Fra kommunal leder til selvstændig butiks- og webshopsejer

Christina Albrechtsen var netop færdig med sin barsel, da hun besluttede at sige sit faste kommunale job op for at forfølge sin drøm om at åbne sin egen garnbutik. All We Knit – is love er navnet på Christinas forretning, hvorfra hun i dag sælger bæredygtigt og økologisk garn fra sin butik i Horsens og webshop.

Da Christina Albrechtsen ramte 40’erne, besluttede hun sig for, at der skulle ske noget nyt i hendes liv. Hun havde ellers et godt 8-16 job som afdelingsleder i Hedensted Kommune, men samtidig stod hun et sted i livet, hvor det gav mening at satse det sikre og godt betalte job til fordel for en iværksætterdrøm.

”For 1 ½ år siden fik vi en efternøler i familien, og det betød, at jeg var rigtig meget hjemme grundet både barsel og Corona-nedlukningen. Der er aldrig et godt tidspunkt at sige sit job op, men pludseligt stod jeg med den perfekte mulighed for at prøve noget nyt af, og jeg tænkte derfor; ’nu skal det være’,” siger Christina.

Friheden opvejer de mange bekymringer

Ligesom mange andre stunder i Christinas dagligdag blev barslen bl.a. også brugt på at strikke – en passion og hobby, som hun har haft i mere end 10 år. Og passionen for strikkeri og garntyper dannede udgangspunktet for Christinas iværksætterdrøm, som resulterede i, at hun i august 2021 åbnede sin butik og webshop All We Knit - is love.

”Jeg har egentlig aldrig drømt om at åbne en butik, da det altid har været webshoppen, der var drivkraften. Som forhandler af mange af garntyperne kræves det dog, at jeg har en fysisk butik, hvorfor jeg besluttede at leje lokalerne i Horsens og prøve det af også. Butikken er dog snarere tænkt som et slags hyggeligt showroom, hvor kunder kan komme at se og mærke produkterne,” fortæller Christina.

Det at være sin egen chef har altid tiltalt Christina, der længe har gået med tanken om at starte sin egen virksomhed. Motivationen har ikke været økonomien, men derimod muligheden for at nyde livet og generelt ikke have så travlt i hverdagen – en gevinst, som hun allerede nu oplever som selvstændig:

”Det er klart, at der ved iværksætterlivet følger en masse arbejde, administrative byrder og ikke mindst bekymringer over, om man klarer den næste måned. Men generelt oplever jeg mindre stres nu end tidligere som følge af den frihed og fleksibilitet, skiftet omvendt giver.”  

Strik handler om mere end sweatre og garntyper

Christina er selvudlært strikker og garnekspert, og alt hvad hun ved om teknikker, garntyper og pinde, har hun tillært sig fra Youtube og andre sociale medier, hvor hun dagligt finder meget af sin inspiration.

Hun oplever generelt, hvordan det at strikke er blevet mere populært de seneste år, hvorfor hendes kunder er alle lige fra de gamle, garvede strikkere til de helt unge og moderne typer. 

”Det er noget helt særligt at skabe noget med sine hænder, og – ligesom jeg selv – finder mange en ro ved at strikke. Mange stressramte begynder derfor også at strikke, da det tvinger dem til at finde ro. Jeg selv er en utålmodig type, men i strikkeriet finder jeg min daglige meditation."

All We Knit sælger udelukkende bæredygtigt og økologisk garn og tilbehør, og Christina tror på, at dette er den eneste rigtige vej for industrien:

”De fleste strikker jo ikke, fordi de har brug for flere sweatre – tværtimod. Vi har derfor et ansvar, når vi strikker, både overfor klimaet, men også overfor industrien. Det er tydeligt at mærke, at bæredygtighed generelt begynder at betyde mere for folk, men der er stadig lidt vej endnu, særligt i de mindre byer," afslutter Christina.

Du kan besøge All We Knit i butikken på Kattesund 17, st tv. I Horsens.

Butikkens åbningstider varierer og kan ses på Instagram eller Facebook. Dog er der som udgangspunkt altid åben onsdag til fredag kl. 11-17 samt de fleste lørdage.

bubble