European Venture Contest Energy i Horsens

Der har været fuldt hus i Vitus Bering Innovation Park i Horsens, når der de to seneste to år er blevet afholdt European Venture Contest Energy. Begge gange er en række iværksættere således mødt op – ikke alene i håbet om at gå videre i konkurrencen, men også for at lade sig inspirere og netværke med investorer, branchefolk og ikke mindst andre iværksættere. Den 8.-9. oktober vender konkurrencen tilbage til Horsens for tredje gang – denne gang med et ekstra tilbud til lokale iværksættere.

Det primære mål med European Venture Contest, som afholdes over hele Europa, er at finde nye investor-emner til spirende virksomheder inden for områder som energi, cleantech, sundhed og fødevarer. Ved de forrige års konkurrencer i Horsens, som udelukkende har haft fokus på energiområdet, har der derfor været en spændt atmosfære blandt de ca. 30 udvalgte virksomheder, som på kort tid skulle overbevise investorerne om, at lige præcis deres idé var værd at investere i – det handlede derfor om at brænde igennem med det helt rigtige budskab.

Lige til det sidste blev der øvet, finpudset og øvet igen rundt i krogene af Vitus Bering Innovation Park, inden deltagerne en efter en rejste sig og på 45 sekunder præsenterede essensen i såvel deres produkt som deres forretningsplan for de ca. 100 tilhørere, herunder investorer, industrieksperter og alle de andre iværksættere. Det var imponerende at se, hvor skarpt disse såkaldte ’pitches’ var timet – og flere af dem affødte anerkendende nik fra investorerne, som på baggrund af de korte præsentationer skulle vurdere, hvilke virksomheder de ønskede at høre mere om.

Efter de indledende pitches blev deltagerne delt op i mindre grupper, hvor de hver fik otte minutter til forklare et jury-panel, hvad der var unikt ved deres teknologi, og hvad det ville kræve af økonomisk indskud for at få den helt til markedet. Gennem hele forløbet blev der noteret flittigt på investorernes blokke, og efter hver præsentation udfordrede juryen forretningsidéen og kom med både kritik og gode råd, som deltagerne kunne tage med sig derfra og bruge i deres videre arbejde.

“Det er sjældent at se så mange investorer samlet et sted. Derfor er det en unik mulighed for virksomheder som vores til at udvide vores netværk inden for investor- og venturebranchen. Jeg har ikke bare præsenteret vores forretning men er også blevet udfordret af investorerne på vores forretningsplan. Det gør os endnu mere skarpe i vores fremadrettede søgning efter kapital”, fortæller Olivier Lefebvre fra belgiske Xylowatt om deres deltagelse – og sejr – i 2012.

En smeltedigel af innovation

EuropeanVentureContestEnergy-2

I 2013 var i alt 13 forskellige nationer repræsenteret ved konkurrencen, og på dagen var Horsens således en unik og attraktiv smeltedigel af innovation, hvor publikum bl.a. blev præsenteret for en foldbar letvægts-el-scooter, soldreven aircondition, en transportabel energi-kiosk og transparent solafskærmning til kontorbygninger.

Med så megen kreativitet og idérigdom samlet på et sted er der naturligvis skabt grobund for spændende nye samarbejder, og selvom det primære mål med konkurrencen er at skabe succesfulde matches mellem investorer og virksomheder, så har alle – såvel investorer som konkurrencedeltagere – fremhævet de værdifulde netværksmuligheder, når de skulle beskrive udbyttet af konkurrencen.

“Pga. det stadie, min virksomhed befinder sig på, er netværket og kontakterne det vigtigste for mig i dag. Danmark er helt fremme inden for både innovation og energi, så det er de helt rigtige omgivelser for energikonkurrencen”, fortæller Robert Leth, der i 2013 præsenterede en ny teknologi til lagring af energi.

Værdifuld feedback styrker den gode idé

For at hæve niveauet af præsentationerne yderligere og samtidig skabe endnu bedre forudsætninger for at netværke, er European Venture Contest Energy i år udvidet med en ekstra dag – en såkaldt Academy Day – når konkurrencen den 8.-9. oktober for tredje gang vender næsen mod Horsens og Vitus Bering Innovation Park.

Den ekstra dag er samtidig et tilbud til lokale iværksættere, som måske ikke er helt klar til at deltage i selve konkurrencen, eller som ikke arbejder inden for energiområdet, men som gerne vil blive bedre til at præsentere deres forretningsidé og samtidig få indsigt i, hvad internationale investorer kigger efter.

Academy Day finder sted den 8. oktober, dagen før selve European Venture Contest Energy, og her får udvalgte deltagere mulighed for at præsentere deres forretningsidé for – og få feedback og gode råd fra – de samme jurymedlemmer, som sidder i panelet ved selve konkurrencen. Der vil ligeledes være rig mulighed for at opdyrke de vigtige netværk med såvel investorer som iværksættere, og selvom man ikke ønsker at præsentere noget, vil der være værdifuld viden og inspiration at hente.

Skulle du være interesseret i at deltage i Academy Day – enten ved at præsentere og få feedback eller blot ved at være tilskuer og lade dig inspirere, kan du tilmelde dig her – det koster ikke noget.

European-Venture-Contest-Energy-3

bubble