Velgørenhedsorganisationen, Dear Football, som iværksætter Jeppe Augustsen står bag, har netop delt en god nyhed, der skal være med til at skabe opmærksomhed omkring deres fodboldprojekter i Afrika.
Fodbold tænder håb i Afrika – sådan lød overskriften sidst, ViStarterSgu interviewede Jeppe Augustsen i 2019. Her havde han kort tid forinden været med til at starte velgørenhedsorganisationen Dear Football op ved siden af sit daglige arbejde com Chefredaktør og medejer af Premiere League-nyhedssiden PLBold.dk.
I dag går det forrygende for både PLBold og Dear Football, og den beskedne østjyde, som er opvokset i Egebjerg, delte for nyligt en stor nyhed på sin LinkedIn profil.
En hyldest til projektet og det danske landshold
Dear Football logoet har fået en helt særlig plads i det nye FIFA22, hvor det sidder på ærmet på Futsal-holdets, Sat Af Pigeons, nye trøje, som også helt eksklusivt er med i FIFA22. Og ifølge Jeppe, havde dette ikke været muligt uden organisationens ambassadør, Danijel ”Drux” Deletic, som gennem flere måneder har arbejdet på at få logoet med i det verdenskendte fodboldsspil.
”Det er efter min erfaring meget få, som får muligheden for at få sin egen trøje eller et logo med i FIFA22 – især hvis man er en af de mindre spillere på markedet. Det er derfor helt vildt, at det lykkedes for Danijel, og vi er meget glade for at kunne dele nyheden,” lyder det fra Jeppe.
At farven på spillertrøjen er i rød, er heller ikke en tilfældighed. Jeppe understreger nemlig i sit opslag, at den røde camo-farve er en hyldest til det danske herrelandshold, som for alvor har samlet Fodbold Danmark i løbet af det seneste år. Og det er denne samme vision, som Dear Football i sin tid er grundlagt på:
– Fodbold er et universalt sprog og har en styrke til at bringe folk tættere sammen – uanset køn, race, etnisk oprindelse, religion, tro, handicap, alder, seksuel orientering mv. Fodbold er med til at forme mennesker, og derfor vil vi anvende det som et redskab til at skabe fremtidige rollemodeller. (Kilde: Dear Football)
Logoet skal være med til at skabe awareness
Jeppe er overvældet over den interesse, som nyheden om FIFA22 har vakt blandt folk, og han håber, at opmærksomheden kan være med til at understøtte og styrke deres velgørenhedsprojekt:
”Det er klart, at det som udgangspunkt ikke har nogen økonomisk værdi for os at blive vist i FIFA22, men det er med til at sprede budskabet om vores mål og vision for projektet – og denne awareness er mindst lige så vigtig for os. Vi kan allerede nu mærke, at nyheden har startet nogle ringe i vandet, så det er spændende, hvad det ellers kan bringe med sig.”
#SHIRTSFORGIRLS2 – Støtte til kvindefodbold i Uganda
For Jeppe er det frivillige projekt, Dear Football, fortsat én af hans to store passioner, og han er stolt over de initiativer, som organisationen igennem de sidste fire år har startet, med hjælp fra en masse ildsjæle, ambassadører, samarbejdspartnere og erhvervssponsorer i hele Danmark.
Dear Football har flere projekter i støbeskeen, og ét af dem er et fodboldakademi for piger på El Cambio Academy i Uganda. I 2020 var en kampagne med fodboldtrøjer fra kvindelige fodboldspillere med til at sikre stipendier for fem piger i alderen 9-11 år, som inkluderer en 8-årig uddannelse.
Efter kampagnens succes har de lanceret #SHIRTSFORGIRLS2, hvor det igen er fodboldtrøjer, der skal gøre en forskel. Det gælder bl.a. trøjer fra Dear Footballs ambassadør, Signe Bruun, som i 2021 blev kåret til Årets kvindelige fodboldspiller i Danmark. Også Pernille Harder er med i kampagnen, som i skrivende stund har indsamlet omkring 40.000 kroner.
Har I lyst til at støtte projektet og Dear Footballs arbejde, kan I gøre det her enten som fast medlem eller ved at donere et engangsbeløb. Du kan også tjekke kampagnen #SHIRTSFORGIRLS2 ud her.
Læs mere om Dear Football her og følg dem også på deres sociale medier Facebook, LinkedIn og Instagram.