Nichlas Hansen sælger miljøvenlige bambussokker på abonnement. Forretningen kaldes SokBox, og med tiden kan der udvides med andre hverdagsprodukter.
For mange mænd er sokker sådan noget, der helst bare skal ligge i skuffen. De skal gerne være mørke og diskrete, og der skal ikke være huller i dem. Men hvis det er lidt lang tid siden, at vaskemaskinen har kørt, ender du alligevel med at tage de par med huller i. Bare du nu ikke skal noget i dag, hvor skoene skal af. Når de hullede også er brugt, findes tennissokkerne i næste skuffe. Hvide tennissokker til jakkesættet indgyder imidlertid ikke den største tillid i erhvervsmiljøet.
Egentlig har du længe vidst, at du mangler nye sokker. Men dem i supermarkedet er for ringe, og hvem går strøgtur for en håndfuld sokker?
Den problematik er der en forretningsmulighed i, og SokBox med adresse på kontorfællesskabet FÆNGSLET 2. Øst tilbyder en abonnementsordning, så der hele tiden er uhullede, sorte sokker til skuffen. Både i dame- og herrestørrelse. For hver tredje måned kommer der en lille kasse med seks nye par i en lækker indpakning.
Fra kuglepenne til sokker
Nichlas Hansen og Kenneth Dahl var idémagerne. De to kendte hinanden sporadisk fra Learnmark, og de havde skabt Kunto.dk sammen. Kunto for ”kun to”. Oprindelig forsøgte de sig med salg af profilartikler til erhvervslivet, såsom kuglepenne, keyhangers og anden merchandise. Men med tiden begyndte Kenneth at bygge hjemmesider i stedet. Det arbejde var ikke Nichlas’ stærkeste gebet, selvom han selv havde leget med at bygge hjemmesider siden han var 12 år gammel. Han kastede sig over et nyt projekt.
Nichlas havde døjet med en hælespore i et par år, og lægens lovning på, at det nok skulle gå i sig selv igen, rungede mere og mere hult for Nichlas. Så han begyndte at afsøge markedet og fandt nogle produkter, der kunne afhjælpe lidelsen. Han opbyggede webshoppen medair.dk, og så var han i gang. Det er siden blevet en fin forretning, og han planlægger i øjeblikket at udbygge til andre lande i Europa.
Mere miljøvenligt end bomuld
Men undervejs fik Kenneth og Nichlas ideen til SokBox. Det blev hurtigt klart, at de skulle satse på bambussokker, så der også kunne være et miljømæssigt incitament til at købe sokker på abonnement.
- Der er jo konkurrenter på markedet, der minder en del om vores idé, så vi valgte bambussokker for at have et mere miljørigtigt produkt og dermed måske opdyrke et nyt segment, siger Nichlas Hansen.
Bambussokker er nemlig en del mere miljørigtige at producere end bomuldssokker. Bambus kræver ingen gødning eller ukrudtsbekæmpelse, og mængden af vand, der skal til at producere et sæt bambussokker, er omtrent en tredjedel af vandregnskabet for et sæt bomuldssokker.
Dertil kommer, at sokkerne er uden mærkbare sømme, mere åndbare end bomuld og naturligt antibakterielle, så risikoen for sure tæer mindskes.
Ikke problemfrit at handle med Kina
Det er et lækkert produkt, men det har heller ikke været helt nemt at nå dertil. Sokkerne produceres i Kina, og det er ikke ligetil at sætte en produktion i gang i landet mod øst.
- Kineserne er måske billige, men man skal også lægge en del timer i kontrol, kontrol og kontrol undervejs. De skal virkelig holdes i kort snor, ellers er det svært at vide, hvad man modtager, siger Nichlas.
Når Nichlas bestiller en levering i Kina, skal han samtidig betale 70 pct forud, så det er ret væsentligt, at der ikke opstår uenigheder om kvaliteten efter levering. Endelig er det heller ikke uproblematisk at handle med et land udenfor EU.
– Producenten tilbød at sende det hele vejen med FedEx, men vi havde en aftale med DSV, der kunne hente forsendelserne midtvejs til en samlet lavere pris. Men så blev der dobbelt så meget papirarbejde til tolddeklarering, fordi der var to transportører. Det endte vist med at koste det samme, smiler Nichlas.
Koncept under udvikling
Det er ikke helt let at vænne danskerne til at købe sokker på abonnement, og i øjeblikket undersøger Nichlas mulighederne for at tilpasse forretningsmodellen, så den passer til kundernes behov. En problematik er, at kunderne undervejs drukner i for mange sokker, når de får seks par i kvartalet.
– Derfor skal man også kunne få leveringer hvert halve år i stedet eller hoppe nogle leverancer over, siger Nichlas Hansen.
Han glæder sig over, at omsætningen er steget stødt siden begyndelsen, og i øjeblikket overvejer han, om konceptet skal udbygges til også at tilbyde andre hverdagsfornødenheder til kvinder og mænd, såsom tandbørster, tamponer, barbergrej m.v.
Læs mere om SokBox på hjemmesiden og giv konceptet et like på Facebook.