En synsmand vender hjem

Thomas Hammergaard var synsmand hos Horsens Bilsyn i en årrække, før han blev selvstændig. Efter nogle succesfulde år i Vejle ekspanderer Thomas’ Bilsyn nu til hjembyen Horsens.

Thomas’ Bilsyn på Grønlandsvej ligner mere et laboratorium end et sted for snavsede og olierede motorkøretøjer. VI STARTER SGUs udsendte skammede sig over sine snavsede, regnvåde fodaftryk på det epoxyklædte, rene, grå gulv.

– Folk spørger også, om de er kommet til tandlægen, når de ser vores hvide vægge, griner Thomas.

Men det er vigtigt for Thomas Hammergaard, at udtrykket er lækkert, professionelt og imødekommende. Der er også både en kaffemaskine, der kan lave en cappucino på ca. tyve sekunder, chokolade og stole at sidde på med frit udsyn til synsmandens arbejde. Det skal være rart at komme til syn.

– Vi vil gerne gøre op med opfattelsen af ”den sure gamle synsmand”, der render rundt med en hammer og banker skærmene skæve i jagten på rust. Vi er en servicevirksomhed, ikke en destruktionsvirksomhed, siger Thomas.

Fra statsansat til selvstændig

Han har været synsmand siden 1998, hvor periodesynet på personbiler blev indført. Det var i monopoldagene med Statens Bilinspektion. Men i 2005, da området blev liberaliseret, hoppede Thomas over i den private sektor. Han købte sig ind i 20 pct af Horsens Bilsyn på Sverigesvej, der var en del af en kæde med visioner om at blive landsdækkende. Men da kæden blev opkøbt af en kapitalfond, begyndte det hele at blive knap så sjovt. Krav til effektiviseringer og besparelser gjorde indhug i arbejdsglæden, og Thomas besluttede sig for at blive selvstændig.

I første omgang var han selvstændig vikarservice for de eksisterende bilinspektioner, men da en bilinspektion i DTC/Exxit 59 – transportcenteret ved Vejle – blev ledig på markedet, slog han til. Det var i 2013, og i februar 2016 måtte han grundet travlhed ansætte sin første medarbejder.

Nu har han ansat nummer to. Michael Kristoffersen, som han hedder, skal bestyre den nye afdeling på Grønlandsvej 11v, det sidste i rækken af håndværkerhusene. Afdelingen i Horsens kan tage alle køretøjer under 3500 kg, mens afdelingen i Vejle syner alle typer køretøjer, store som små.

Støtter den lokale sport

Thomas vil gerne have, at Thomas’ Bilsyn bliver opfattet som en lokal virksomhed. Derfor har han valgt at sponsorere både fodbold, amerikansk fodbold, basket og håndbold i AC Horsens, Horsens Stallions, Horsens HIC og HH Elite. Han støtter også semiprofessionelle udøvere indenfor taekwondo og karate og sponsorerede f.eks. en VM-deltagelse i Indonesien for en lokal karateudøver.

– Jeg synes, det er en fin måde at opbygge og vedligeholde netværk på, fordi der er andre, der også får noget ud af det, siger Thomas Hammergaard.

Somme kunne måske tro, at synsarbejde er ensbetydende med en masse sure miner, når graverende fejl og mangler sender bilen til omsyn, men det er ikke oplevelsen hos hverken Thomas Hammergaard eller Michael Kristoffersen.

– Dialogen er det vigtigste, og hvis man viser kunden, hvad der er galt, på en pæn og ordentlig måde, kan de også godt selv se det. Kunderne er jo også interesserede i at køre i en bil, der lever op til lovens minimumskrav til sikkerhed, siger Michael Kristoffersen, der altså er daglig leder i den ny afdeling på Grønlandsvej.

Du kan læse mere om Thomas’ Bilsyn på hjemmesiden og give dem et like på Facebook.

Thomas Hammergaard og Michael Kristoffersen, der bliver fast mand i Horsens.
bubble