han, men det virker dog til at han er klar til 100 mere, selvom det er hårdt arbejde.

“Måske næste gang du kommer, så har vi fem butikker – jeg vil ikke love det, men det kan sagtens være. Vi vil gerne åbne i Aarhus, måske to på en gang. Men hvis vi skal nå at ramme hele Danmark, så skal vi også finde nogen som vil smide nogle penge i det, men det er dog ikke noget vi søger lige nu”, slutter Elias af.

Udover et ønske om at skabe en landsdækkende kæde, så er drømmen for Elias stadig at gå ind i ejendomsbranchen engang – at kunne trække sig tilbage fra OneRepair og arbejde mere af lyst end af nødvendighed.

Men for nu skal butikken i Bytorv Horsens åbnes. Det sker som sagt i dag, og i den forbindelse giver OneRepair 500 stk. panserglas ud gratis med montering til en værdi af 199 kr. pr. stk. – det giver ca. en samlet værdi af 100.000 kr. – ja der bliver bestemt investeret i brandet, det samme gør de ved åbningen i Fredericia d. 6. juni.

VI STARTER SGU ønsker Elias alt det bedste med hans iværksætteri – det er sikkert ikke sidste gang vi hører fra ham.

Du kan tjekke OneRepairs hjemmeside og facebookside ud her.

bubble