Brødre bag tømrerfirma med grøn profil

Casper og Nicolai er tømrere og brødre. De sprang ud som iværksættere med TIMBR lige før Coronakrisen, og deres grønne profil har vist sig bæredygtig.

Det var storebror Casper, der fik brødrene ind i tømrerfaget. Da Nicolai have forsøgt sig lidt på mureruddannelsen, fik Casper overbevist ham om glæden ved duften af savsmuld. De har siden specialiseret sig i hver sin retning inden for faget: Mens Casper fik en formandsrolle i det lokale tømrerfirma, han arbejdede i, videreuddannede Nicolai sig til bygningskonstruktør på VIA og fik tegne- og projektledelsesopgaver hos sin arbejdsgiver.

Begyndte i garage

“De var da lidt skeptiske og forstod sikkert ikke helt, hvorfor vi dog ville droppe vores gode job for noget langt mere risikabelt”

I slutningen af 2019 blev de enige om, at de ville prøve at stå på egne ben – sammen. I februar 2020 var TIMBR en realitet med en enkelt brugt varebil og Caspers garage som lager. Værktøj havde de begge samlet en del af gennem tiden, og de havde også begge sparet lidt op, så de ikke stod helt på bar bund. De kunne hurtigt etablere et ApS, da de havde startkapitalen klar. Det betød også, at de ikke var fuldstændig afhængige af banken i begyndelsen, hvilket var meget godt.

– De var da lidt skeptiske og forstod sikkert ikke helt, hvorfor vi dog ville droppe vores gode job for noget langt mere risikabelt, siger 31-årige Casper Søndergaard.

De er begge opvokset i Torsted, og begge forældre var beskæftigede på Schur. De har hverken fået tømrergerningen eller iværksætteriet med hjemmefra.

Markedsføring på SoMe

Der kom gang i tilstedeværelsen på de sociale medier med hjælp fra barndomskammeraten Mikkel, der er online marketing manager i sit eget firma, SoMe Devoted. Brødrene aktiverede hele netværket og havde også lagt følere ud hos flere arkitektfirmaer.

– Vores første projekt blev et arkitekttegnet sommerhus i Saksild, hvor vi virkelig kunne vise vores værd. Der var mange atypiske løsninger, såsom et gigantisk ubrudt glasparti, og kvaliteten på alt skulle være helt i top uden nogen lette løsninger, siger Nicolai.

Casper og Nicolai har hver deres kompetenceområder i TIMBR.

Casper og Nicolai har hver deres kompetenceområder i TIMBR.

Traditionelt tømrerfirma med bæredygtige ambitioner

Navnet TIMBR var resultatet af en fonetisk omskrivning af det engelske ord for tømmer – eller det ord, de canadiske skovarbejdere efter sigende råber, når et træ fældes.

– Vi ville have et navn, der var lidt mere specielt. Så det ikke bare var Søndergaards tømrerfirma eller Søndergaards byggeservice, der rykkede ud, siger 28-årige Nicolai Søndergaard med et grin.

Det øjenfaldende og atypiske navn harmonerer fortræffeligt med brødrenes vision for virksomheden. For selvom TIMBR er også er et traditionelt tømrerfirma, som gerne rykker ud til en skæv dør eller et vindue, der skal skiftes, vil brødrene gerne være kendt for at bygge bæredygtige træhuse i fuld entreprise. Samtidig kan Nicolai hjælpe med tegninger og udregninger, når en kunde eksempelvis ønsker en tilbygning. Derfor kalder de virksomheden for TIMBR – tømrerfirma og tegnestue.

Bæredygtighed er et buzzword i tiden, men for TIMBR er der tale om noget andet end floskler.

– Vi kan bygge huse i rent træ, så de er i stand til at ånde og fugt kan bevæge sig indefra og ud af væggene. Vi sørger for, at alle valg i byggeriet er det mest bæredygtige, der kan opdrives, og samtidig ser vi naturligvis på, at træet stammer fra bæredygtigt skovbrug, siger Casper.

Byggeri i træ er samtidig lidt mindre CO2-belastende end tilsvarende byggeri i sten.

Ingen skæve døre

Høj kvalitet og høj faglighed er også værdier, TIMBR vil kendes for. De kommer næppe til at byde på projektmarkedet, når eksempelvis 50 nye, ens parceller skal udstyres med døre og vinduer i en fart. De vil hellere være tømrerfirmaet, der kan udføre de lidt mere krævende opgaver, hvor fagligheden skal være i top.

– Vi gør meget ud af at lære vores medarbejdere, at de skal rette fejl. Vi vil hellere betale for den ekstra arbejdstid, det koster at rette en skæv dør, end efterlade et projekt med noget, der ikke er fuldstændig perfekt, siger Nicolai.

Fem ansatte – og flere på vej

“… der er andet i livet end arbejde, og vi vil gerne bevise, at man kan være iværksættere uden at skulle knokle 60-80 timer om ugen”

TIMBR er blevet flere i løbet af det første leveår. Efter sommerferien fik TIMBR to lærlinge, og da bladene begyndte at blive brune på træerne, udvidede brødrene med to svende. Lige efter VI STARTER SGUs interview skulle endnu en svend begynde med udkørsel fra lokalerne på Alrøvej. Vognparken er også udvidet til tre varebiler, og TIMBR er klar til at servicere fra Vejle til Aarhus N.

– Vi vil helst ikke køre længere, for så bruger vi alt for meget tid på transport. Men vi vil meget gerne tegne for projekter længere væk, hvis de pågældende kunder kan finde et lokalt tømrerfirma til at udføre opgaven, siger Casper.

Iværksættere uden for meget overarbejde

På længere sigt drømmer brødrene om at skabe deres egne huse i træ, men selvom de er begyndt i samme by som andre meget store byggefirmaer, er ambitionen ikke at blive giganter.

– Man skal gøre det, man er bedst til. Jeg kan godt forestille mig, at vi med tiden bliver 10-15 mand, men ingen af os har ambitioner om at sidde i et direktionslokale og styre 50 eller 100 mand. Vi har tidligt besluttet, at vi så vidt muligt sigter efter en arbejdsuge på 37 timer, siger Nicolai.

– Ja, der er andet i livet end arbejde, og vi vil gerne bevise, at man kan være iværksættere uden at skulle knokle 60-80 timer om ugen. Selvfølgelig kan vi sjældent helt nøjes med 37 timer, men det er altid målet, supplerer Casper.

Du kan give brødrenes iværksætteri et like på Facebook eller Instagram og se nogle af deres projekter på hjemmesiden.

bubble