For Gert Karlson var karrieren i Forsvaret en kæp i hjulet på planerne om at stifte familie. Løsningen blev iværksætteri og massage.
Den gamle, yderste ende af Jyllandsgade er en tavs, tilforladelig tidslomme i Horsens. Byfornyelsen sker i et lidt andet tempo end få meter mod nord, hvor skibsreder og købmand Niels Gyldings egen gade netop har fået ny linjeføring, så der er bedre plads til byggekranerne. På en facade kundgør næsten udviskede bogstaver, at man kunne købe både ligkister og møbler i forne tider.
Lige ved siden af KFUM og K’s slidte lysskilt lyser et andet skilt op på en havelåge. ”Sportsmassage v/Gert Karlson” siger skiltet på lågen, der leder op til et herskabeligt byhus på tre etager med buet karnap. 42-årige Karlson bor dog ikke på taget, men på 2. sal, hvor han har indrettet et kombineret børneværelse og massagerum.
Iværksætter ved et tilfælde
“… lønnen som iværksætter ikke er kommet helt op på konstabelniveau endnu”
Kombinationen af massagebriks og barneseng hænger logisk ret godt sammen. For det var planerne om at få barn, der skubbede til Gerts iværksætterdrømme.
– Det hele var lidt af et tilfælde. De mange udsendelser til udlandet passede dårligt sammen med at få barn, og min chef vidste godt, at jeg var kørt træt i det efter 12 år. Så han tilbød mig en uddannelse til massør, så jeg havde noget at falde tilbage på, siger Gert.
Han var ansat på kontrakt i Flyvevåbnet med bevogtningsopgaver. Han kunne kalde sig overkonstabel af 1. grad, og lønnen var et naturligt mål for utilfredshed.
– Det var et typisk samtaleemne med de andre konstabler, men jeg må nok indrømme, at lønnen som iværksætter ikke er kommet helt op på konstabelniveau endnu, griner Gert.
Det går op og ned med forretningen
Han har været i gang med sin sportsmassage siden 1. april i fjor, hvor han vinkede farvel til kollegerne i Karup efter knap 12 et halvt år. Det blev til udsendelser til Kirgisistan, Afghanistan, Irak og Mali. Selvom Gert aldrig var kampsoldat, er der en anderledes ro på 1. sal i Jyllandsgade. Nogle gange lidt for meget ro, når det kniber med at få fyldt kalenderen ud.
– Jeg skal helst op på omkring 25 massager om ugen, før det kan hænge helt sammen, men det går meget op og ned. Det tager bare tid at bygge sådan noget op, siger han.
Han tager 250 kroner for en halv time og 400 for en hel. En halv er nok til at klare nakke og overkrop, mens en time også giver plads til benene. Derudover har han en klippekortsordning med indlagt rabat.
Herre over egen tid
Der er nogle ret klare fordele i at være selvstændig og drive forretningen fra privaten.
– Jeg kan selv bestemme, hvornår vores søn skal hentes i vuggestuen, og man bliver hurtig afhængig af at være herre over sin egen tid, siger Gert.
Så Gert kan bringe og hente Albert, mens hustruen Gitte passer tjansen som frisør hos Cutz i Nørregade.
Alle kan have brug for massage
“Jeg har hjulpet med spændingshovedpine, og motionister får også af og til løsnet benmusklerne, så de løber bedre næste gang”
Han glæder sig over variationen i arbejdet, for det er alle typer mennesker, der har brug for at få musklerne løsnet. Han masserer folk med stillesiddende arbejde, arbejdsmænd, triatleter, fodboldspillere og enkelte med spændingshovedpine. Han ser ikke sin faglige kundskaber som en særlig specialviden.
– Det er jo ikke raketvidenskab at løsne muskler, så for mig handler det mest om, at mine kunder føler sig godt tilpas og trygge under behandlingen, siger Gert.
Fingerspitzgefühl
Det handler mest om fingerspitzgefühl i både fysisk om mental betydning, når nye kunder lægger sig på massagebriksen. Nogle vil gerne snakke, mens andre foretrækker ro. Nogle skal have et hårdt tryk på musklerne, mens andre er mere følsomt anlagt. Hvis de får den behandling med den effekt, de søgte, kommer de igen.
– Jeg har hjulpet med spændingshovedpine, og motionister får også af og til løsnet benmusklerne, så de løber bedre næste gang, siger Gert.
De blødere værdier
Kunderne er kommet gennem annoncering på Facebook og Instagram, ligesom skiltet på havelågen også har lokket de lokale beboere til. Men ellers er der kommet en del kunder gennem mund til mund-metoden. Han kører annonceringen på et meget familiært plan med billeder fra hjemmet og hverdagen med sønnen Albert. For når man ikke har en vare, der kan måles og vejes på et billede, kan man altid brande sig på de blødere værdier.
Du kan følge Gert Karlson på Facebook og Instagram og smide et like.