Ure til enhver lejlighed

Fem unge gutter fra Horsens blev håndledspyntesyge. Nu er de fælles om deres passion i webshoppen authentic.dk, hvor de sælger lækre ure til fornuftige priser.

Mikkel Knudsen, Hussein Ali, Haji Dashti (kaldet “Splaxi”), Jonas Buhl og Anujann Parameswaran er gamle venner. Mikkel og Jonas gik i skole sammen på Bankager, mens Hussein, Splaxi og Anujann kendte hinanden fra en opvækst i østbyen. Men da de alle var omkring 10-11 år, spillede de fodbold og bordtennis sammen, og venskaberne har holdt en del år nu, hvor de alle fem er 23 eller 24 år gamle.

Passion for ure

De er på fødselsdagsgave med hinanden, og hvad giver man en ung mand, der har alt? Løsningen blev undertiden ure.

– Det blev sådan en ting, vi havde kørende. Vi gav hinanden ure og var meget optagede af det. Det der med at have flere ure og vælge det rette, når man skal i byen, var noget, der tiltalte os alle, siger Mikkel Knudsen, der har besøgt VI STARTER SGU på egen hånd.

“Vi udvælger nøje ure, der rummer en god historie. Der skal være personlighed bag, før vi vil sælge dem”

Samtidig har de fem i en årrække været enige om, at de skulle prøve at skabe noget sammen. Da både Hussein og Anujann studerer i henholdsvis Aalborg og
Odense, var en webshop en indlysende mulighed. Her foregår alt arbejdet på nettet, og de fem kan holde møder på Zoom eller Skype, når nye initiativer skal

AWAKE Watches er lavet af genbrugsmaterialer.

diskuteres. Selve afsendingen af produkterne står producenterne som oftest for, så den daglige drift handler egentlig mest om at videreekspedere ordrerne, hvilket også kan ske fra både Odense, Aalborg og Horsens.

Ure med en historie

De fandt en webshop, der var til salg på Saxis.dk. Authentic.dk solgte designerure fra såkaldte mikromærker – altså urproducenter, der ikke lever af kvantitet eller bløde metervarer. Den tidligere ejer havde skabt et site med en god trafik, og på trustpilot var der lutter positive anmeldelser af serviceniveauet. Den tidligere ejer solgte, fordi han stod alene med opgaven, der kostede alt for mange arbejdstimer. Webshoppen var et indlysende iværksætterprojekt for de fem, og de overtog sitet i september i år. Samtidig stiftede de et I/S, men det er planen at transformere til ApS, når pengene er skrabet sammen.

– Vi beholdt nogle af sitets brands og supplerede med nye. Vi udvælger nøje ure, der rummer en god historie. Der skal være personlighed bag, før vi vil sælge dem, siger Mikkel Knudsen.

“Vi kan også godt lide at støtte lokale iværksættere ved at sælge deres ure, så det var indlysende at få Tycho Brahe med om bord”

Han nævner som eksempel franske AWAKE Watches, der laver bæredygtige ure. Urværket drives af solceller, så batterier er overflødige, remmen er lavet af genbrugsplast fra plastikflasker eller af cellulose-fibre fra grøntsager, og urkassen er lavet i genbrugsstål eller gamle fiskenet.

Danske Tycho Brahe Watches, som VI STARTER SGU tidligere har skrevet om, hører også til blandt mærkerne.

– Vi kan også godt lide at støtte lokale iværksættere ved at sælge deres ure, så det var indlysende at få Tycho Brahe med om bord, siger Mikkel.

Hollandske Brunmontagne laver klassiske ure i et markant design.

Et andet mærke med en god historie er hollandske Brunmontagne, der er startet af Pascal Bruinenberg i 2018. Pascal begyndte som ivrig ursamler, og da han ikke rigtig kunne finde det ur, han ønskede sig, valgte han at designe det selv. Selvom han ingen erfaring havde og i begyndelsen designede i det primitive Windows-tegneprogram Paint, blev resultatet ret godt.

Et ur til enhver lejlighed

Prisniveauet på authentic.dk går fra 600 kroner og op til ca. 2500 kroner for et ur. Det understøtter ideen om, at de fleste kan have flere ure og skifte mellem dem – modsat den gamle kultur med at købe et dyrt ur og have det hele livet.

– Det er da meget fedt at have et ur med grøn urskive, hvis jakken er grøn. Og måske vil man gerne have et ur med lidt mere spræl i, når det er sommer, og du går med korte ærmer. Men samtidig er det vigtigt, at man synes, uret er lækkert, og at det måske siger et eller andet om den, der bærer det, siger Mikkel.

Efter en årrække, hvor armbåndsurene var på retur, fordi alle fik smartphones med ur, kan Mikkel Knudsen mærke en ændring.

– Jeg kan fornemme, at en del er begyndt at se på ure som f.eks. tøj eller briller. Som noget, man skifter lidt imellem. Som noget, man får lyst til at købe spontant, siger Mikkel.

Klar til julehandlen

Konkurrencen er hård, men med shippingaftaler hos producenterne og en meget begrænset lagerbeholdning af ure er udgifterne til at drive webshoppen også

Mikkel og Splaxi deler glæden ved lækre ure.

begrænset. De fleste midler går til markedsføringstiltag. Desuden kører det mest som en hobby i øjeblikket, hvor alle partnerne i foretagendet er fuldtidsbeskæftiget med job eller studier ved siden af authentic.dk.

Lige nu gælder det julehandelen, hvor alt skal spille, og nye kunder skal have en god oplevelse.

– Til jul kører vi en kampagne med et termokrus fyldt med kaffebønner og et valgfrit ur. Når vi ikke skal tjene så meget på det, kan vi prøve nogle forskellige koncepter af. Samlet set er der arbejde nok til en fuldtidsstilling, så med tiden skal vi helst tjene nogle penge. Men lige nu kan vi tillade os at prøve tingene af. Det er fedt, siger Mikkel.

Du kan give de fem ur-folk et like på Facebook og se urene i webshoppen.

bubble