Bilplejeren fra Bagdad

Yohannes Juna har altid arbejdet hårdt. I dag bruger han trods piskesmæld og diskusprolapser knofedt på at gøre slidte biler nye i Pro Touch Bilpleje.

Yohannes er oprindelig iraker. Kristen iraker. Tillægsordet dukker op flere gange i samtalen, og det er let at mærke, at han tager det kristne som en hædersbetegnelse. Yohannes levede sin barndom i Bagdad med mor, to søskende og en far, der var ansat i Saddams tropper. Faderen havde gjort karriere under krigen mod Iran, men hen mod årtusindeskiftet blev hverdagen i hæren mindre og mindre tålelig. Han begyndte at sige fra, og en dag forsvandt han.

– Det var ret almindeligt på den tid, at folk forsvandt, når de blev besværlige. Vi var naturligvis bange, men vi havde også en formodning om, at han var røget i fængsel. Han var for stort et aktiv for hæren til at være endt i en grøft med et skud i nakken, siger Yohannes.

Flygtede til Danmark

Men Yohannes’ mor mærkede jorden brænde under familien, så hun flygtede med sine tre børn og havnede i Danmark. Efter en tid som asylansøger, hvor myndighederne havde svært ved at forstå familiens kristne baggrund og kristent klingende navne, lykkedes det omsider at få asyl. Den glade nyhed blev overbragt den 11. september 2001. Samme eftermiddag og aften tonede tragedien i New York frem på skærmen.

– Jeg kan huske, at jeg tænkte, ’hold da op, hvor er vi heldige. Vi fik asyl. Det bliver sværere for alle andre nu’, siger Yohannes.

Den første tid boede de i Ribe, hvorefter de flyttede til Randers og Langå. Yohannes nærmede sig 15 år, og skolen i Langå ville gerne placere ham i niende klasse, fordi det passede til hans alder. To måneder før den afsluttende eksamen.

– Men jeg sagde nej. Jeg var jo håbløst bagud. Jeg havde ikke gået særlig meget i skole i Bagdad, fordi jeg fik smadret min arm ved en trafikulykke. Skolen i Bagdad mente, at det var for farligt at sende mig ned i skolegården med den arm, så jeg fik bare lov til at tulle rundt og gå til hånde derhjemme. Jeg var slet ikke klar til niende klasse og eksamen i Langå. Jeg insisterede på at begynde i syvende og arbejde mig op derfra, og jeg fik heldigvis min vilje, siger Yohannes.

Under tiden i Langå fik de at vide af moderens søster i Canada, at Yohannes’ far var dukket op i Irak. Han havde været i fængsel i de mellemliggende år. I løbet af det følgende år fik de ham familiesammenført, og siden flyttede familien til Horsens.

I hverdagen får Yohannes hjælp fra Dennis.

Arbejdsskade

I løbet af tiden i Langå uddannede Yohannes sig til bygningsmaler og arbejdede ved virksomheder i både Randers og Grenå. Der var travlt, og han arbejdede på akkord med at male fabrikker over hele landet. I 2011 mistede han sit arbejde og tog et vikarjob som epoxymaler.

– Det var et hårdt og beskidt arbejde, men jeg tænkte, at det var nødvendigt. For så var jeg da i gang igen og havde et arbejde. Men på et tidspunkt faldt jeg baglæns ned af en stige og landede på ryggen, siger Yohannes.

Ulykken gav ham store problemer med ryggen og konstant migræne. De følgende år sloges han med hjælp fra fagforeningen for at få erstatning, og det lykkedes delvist til sidst. Han havde fået diskusprolapser både i nakken og lænden. Lægerne ville ikke operere ham, fordi det indebar for stor en risiko for varigt men, der var værre end smerterne i ryggen og den tilbagevendende migræne.

Tænkte tilbage til barndommen

 “Jeg fandt et klargøringsfirma i Norge, der var gået konkurs, og så kørte jeg op og købte alle maskinerne af konkursboet. Sov i bilen i 15 graders frost”

Den følgende tid var præget af udredninger, lægebesøg og sygedagpenge. Den konstante mistænkeliggørelse og ydmygelsen i at skulle forsørges af andre.

– Jeg hadede virkelig at få penge for ikke at lave noget. Men lægen havde sagt, at jeg ikke kunne arbejde som bygningsmaler mere, fordi det ville forværre min tilstand, siger Yohannes.

Men midt i alt elendigheden kom Yohannes til at tænke på sin barndom i Bagdad. Da han ikke kunne gå i skole pga. sin arm, begyndte han gå til hånde på et bilværksted, hvor han vaskede og polerede bilerne.

– Jeg begyndte at afsøge internettet og fandt ud af, at det hed ”klargøring” på dansk. Jeg tjekkede, hvordan konkurrencen på det felt så ud omkring Horsens og så en forretningsmulighed. Jeg fandt et klargøringsfirma i Norge, der var gået konkurs, og så kørte jeg op og købte alle maskinerne af konkursboet. Sov i bilen i 15 graders frost, siger Yohannes.

Derefter gik han til sin sagsbehandler og sagde, at han ikke skulle udredes mere.

– Hun forstod mig ikke. Hun sagde, at hvis jeg først gik i gang med det firma, var mine muligheder for at få tilkendt en pension udslukt. Men jeg vidste, at det var det, jeg skulle, siger Yohannes.

Knoklede sig til succesen

Først fandt han et lokale på Ane Stauningsvej, der så forfærdeligt ud. Et gammelt, beskidt autoværksted. Men med den tidligere bygningsmalers mellemkomst blev der sat skik på lokalerne, og Yohannes kom i gang med maskinerne fra Norge.

Men det var ikke let. Han sov på gulvet hos sin bror, Hans, og han kunne kun lige hive penge hjem til huslejen på værkstedet. Da han var lige ved at opgive, fik han et tilbud fra Deal.dk. Tilbuddet var ikke så forjættende, når man så på den endelige fortjeneste for Yohannes, men det kunne give kunder i butikken, så kendskabet til Yohannes’ virksomhed blev udbredt.

– Jeg lavede et godt tilbud på bilvask, rudepolering og støvsugning. De første 24 timer fik jeg 200 biler tilmeldt. Det var ret vildt. Jeg fik travlt, og min timeløn var ikke høj, siger Yohannes.

Flyttede til Torstedallé

Men knokleriet gav Yohannes mulighed for at vise sit værd, og mange af de 200 kunder fra det første døgn med deal.dk vendte tilbage. Han gjorde sig umage med at give kunderne en god oplevelse. Den målsætning har fulgt ham siden – også ud i de nye lokaler på Torstedallé 177.

– Jeg lover fuld tilfredshed eller pengene tilbage. Hvis mine kunder har en klage, udbedrer jeg selvfølgelig fejlen, men hvis de bliver ved med at være utilfredse og påpeger den samme fejl, vil jeg hellere give dem pengene tilbage end tage betaling for noget, de ikke er tilfredse med, siger Yohannes, der til dato aldrig har været nødt til at betale penge tilbage.

Gør gamle biler nye at se på

Det kan sagtens være større beløb, der er i spil, for i dag laver Yohannes meget mere end bilvask og støvsugning. Det meste af tiden går med at damprense, polere og coate biler – både for autoforhandlere og private. Da Vi STARTER SGU besøger værkstedet, har Yohannes gang i en tyve år gammel Volvo, der skal have den helt store tur med flere omgange dybderens af lakken og efterfølgende keramisk coating. Indendørs skal sæder og tæpper damprenses, og motorrummet får også en grundig omgang. Derudover får al vinyl og gummi en opfriskning, så bilen til slut omtrent ser ud, som da den trillede ud fra fabrikken i Gøteborg.

Lakrensen er noget grundigere end den, optimistiske bilejere laver hjemme i carporten med slibemiddel fra tankstationen.

– Når man lakrenser derhjemme med klude og slibemiddel, er det som regel kun glanslaget, man polerer op. Det betyder, at glansen forsvinder igen efter nogle måneder. Når man renser i dybden og lægger en ny, keramisk coating, er lakken nærmest vedligeholdelsesfri i de næste syv år, hvis man følger vores anbefalinger. Og både skidt og vand glider af de første år, siger Yohannes.

Vigtigt at kende sit værd

“Selvom det lød fantastisk med den enorme omsætning i virksomheden, havde aftalen kørt mig i sænk”

Bilplejen er meget bredspektret i Yohannes’ forretning. Han laver stenslag og skifter ruder som forsikringssager, og han klargør undertiden også hestetransporter og lastbiler til videresalg.

Det er gået så godt, at han har kunnet ansætte Dennis på deltid, og undervejs har han også måttet sige nej til tilbud. Tiden med Deal.dk er ovre, fordi Yohannes er et andet sted med sin forretning i dag. Men han er glad for de lærepenge og kunder, tiden med rabatordningen gav. Det kan dog være en god idé at kende sit værd og sige fra, selvom et tilbud umiddelbart virker lokkende.

– Jeg fik på et tidspunkt et tilbud fra en stor bilhandel, der ville sende alle sine biler omkring mig til klargøring. De skulle gøres klar til salg, og aftalen kunne give mig mere end 1200 biler om året. Men stykprisen var så lav, at jeg ikke kunne få en fornuftig forretning ud af det. Så selvom det lød fantastisk med den enorme omsætning i virksomheden, havde aftalen kørt mig i sænk, fordi jeg ville have knoklet løs til en for lav løn og havde ødelagt mine muligheder for at servicere mine andre kunder godt nok, siger Yohannes.

Du kan læse mere om Pro Touch Bilpleje på hjemmesiden og give Yohannes’ iværksætteri og knokleri et like på Facebook.