Det begyndte med et glimt i øjet, men den 24. juni er det alvor: Her produceres de første 9000 flasker af Anders Bruun Rasmussens gourmetcola, Bruun Kola.
Anders Bruun Rasmussen går i denne tid rundt i en lille rus af stille glæde og forundring. Han har det som brumbassen, der kan flyve, selvom al logik burde gøre det til en umulighed. Hvad der begyndte som et hobbyprojekt med et glimt i øjet er pludselig blevet et iværksætterprojekt med potentiale. Han har fået en investor med – såkaldt kloge penge – og en af de sidste dage af juni er den første sending klar. Gourmetcolaen, som Anders har fremelsket gennem utallige mislykkede og enkelte succesfulde forsøg, kan omsider sendes ud til specialforretninger og restauranter. Navnet er Bruun Kola, og den skal give de etablerede cola-producenter kamp til stregen på nichemarkederne.
– Jeg googlede af nysgerrighed på navnet og fandt ud af, at Fritz-kola havde snuppet store markedsandele fra både Coca Cola og Pepsi i området omkring Hamborg. Jeg kan godt lide ideen om at udfordre monopoler, og jeg har altid drukket meget cola – så jeg begyndte at lege med ideen om at lave min egen, siger Anders.
Begyndte hjemme i eget køkken
Anders begyndte at eksperimentere hjemme i sit eget køkken. Han googlede efter cola-opskrifter og røg ind i en del, der ikke havde meget med cola at gøre. Cola består af en række forskellige olier fra bl.a. citrusfrugter, kanel og selvfølgelig colanød, og Anders begyndte med at ville producere sine egne citrusolier.
– Det var noget frygteligt svineri og meget bøvlet, så det var godt at finde ud af, at jeg bare kunne købe dem færdige i stedet, griner Anders.
Ikke ryste på hånden
“Jeg har siden fået at vide, at det er virkelig svært at lave en god cola”
Så begyndte at eksperimentere med at lave den sirup, der skulle blandes med vand og kulsyre. Først i eget køkken og siden i et produktionskøkken ude i byen. Rygraden i siruppen er den hemmelige kombination af en række olier, og det er vigtigt ikke at ryste på hånden, når de skal i.
– Jeg begyndte med at lave sirup til 25 liter cola, og der kunne en enkelt dråbe lavendelolie ødelægge hele produktionen. Måske skulle der tre dråber i, men hvis der kom fire, smagte det hele som sæbevand, siger Anders.
Han vidste også, at den rette colafarve kræver farvestoffet E150D, men da det var svært at skaffe, prøvede han med E150 – bedre kendt som sovsekulør.
– Det smagte helt forfærdeligt, fordi der er salt i. Heldigvis fandt jeg den ægte vare i Frankrig, siger Anders med jysk lune.
Mundskænke på arbejdspladsen
Han har mange gode samarbejdspartnere og venner på FÆNGSLET, hvor han arbejder som driftsleder, som kalder en skovl for en skovl og en halvdårlig cola for skrækkelig. Så han havde frivillige ved hånden, der smagte på hans cola-forsøg. Af og til ramte han plet, og andre gange gik det ret galt.
Tanken har hele tiden været at lave en cola, der er knap så sød som de etablerede mærker. En cola, hvor citrusolierne træder en smule mere igennem. Bruun Kola er blevet en cola, der har næsten 20 pct. mindre sukker end de fleste andre colaer – vel at mærke uden supplerende sødemidler.
– Jeg har siden fået at vide, at det er virkelig svært at lave en god cola. Fordi balancerne mellem smagsstofferne skal være så præcis, og fordi det kan være uhyre svært at smage, hvad den mangler eller har for meget af, hvis resultatet ikke er fuldt ud tilfredsstillende, siger Anders.
Et af de første små mirakler
De mange forsøg blev lavet færdige med hjælp fra en simpel Sodastream-maskine, men hvis colaen skulle i produktion, skulle et bryggeri i gang. Da det var på forsøgsstadiet, var det svært at finde et bryggeri, som ville være med på legen og lave en lille produktion på nogle få hundrede flasker.
Men så dukkede en af de første små mirakler op, der gjorde brumbassen luftbåren.
– En gammel kollega havde arvet nogle penge og ville gerne skyde nogle af dem i en produktion. Så han betalte i første omgang halvdelen af produktionsomkostningerne, da jeg fik lavet de første knap 800 flasker op til jul 2020, siger Anders.
Vi solgte dem uden etiket til bekendte og fik hentet de fleste af omkostningerne hjem igen.
Omtale gav kontakt til investor
“Jeg bliver aldrig en ”business-mand”, men jeg elsker at sætte ting i værk”
Produktionen gav ad omveje lidt omtale, og pludselig havde Anders journalister i røret, der gerne ville fortælle den pudsige historie om cola-projektet. Det blev også til en artikel i fagmediet Food Supply, og pludselig havde Anders kontakt med Martin Brink, en sindig vestjyde med et enormt og gavnligt netværk. Han arbejder som salgschef hos en stor fødevareproducent i gourmetsegmentet, og han ledte efter et fødevareprojekt, han kunne involvere sig i – økonomisk som fagligt.
– Vi lavede et ApS sammen, og han skød penge i, så vi har kunnet få logo og etiketter på plads, ligesom vi får de første 9000 flasker à 33 cl sat i produktion den 24. juni. Han har et fantastisk netværk, og han har evnen for salg, hvor jeg hellere vil stå i mit køkken og lave sirup, siger Anders.
Restauranter og specialbutikker
Ideen er at placere sig i den niche, der hedder restauranter og specialbutikker. For når man har en ambitiøs restaurant med specialøl og gode vine på hylderne, kan en af de almindelige cola-mærker virke så billige at sætte på bordet.
Prislejet i detail bliver sikkert omkring 25 kroner flasken, og det er håbet, at restauranterne kan sælge Bruun Kola på et niveau lige omkring eller over de vanlige cola-mærker.
Aldrig ”business-mand”
Anders er bare glad for at opdage sin flyvefærdighed, og han er taknemlig for alle de mennesker omkring ham, der har hjulpet ham på vej. Mens disse linjer skrives, er Anders ved at lægge an til at producere 500 liter sirup til de 3000 liter sodavand, der er undervejs. Den største sirupproduktion til dato, så der må ikke rystes på hånden, når olierne skal i.
– Jeg bliver aldrig en ”business-mand”, men jeg elsker at sætte ting i værk. Derfor er det fuldstændig fantastisk, at Martin og jeg fandt sammen, siger Anders, der ikke vil afvise at udvide til andre læskedrikke, når først Bruun Kola har placeret sig i markedet.
Giv Anders’ iværksætteri et like på Facebook.