Signe stopper

BusinessHorsens skal finde en ny erhvervsdirektør. Efter mindre end ét år på posten stempler Signe Marie Smidt ud.

Det hele så lyst ud, da VI STARTER SGU for bare tre uger siden kunne fortælle om omstruktureringerne, der var ved at være på plads. Nye ansigter var ansat, nye samarbejder sparket i gang og gamle samarbejder lukket ned. Nu var det tid at få gang i organisationen igen, og erhvervsforeningen skulle til at være mere synlig – også i iværksættermiljøet.

Personlige grunde

Selvom de sidste otte måneders arbejde forhåbentlig ikke er spildt, sparkede erhvervsdirektør Signe Marie Smidt alligevel udviklingen til hjørne, da hun i går meddelte sin beslutning om at trække sig fra posten. Hun tiltrådte i februar i år.

Beslutningen kom i en pressemeddelelse i går, torsdag, hvor hun understreger, at det ikke skyldes samarbejdet med medarbejderne eller bestyrelsen. Begrundelsen er fastlagt som personlige udfordringer. Hun har ikke ønsket at uddybe årsagen over for Horsens Folkeblad.

Et friskt pust

På VI STARTER SGU ærgrer vi os over Signe Marie Smidts beslutning. Hun var et friskt pust, og de organisationsændringer, hun satte i søen, var båret af et stort engagement og en stor virkelyst. Vi krydser fingre for, at hendes afløser viser sig ligeså interesseret i erhvervslivets vækstlag. Det sidste, Horsens har brug for, er en kransekagefigur på posten, der ser det som sin primære opgave at klippe silkesnore og holde skåltaler.

Signe Marie Smidt fortsætter på posten i en overgangsperiode, til der er fundet en afløser.

Signe Marie Smidt.
bubble