VI STARTEDE SGU… for et år siden

DEN SERIØSE KAFFEKLUB lancerede i dag, for præcist et år siden, VI STARTER SGU og lagde i samme omgang den første artikel op. Og det skal selvfølgelig fejres, på den bedste måde vi kender her på VI STARTER SGU – nemlig med en artikel.

For artikler er der skrevet! Korte som lange. Inspirerende som oplysende. Rådgivende som underholdende. Ja vi har været igennem mange artikler og fortalt mange historier om en masse super seje og spændende iværksættere fra Horsens, som alle har taget springet og råbt VI STARTER SGU!

Det er indtil videre blevet til 37 iværksætterhistorier, og der er mange flere derude, så I kan godt glæde jer. Og hvor er det fedt, for uden jer – ingen VI STARTER SGU.

Sidder du derude og tænker: Jeg er iværksætter i Horsens – min historie skal sgu også fortælles, så klik her!

Den første iværksætter som stod for skud var Nina Frederiksen med virksomheden sleepbag.dk, og i forbindelse med fødselsdagen har vi selvfølgelig taget fat i Nina igen for at høre, hvordan det står til i sleepbag verdenen. Artiklen udkommer d. 1. marts, præcist et år efter første artikel om Nina.

3-4000 månedlige læsere

Iværksættermiljøet i Horsens og omegn har taget rigtig godt imod os. Vi har sgu 3-4000 læsere om måneden – tusind tak for det. Vi håber kun, at det tal stiger. Så hjælp os endelig med at dele vores vision og sprede de gode iværksætterhistorier! Det kan du f.eks. gøre på Facebook.

VI STARTER SGUs facebookside bliver flittigt brugt til at komme ud til alle jer læsere og til at få delt alle historierne, og vi kommer hele tiden ud til flere. 865 likes er det blevet til, men vi vil selvfølgelig rigtig gerne have mange flere. Har du ikke trykket like endnu, så hop ind og gør det her, og vær med til at støtte op om iværksætteriet i Horsens.

Iværksteder

“Med et interaktivt kort vil vi således gøre det muligt og ikke mindst spændende at navigere i byens univers af kontorfællesskaber, rådgivere, virksomheder og iværksættere. Kobles dette værktøj med individuelle iværksætterprofiler, vil det helt konkret være muligt at surfe rundt i en underskov af hidtil anonyme iværksættere og samarbejdsmuligheder.”

Ovenstående er en del af DEN SERIØSE KAFFEKLUBs vision med VI STARTER SGU.

Og det er målet for 2015. Nu er siden etableret, historierne skrives og eventkalenderen opdateres. Det interaktive kort er næste skridt, og her på redaktionen er vi godt i gang med at få det gjort helt klar, så det kan lanceres. Har du en ide til, hvem der skal på dette kort – en iværksætter, et kontorfællesskab, en virksomhed eller andre iværksætter-interessenter, så smid os et hint her eller smid en kommentar under artikel!

Vi er så heldige, at vi har fået tilknyttet en praktikant den næste måned, og han har fået til opgave at besøge byens kontorfællesskaber – en såkaldt Tour de Office. Formålet er at skrive en artikel for hvert sted, så I kan blive oplyst om, hvad der findes derude, og hvad de præcist kan tilbyde jer iværksættere.

Top 5

Nedenfor kan I se en liste over de 5 mest læste artikler på VI STARTER SGU. Det vi får ud af sådan en liste, er, at en iværksætter ikke tilhører en bestemt branche, alder, eller noget som helst andet – det er noget “man er” og det er en tilgang til tingene og til livet. Og sådan ser I læsere det også – for I læser lige så gerne en artikel om to unge studerende med en mobilbar, som I læser en artikel med gode råd fra en erfaren iværksætter. Og selvfølgelig gør I det, for de har alle noget at bidrage med.

Hvis I endnu ikke har fået læst artiklerne, så klik på titlen og kom i gang.

  1.  BessersBar – ikke bare en bar…
  2.  Pas på dit omdømme – og få dig en god bank
  3.  Legetøj i blodet
  4.  Tatoverede Horsens-ildsjæle søger ny partner
  5.  Køb en telefon og gå i gang!

 

Det skal selvfølgelig også nævnes at DEN SERIØSE KAFFEKLUB arbejder på højtryk med at stable endnu et VI MØDES SGU på benene. Hold øje på vores facebookside for mere information.

Til slut skal der endnu en gang lyde et STORT tak til alle jer læsere og iværksættere derude. En særlig tak til to af de lokale drivkræfter der har gjort hele dette eventyr muligt – nemlig Horsens Kommune og CASA, som på hver sin måde støtter op om VI STARTER SGU og alle os iværksættere – og er med til at gøre det hele muligt. TAK!Den Seriøse Kaffeklub

bubble