Trine Kok har en mission, der netop har fået sin egen bog. Udgivelsen af ”Du kan strikke”, der er rettet mod de 8-15-årige, blev fejret ved en reception hos Kaffe Brød & Co.
Trine Kok strikker efter eget udsagn hver dag. I toget, i bussen, på café, derhjemme eller i køen i Netto. Nogle dage bliver det til fem minutter, andre dage bliver det til flere timer.
– De fleste mennesker drømmer om at skabe noget, men vi er alle blevet sådan nogle ”hovedmennesker”. Alt for mange har mistet grebet i forhold til at bruge hænderne. Strikning gør glad, og det renser hovedet, siger Trine Kok.
Hun har netop udgivet bogen ”Du kan strikke” – et bogprojekt, hun har barslet med i en del år. Hun har finansieret udgifterne på 32.000 kroner gennem crowdfunding på den danske crowdfundingside Boomerang.
Negligerer håndværket
Det er en vigtig bog, mener Trine.
– Der er en voksende interesse for at strikke, men Folkeskolen negligerer håndværket. Børn og unge lærer kun at strikke, hvis de har en mor eller bedstemor, der kan lære fra sig. Det er en stor skam, siger Trine.
Hun lister selv gevinsterne ved håndværket op i bogens forord: Strikning er godt til at komme ned i gear, det er afstressende, det giver glæden ved at kunne et håndværk og skabe noget fra bunden, det giver dig mulighed for at skabe unikke ting, og det gør dig til en del af et stort fællesskab. For andre strikkere vil ofte gerne høre, hvad du har gang i og dele tips og tricks.
Trine Kok er i forvejen iværksætter i firmaet, der bærer hendes eget navn. Her tilbyder hun blandt andet håndarbejdeworkshops for børn og unge, ligesom hun også gerne kan hjælpe skolelærere med at få nye ideer til kreative indslag i undervisningen. Trine har arbejdet som skolelærer og er uddannet med håndarbejde som linjefag.
70’er-æstetik
”Du kan strikke” indeholder grundlæggende viden og 18 strikkeopskrifter i forskellige sværhedsgrader. Det hele er serveret i et enkelt og uprætentiøst sprog.
– Mange skræmmes fra at strikke, fordi en del strikkeopskrifter er formuleret i et svært tilgængeligt fagsprog. Det er et kodesprog, der mest tjener til at give strikkerne en følelse af, at de har en helt særlig viden. Men det behøver sjældent være så kompliceret, siger Trine.
Bogen er i samme ånd lavet i et layout, der leder tankerne hen på de i flere henseender mindre komplicerede 1970’ere. Billederne er taget med analogt kamera af Kasper Laursen, og layoutet af Henriette Slot har sin egen enkle æstetik.
Bogen kan købes gennem Trine Koks egen hjemmeside, trinekok.dk.