Cremekongerne fra benzintanken

Tre gutter i starten af 20’erne har fået deres eget agentur for en hudplejeproducent i Israel. Det hele begyndte på en tankstation på Sundvej.

Har du overvejet, hvad de unge bag disken på tankstationen snakker om, når der ikke er kunder at servicere? Samtaleemnerne er ikke kun sjove kunder, lækre biler eller hvilket diskotek, der skal crashes på fredag. For Thomas Benner, Dan Barash og Oliver Yousif blev det tit en snak om forretningsmuligheder, når der blev pauser mellem franske hotdogs og ”benzin på stander tre”. Thomas og Dan arbejdede sammen på Statoil på Sundvej, og Oliver kiggede tit ind til en kop kaffe og en snak. Drømmen om iværksætteri lokkede hos alle tre.

Learnmark-knowhow

Dan kendte til en mindre producent af kosmetik- og hudplejeprodukter i Israel gennem en af sin fars venner. Satara, som producenten hedder, laver naturlige produkter baseret på mineralerne fra Det Døde Hav, og Dan var enig med sin kammerat Oliver i, at der måtte være et marked i Danmark for produkterne, som både kvalitets- og prismæssigt virkede interessante. Dan og Oliver var gamle venner fra Hybenvej-kvarteret. Dan stammer fra Israel, og Oliver stammer fra Irak.

De to havde ingen handelsuddannelse, men de vidste, at Thomas havde flair for tal. Han gik på Learnmark i Horsens, og det var naturligt at vende deres forretningsidé med ham. Deres første tanke var, at de ville åbne en fysisk butik, fordi det var vigtigt, at kunderne kunne mærke og prøve produkterne, men den tanke troede Thomas ikke så meget på:

- Jeg mente, at en fysisk butik ville kræve en stor kapitalindsprøjtning og indebære en stor økonomisk risiko, hvor en webshop med salg til private kombineret med salg gennem eksisterende butikskæder, ville være langt lettere og mindre risikobetonet at løbe i gang, siger Thomas Benner.

Dan og Oliver kunne dog ikke helt slippe butiksideen, og det fik projektet til at strande.

Satara Horsens Døde Hav hudplejeTyskere overbeviste Thomas

Thomas blev færdig på Learnmark i 2014 og valgte at tage en bachelor i international ledelse og management i Tyskland. Han valgte et privat universitet i Hamborg, fordi han gerne ville kende mere til det tyske marked og kultur, ligesom hans evner for det tyske sprog kunne få et nøk opad. Valget af et privat universitet frem for et offentligt gav ham samtidig studiekammerater med forældre fra den tyske erhvervstop.

– Det bragte mig ind i et miljø, hvor der snakkes forretning og forretningsmuligheder på en meget mere målrettet og realistisk måde, end jeg var vant til. Jeg blev overbevist om, at webshopideen var så god og realistisk, at jeg kontaktede Oliver og Dan med lidt af et ultimatum. Hvis de ikke var med på ideen, ville jeg selv gå videre med den, smiler Thomas Benner.

Det fik gang i sagerne. De tre smed 50.000 i hvert deres holdingselskab og fik agenturet for Satara i Tyskland og Skandinavien. De 50.000 i holdingselskaberne blev så skudt i et fælles anpartsselskab, så der bl.a. kunne opbygges et fornuftigt varelager.

Svært at bryde igennem på Google

Det var i efteråret 2015, og siden er forretningen langsomt blevet bygget op. Webshoppen genererer ikke så mange kunder, men de tres netværk har bevist, at det ikke er produkternes skyld.

– De kunder, vi har fundet gennem netværket, er vendt tilbage igen og igen. Det viser meget godt, at pris og kvalitet passer sammen. Men det er uhyre svært at blive set i Google-søgninger, når det er hudpleje og den slags, man vil sælge. Der er så mange store aktører på det felt, at vi hurtigt drukner i mængden. Kunderne skal først kende os ad anden vej, siger Thomas Benner.

Den anden vej er gennem forretninger, der fører Sataras produkter. Her arbejder Thomas i øjeblikket målrettet på at komme ind hos apoteker, frisører, materialister og andre steder, der normalt fører plejeprodukter af den ene eller anden slags. Og sortimentet udbygges efter kundernes behov.

– Vi har i øjeblikket omkring 40 forskellige varenumre, men vi vil gradvist udbygge det til det dobbelte. For fabrikken i Israel udvikler hele tiden nye produkter, og her medvirker vi også. De kan jo lære af os, fordi de ikke har den samme føling med det Nordeuropæiske marked, som vi har. Vi har f.eks. lige fået udviklet en skægolie, som vi sælger gennem de barbershops, der skyder op rundt omkring, siger Thomas Benner.

Satara hudpleje gulerod Døde havArbejder fra hvert deres hjørne

Det var lidt af en udfordring at importere produkterne fra Satara til EU. Produkterne skulle sikkerhedsgodkendes, og ingredienslisterne skulle dokumenteres og leve op til EU’s kosmetikdirektiv. Men når først producent og produkter er godkendt én gang i EU-systemet, er det noget nemmere efterfølgende. Derfor banede Thomas, Dan og Oliver vejen for iværksættere i Belgien og Frankrig, der også er begyndt at importere Sataras produkter.

Men selvom denne godkendelsesproces krævede en del papirnusseri, forventer Thomas en del mere af den slags, når han vil åbne agenturet i Tyskland:

- Det er meget mere besværligt i Tyskland end her. Man siger, at en advokat er det første, man finder, når man åbner en virksomhed dernede. For ellers er det tæt på umuligt at gennemskue alle love og regler.

De tre agenturindehavere kommer til at drive Satara i Skandinavien og Tyskland fra hvert deres hjørne. Dan er flyttet til København og får ansvaret for salgsarbejdet på Sjælland og Fyn. Oliver er blevet i Horsens, hvor han får nok at se til med at pakke produktsalg fra webshoppen, mens Thomas har et år tilbage i Hamborg, hvor han bl.a. vil forsøge at køre det tyske agentur i stilling.

De tre har ingen forkromet businessplan.

– Vi har prøvet med ambitiøse mål, som vi ikke helt har kunnet opfylde. Men vi satser på en fordobling af omsætningen hvert år i et stykke tid. Så må overskuddet komme henad ad vejen, slutter Thomas Benner.

Du kan se (og købe) Thomas’, Dans og Olivers produkter på hjemmesiden. Giv dem også et like på Facebook.

Dan, Oliver og Thomas - et gruppebillede måtte konstrueres pga travlhed hos alle tre.
bubble