Hvem taler iværksætternes sag i dag? Redaktøren har skrevet en tale for et folkefærd, der er lidt overset i de politiske korridorer.
I dag luftes de røde faner i alle landets større byer, og skønt selve optoget i Horsens er en skygge af sig selv i forhold til de kampkærlige 70’ere og 80’ere, vil dagens talere uden tvivl markere, at der stadig er noget at kæmpe for. Kampviljen er som altid hovedsageligt møntet på lønmodtagere og arbejdsløse, ligesom integration og ligestilling givetvis også vil få et par ord med på vejen.
De små selvstændige står alene tilbage. Sådan har det altid været, men det giver mindre og mindre mening. Arbejdsmarkedet har ændret sig de seneste årtier, så vi i dag ser freelancere inden for de fleste fag – og i større og større antal. Hvis vi stiger op i helikopteren, kan det virke lidt underligt, at vi 1. maj fokuserer på rengøringsassistentens lønforhold, mens den ensomme rengøringsiværksætter, der kører rundt med bilen fyldt med rengøringsartikler 50 timer om ugen til en timeløn under hundrede kroner, kan sejle sin egen sø.
Tilbage i slutningen af sidste årtusinde var der en klar skillelinje mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. 1. maj var arbejdstagernes kampdag. Arbejdsgivere og selvstændige kunne i stedet dyrke fællesskabet og lytte til skåltaler i DI, DA eller i den lokale handelsstandsforening på andre tidspunkter af året. Blandt lønmodtagere og arbejdsløse var der den udbredte opfattelse, at selvstændige som udgangspunkt havde en misundelsesværdig privatøkonomi, fordi de jo kunne trække det hele fra i skat og smide resten over i et holdingselskab. En opfattelse, der havde bund i afgrundsdyb uvidenhed.
En ensom, nystartet iværksætter har sjældent en misundelsesværdig privatøkonomi. Faktisk arbejder ganske mange selvstændige til en reel timeløn, ingen lønmodtager ville lade sig spise af med. For ganske mange er det en næsten daglig kamp for at holde skruen i vandet. Det er ikke ment som klynk, for der er også nogle frihedsgrader i at være selvstændig, som ikke rigtig kan gøres op i penge. Der er jo en grund til, at man vælger og holder fast i den vej. Selvom det også kan være mere af nød end lyst.
Men uanset hvor begejstret man er for sin rolle som iværksætter, skal huslejen stadig betales, og køleskabet skal stadig fyldes. Her på mediet er der de seneste år skrevet om flere iværksættere, der siden har måttet give op. Det er efter alt at dømme de færreste, der går ud med et brag og kæmpegæld; de fader bare langsomt ud og opgiver projektet, fordi enderne ikke kunne mødes. Selvom man kommer ud med skindet på næsen, kan det stadig føles som et enormt nederlag. For rollen som iværksætter er også en identitet, som man pludselig skal opgive.
Hvem taler de små iværksætteres sag? De kan være svære at få øje på. Det skorter ikke på tilbud om gratis sparring og hjælp til udarbejdelse af forretningsplaner. Hvis man har mod på mere, kan man jo bare smutte i Løvens Hule – eller en lokal afart af den. Men der er en del iværksættere derude, som ikke har brug for superskarpe forretningsplaner eller investorer på spring. De har brug for økonomisk rygstød i de første år. Mikrolån, skattehenstand, nedsat moms, supplerende dagpenge, borgerløn, billige lokaler, iværksætterstøtte – der er mange afprøvede og uprøvede skruer, der kan skrues på. Statslige, regionale, kommunale eller private initiativer, der kunne gøre en forskel. Men politikerne til højre for Enhedslisten er som oftest hunderædde for at blive slået i hartkorn med et subsidieret erhvervsliv og den konkurrenceforvridning, der kan følge med. Men det er til gengæld ikke så svært at finde politiske redskaber, når man vil hjælpe sektorer med mange arbejdspladser og eksportpotentiale.
Men de små selvstændige er åbenbart ikke interessante nok at satse et politisk projekt på. Der er ikke tilstrækkeligt med stemmer i os.
Men der bliver flere og flere af os. Måske kan vi snart selv lave vore egen kampdag.
God 1. maj!
Klummen er altid udtryk for skribentens personlige holdning.
