Et skridt op ad stigen

Nogen af jer husker måske Jeppe Augustsen, som har fodboldwebsitet plbold.dk. I foråret 2014 udgav Vi Starter Sgu .dk en artikel om Jeppe og PL Bold, og nu er det tid til en opdatering om, hvordan det går med Danmarks største Premier League nyhedssite. 

Kort fortalt, til jer der ikke har læst artiklen, så er PL Bold et fodboldwebsite kun om Premier League fodbold.

Der er stor fokus på, at være de første med nyhederne og at være dem med de mest uddybende nyheder. Artiklerne skrives af frivillige fodboldnørder, Jeppe selv og hans partner i virksomheden Mikkel Lund Køhler. Hjemmesiden har mere end 1.000.000 sidevisninger om måneden og er dermed tydeligt eftertragtet af fodboldfans landet over.

PL bold var allerede stor, da vi snakkede med Jeppe i foråret, men hvad er der sket siden sidst?

Som det vigtigste kan det fortælles, at PL bold har indgået et spændende samarbejde med tipsbladet.dk, som er Danmarks ældste og mest respekterede fodboldblad.

“Vi mener, at Tipsbladet kan tage PL bold et skridt eller to længere op af stigen. De har netværket til at løfte og udvikle PL Bold. Så det glæder vi os meget til”, fortæller Jeppe.

Tipsbladet har udtrykt, at de er klar til et langt samarbejde med PL Bold, og det bliver spændende at følge udviklingen, og se hvor det fører hen. Samarbejdet træder officielt i kraft d. 1. juni 2015. Så inden da skal strategien planlægges.

Jeppe fortæller, at de gerne vil møde deres læsere i øjenhøjde. Derfor bliver en del af strategien, at lave et samarbejde med sportsbarer rundt omkring i Danmark, og derigennem komme ud til fodboldfansene i deres egne miljøer.

Fodbold og velgørenhed

Derudover blev der også, i sidste artikel, nævnt et sideprojekt, som Jeppe også arbejder på. På daværende tidspunkt ville Jeppe ikke afsløre meget, men det handlede om at smelte sport og velgørenhed sammen. I dag kan Jeppe dog løfte sløret en smule, men også med en erkendelse af, at sådan et projekt kræver en masse benarbejde, især når det gælder velgørenhed.

De er stadig i udviklingsprocessen. De har kigget på Brasilien, men der er nogen kulturelleforskelle, som der skal tages højde for.

– Ideen er, at det skal være små projekter indenfor fodbold, som skal gøre noget socialt for børn, som har det svært. Og der giver fodbold mange et smil på læben, siger Jeppe.

Her fra redaktionen på Vi Starter Sgu .dk ønskes Jeppe og PL Bold held og lykke med det nye samarbejde og med velgørenhedsprojektet. Vi følger selvfølgelig op på, hvordan det kommer til at gå.

bubble