Elisabeth Damkjær fra Learnmark har været så flink at give os et lille indblik i hvordan det går den tidligere HHX-student Tobias Riisager og hans bror Kristoffer Riisager med deres iværksætteri – ABELEG.DK. I har før kunnet læse om dem på VI STARTER SGU, ja hele to gange i artiklerne; Legetøj i blodet og Vi følger sgu op på ABELEG.dk, og nu får I igen en lille opdatering om de legetøjsglade gutter.
Det er nemt at starte en webshop. Det er meget sværere at holde liv i den – og at blive blandt de store. Sådan fortæller brødrene Tobias og Kristoffer Riisager et år efter, de startede deres egen webshop ABELEG.DK, hvorfra de med stadig stigende succes sælger legetøj.
– Det bedste ved at have ABELEG.DK er, at andre synes, det vi laver, er fedt. Og så er det dejligt at se, når der kommer penge ind på kontoen og følge udviklingen, fordi vi selv bærer ansvaret og kan tage æren for det, siger Tobias Riisager.
20-årige Tobias Riisager blev i juni 2015 HHX-student fra Learnmark Horsens, hvor han har gået på studieretningen Innovation. Han har i øjeblikket natarbejde på et lager i Horsens, så han kan koncentrere sig om ABELEG.DK om dagen. Storebror Kristoffer Riisager på 23 år har i to år efter sin HHX-studentereksamen fra Learnmark Horsens været i lære som kontorelev i en fransk bank i München, og i februar 2016 er han uddannet speditør hos Blue Water i København.
Målet for 2016
De to brødre har brugt juleferien på at lægge budget og markedsføringsplaner for 2016 på baggrund af de mange erfaringer, de har fået i webshoppens første år.
“2015 var et testår, hvor vi prøvede os frem for at se, hvad der virker – og ikke virker. De første fire måneder fordoblede vi omsætningen hver måned, og så gik det i stå. Det var vildt frustrerende, fordi vi ikke var forberedt på det, og det kostede en del søvnløse nætter”, erkender Tobias Riisager.
Slutresultatet for 2015 blev dog over al forventning, og de to iværksætteres mål for 2016 er mindst at fordoble 2015-omsætningen.
I foråret rejser Tobias Riisager et par måneder til udlandet, og så må storebroderen klare webshoppen selv. Det tager de begge helt roligt. De er nemlig vant til at drive virksomhed sammen, mens de bor langt fra hinanden. Alt styres online, og de taler hver dag sammen over Skype.
Brødre
Tobias og Kristoffer Riisager brugte de første måneder til at finde ud af, hvilke opgaver de hver især er bedst til at løse. De har nu delt alle arbejdsopgaver mellem sig og lavet en plan med deadlines, så alt det praktiske kører af sig selv.
– Jeg synes, det er en fordel, at vi er brødre. Det gør ikke noget, at vi er uenige om noget og kalder en spade for en spade, for vi har altid været tætte som brødre og bliver altid gode venner igen, siger storebror Kristoffer Riisager, og lillebror Tobias Riisager supplerer:
– Det er fedt, at man kan stå sammen med sin storebror og sige: ”Godt arbejde – vi nåede vores mål!”.