Tilbage bag tremmerne

Brian Langvad Johansen har netop flyttet sin akupunktør- og hypnosepraksis, BlivSmerteFri, fra Grindsted til FÆNGSLET i Horsens. Det blev en hjemkomst bag tremmerne.

Tilbage i de første år af årtusindet troede Brian, at han skulle være fængselsbetjent. Han var under uddannelse i det daværende statsfængsel på Fussingsvej i Horsens, men han fandt efterhånden ud af, at jobbet ikke passede til hans psyke. Det var stressende og utilfredsstillende.

– Men det var egentlig ikke fangerne, der udgjorde problemet. Det var de magtkampe blandt personalet, som tærede på kræfterne. De gamle og de nyuddannede fængselsbetjente så meget forskelligt på, hvad resocialisering skulle fylde i omgangen med fangerne, siger Brian.

Ingen nøglesvinger

“… hvad laver du dog her, Brian, du er da ikke nogen nøglesvinger, for du gider os jo godt.”

Det var tilmed en fange, der sporede Brian ind på en ny vej.

– Der var ballade på en afdeling, og der var en af de stærke fanger, der gik hen til mig og sagde ’hvad laver du dog her, Brian, du er da ikke nogen nøglesvinger, for du gider os jo godt’, husker han.

Brians åbenlyse pædagogiske evner over for fangerne udmøntede sig i, at han forlod Kriminalforsorgen og tog job som pædagogmedhjælper, for siden at uddanne sig til pædagog. Han arbejdede som pædagog i psykiatrien i Børkop, da han stiftede bekendtskab med NADA-akupunktur, som hjalp patienterne. NADA-akupunktur er udviklet på et universitetshospital i USA i 1970’erne og er baseret på fem kinesiske ørepunkter.

BMS, NADA og NGH

Efter uddannelsen til NADA-akupunktør fik Brian smag for mere. Han har siden uddannet sig til BMS-akupunktør, NGH-hypnotisør og hypnoterapeut. Han har dermed en bred vifte af behandlingstilbud til de fleste typer ”usynlige” smerter og problematikker. Det kan f.eks. være stress, depression, fobier, jalousi, stammen, behovet for vægttab og pludselige eller kroniske smerter.

Og behandlingerne virker.

– Jeg har en klient, der har fået BMS-akupunktur for en hælspore. Vedkommende har fået tre behandlinger og får den sidste på lørdag, og der er en tydelig bedring. Det er en stor tilfredsstillelse, når klienter siger ’vi har prøvet alt. Hvorfor vidste vi dog ikke, at du var her?’, siger Brian.

BMS-akupunktur kan bruges til både smertelindring og stressbehandling. De tynde engangsnåle placeres i underarme, hænder, underben, fødder og hovedbunden – afhængig af smertens placering og art. Almindeligvis er få nåle nok, og de placeres aldrig midt i smerten.

Hypnose for vægttab

Brian er så sikker på virkningen af behandlingerne, at han tilbyder pengene tilbage, hvis deltagelse på hans hypnoseforløb med vægttab ikke resulterer i lavere værdier på badevægten. Vægttabsforløbet er baseret på KINGOD-modellen og kører som hold med 12 sessioner over 12 uger. Men hvis det skal virke, kræver det, at man er motiveret for at tabe sig og åben for hypnose.

– Der er mange, der er skeptiske over for hypnose, fordi de tror, det medfører en zombielignende tilstand. Men egentlig er det bare en trancetilstand, der åbner en dialog med underbevidstheden. Der er ikke så meget hokuspokus i det. Men hvis det skal virke, kræver det, at man er åben for det, siger Brian, der er eksamineret hypnotisør og hypnoterapeut.

Central placering i Horsens

Han åbnede sin klinik, BlivSmerteFri, for to år siden, da han boede i Grindsted. Det var kæresten Line, der fik ham lokket til det midtjyske, men han har længe savnet Horsens, som han oprindelig kommer fra. Og da Line alligevel skulle læse til sygeplejerske i Horsens, var der ingen grund til yderligere betænkning.

“Horsens ligger dejlig centralt, og mine klienter kører gerne langt for den rette behandling.”

Han har fået en celle i det gamle fængsel, hvor der lige er plads til en briks og en stol. Mere skal der egentlig ikke til, og fælleslokalerne i FÆNGSLET er samtidig yderst brugbare til gruppesessioner. De nye rammer har inspireret Brian til at give alle klienter en fribillet til fængselsmuseet, når de køber en behandling i juni måned.

Det kørte helt godt i Grindsted, og flere klienter herfra har tilkendegivet, at de flytter med til Horsens. De fleste klienter er kommet via mund-til-mund-metoden, og der har både været gæster fra Esbjerg, Fyn og Skanderborg i Brians Grindsted-praksis. Med flytningen til Horsens ser han gode muligheder for at hente klienter i et langt større område.

– Horsens ligger dejlig centralt, og mine klienter kører gerne langt for den rette behandling. Så der er gode muligheder her. Jeg har et mål om 160 klienter om året, for så begynder det at se fornuftigt ud, siger Brian.

Fleksibel behandler

Brian er ikke i tvivl om, at han er havnet på rette hylde som selvstændig behandler. Han holder af friheden, og han er meget fleksibel, når klienterne ringer for en tid. Det kan lade sig gøre på de fleste tidspunkter på alle ugens dage.

– Det er virkelig fedt at kunne hjælpe mennesker, hvor ganske mange har prøvet alt muligt andet forud og næsten har tabt modet, siger Brian.

Du kan læse mere om hans klinik på hjemmesiden og give BlivSmerteFri et like på Facebook.

bubble