Kim Møller-Nielsen har siden barnsben drømt om at blive selvstændig. Efter en noget utraditionel vej springer han i en alder af 41 ud som iværksætter med job-appen Jobilant.
Det er et lidt usædvanligt CV, Kim Møller-Nielsen kan fremvise. Cand.scient.pol. er eksempelvis lidt af en sjældenhed i de cirkler, VI STARTER SGU normalt færdes i. Det er også lidt specielt, at en iværksætter kommer fra ti år som direktør i en international virksomhed. Endelig har Kim været med i Robinsonekspeditionen – men det er på den anden side et fint udgangspunkt for iværksætteri.
Det hele hænger nu meget godt sammen. Kandidatgraden i statskundskab hænger sammen med et politisk engagement i ungdomsårene.
– Jeg var meget engageret i Venstres Ungdom, og jeg var dybt involveret i både Ellemanns og Foghs valgkampe i henholdsvis 1998 og 2001. Jeg syntes, det var drønspændende, og i det miljø var det helt naturligt at tage på universitetet og læse statskundskab, siger Kim.
Leder i international virksomhed
Under studierne deltog han i Robinsonekspeditionen årgang 2000, hvor han nåede helt frem til finalen. Hvis det psykologiske spil i realityprogrammet afslører lederevner, blev det bekræftet nogle år senere: I 2007 blev han headhuntet til stillingen som direktør i Abus Danmark, der dengang lå på Langballe i Horsens. Firmaet var på det tidspunkt i sin vorden i Danmark, og de tyske ejere havde store forventninger. De forventninger indfriede Kim, da han på de følgende ti år opbyggede den danske afdeling fra fem til omkring 50 medarbejdere. Abus’ produkter er centreret omkring sikkerhed, og blandt andet cykelhjelmene blev store på det danske marked i løbet af de ti år med Kim ved rorpinden.
Inden Abus skinnede Kims entreprenante evner dog allerede godt igennem. Han var involveret i flere projekter, og i 2005 var han med i et startup, der ville introducere fingeraftryksgenkendelse i digitale systemer.
– Vi var overbeviste om, at fingeraftryksscanning ville blive en del af teknikken i mobiltelefonerne, men vi var for tidligt ude. Der var ikke rigtig nogen, der turde investere i det dengang, siger Kim.
Fik ideen til iværksætterprojekt gennem arbejdet
“Jeg kan godt lide nogle af tankerne bag Uber og Airbnb, hvor man forkorter afstanden mellem udbyder og modtager eller forbruger.”
Men efter ti år var det tid for iværksætterdrømmen, der havde fået næring under arbejdet for Abus.
– Det var uhyre besværligt at finde og hyre arbejdskraft. For hvis jeg lavede et jobopslag, fik jeg måske 200 ansøgninger, som jeg kunne bruge flere dage på at gå igennem. Så tit bad jeg jo ansatte om at anbefale en til jobbet, så jeg til sidst have en medarbejderstab, hvor rigtig mange var i familie på kryds og tværs, siger Kim med et smil.
Hvis det var specialiseret arbejdskraft, der var tale om, ville indsatsen måske have kunnet betale sig. Men det var typisk ufaglært arbejdskraft, hvor det mest var loyalitet og driftssikkerhed, der skulle fiskes ud af bunken med ansøgninger.
– Jeg kan godt lide nogle af tankerne bag Uber og Airbnb, hvor man forkorter afstanden mellem udbyder og modtager eller forbruger. Min tanke var, at det måtte kunne lade sig gøre at kopiere nogle af de tanker til en jobportal, hvor arbejdsgivere og jobtagere kunne mødes uden fordyrende, besværlige mellemled, siger Kim.
Jobilant – glad jobudveksling
Resultatet er blevet appen Jobilant, hvis navn er en sammentrækning af det internationale ”job” og det engelske ”jubilant”, der betyder glad eller glædesstrålende.
Jobilant er ret enkelt opbygget, og platformen minder en anelse om Uber-appen: Alle kan downloade den til mobiltelefonen og oprette sig selv som jobsøgende. Man opretter en profil, hvor et billede og en profiltekst viser, hvad man kan. Det er alt sammen ganske gratis.
Samtidig kan arbejdsgivere oprette job af kortere eller længere varighed i appen, og en algoritme sørger for, at de pågældende opslag havner hos de rette jobsøgere.
– Vores algoritme får flere og flere data at arbejde med, så den bliver mere og mere præcis. Men målet er naturligvis, at man som jobsøger kun ser relevante opslag, siger Kim.
Hvis jobsøgeren finder en opgave interessant, kan vedkommende melde sig som interesseret, og hvis interessen er gensidig fra arbejdsgiverens side, vil jobsøgeren få en kontrakt på mobilen, der kan underskrives med et par klik. Det meste klares ved at trykke ”thumbs up” eller ”thumbs down”.
Både arbejdsgivere og jobtagere kan ”rate” (anmelde) modparten, så det er let at se, om arbejdsplads eller jobsøger er troværdige.
Al lønkørsel, feriepenge og skat klares af Jobilant. Den eneste udgift er 15 pct, der lægges ovenpå lønnen. Det er de 15 pct, Jobilant skal leve af.
Ny måde at tænke ansættelse på
“Jeg kender også en fotograf, der døjer med at slæbe sit tunge grej op ad trapperne før en opgave og ender med at stå og svede og pruste foran kunden. Han kunne hyre et par hænder i et par timer til det tunge arbejde, så han kunne koncentrere sig om at fotografere.”
Modellen giver mulighed for at omtænke den danske flexicurity-model på et arbejdsmarked, der i forvejen er præget af flere og flere freelancere. For med Jobilant er det enkelt at ansætte arbejdskraft i få timer ad gangen.
– Jeg hører af og til om virksomheder, hvor medarbejdere til en skyhøj timeløn laver ufaglært arbejde, når der f.eks. skal flyttes rundt på kontorerne. I stedet for at hyre et par hænder til måske 120 kroner i timen, så medarbejderne i stedet kan lave det, de er bedst til, siger Kim.
Med Jobilant kan virksomhederne nemlig let ansætte en medarbejder i få timer. Tid og aflønning er aftalt på forhånd, og hvis virksomheden skulle få lyst til at ansætte vedkommende fast bagefter, kan den gøre det problemfrit – og uden nogen gebyrer til Jobilant.
– Det er også nemmere for de helt små firmaer, fordi de ubesværet kan hyre arbejdskraft til små og store opgaver. De slipper for alt papirarbejdet og kan f.eks. let ansætte et par hænder til at male kontoret eller rydde op i kælderen. Jeg kender også en fotograf, der døjer med at slæbe sit tunge grej op ad trapperne før en opgave og ender med at stå og svede og pruste foran kunden. Han kunne hyre et par hænder i et par timer til det tunge arbejde, så han kunne koncentrere sig om at fotografere, siger Kim.
En stærk treenighed
Kim Møller-Nielsen har startet Jobilant op med to gamle venner. Den ene er skarp på markedsføringsdelen, mens den anden er advokat og skarp på juraen. Derudover har de fået en anonym investor med om bord i det ApS, der driver Jobilant.
– Vi er en stærk treenighed, fordi vi hver især har styrker, som de andre ikke har. Det er et godt udgangspunkt for succes i en startup, siger Kim.
Foreløbig koncentrerer Kim sig om at finde virksomheder og arbejdstagere i det østjyske område. Omkring 1000 arbejdstagere og 100 virksomheder er foreløbig tilknyttet app’en efter de første fem måneder. Så det ser lyst ud m.h.t at få bredt ideen ud til hele landet. Eller ud over landets grænser, for både platform og navn burde være brugbar over det meste af verden.
Du kan læse mere om Jobilant på hjemmesiden – og give dem et like på Facebook.