Hårdt arbejde kan sagtens være noget positivt

Væksten er nærmest kommet snigende og lidt uplanlagt for Anders Juel, som er indehaver af reklamebureauet Superego i hjertet af Horsens.
Hans bureau, som i fjor var det hurtigst voksende i landet, beskæftiger i dag 20 medarbejdere og har kunder i hele kongeriget. Store og små virksomheder og organisationer mellem hinanden, og iværksætteren for bordenden har for længst vænnet sig til at uddelegere ansvar og acceptere, at han ikke kan tjekke hver en detalje i alle projekter.

At Anders Juel nyder sin hverdag i firmaet, lægger han ikke skjul på, men en seriøs indstilling hører altid med.
-Det skal være sjovt at arbejde her, men omvendt skal vi ikke bare sidde og sippe caffe latte og se smarte ud, siger han med et smil.

Ville slet ikke være selvstændig

Superego kontorSuccesen har ikke været planlagt. Oprindelig ville han slet ikke være selvstændig og igangsætter.

-Havde du spurgt mig for 10 år siden, ville jeg ha’ afvist at starte selv. Jeg havde set, hvordan indehavere i bureauverdenen virkede pressede og stressede, og det havde jeg ikke lyst til. Jeg var glad for at arbejde på bureau, men drømte ikke om mit eget.

Alligevel modnedes tanken, og stødet kom til en privat julefrokost i 2005, hvor hans gode ven fotograf Søren Beyer skubbede på: ”hvorfor starter du ikke selv; du kan få et kontor nede hos os i Blumersgade”.

-Pludselig var tanken bare helt rigtig, og selvom min kone var på SU og vi havde hus, tobørn og to biler, valgte jeg at tage springet. Objektivt set var det jo vanvittigt, men alle i familien bakkede op, jeg selv kiggede på alle de positive argumenter og Søren finansierede min første computer, som jeg betalte tilbage over 12 måneder – og i øvrigt lod han mig sidde gratis de første måneder. Jeg havde absolut ingen plan B og absolut heller ingen planer om at få ansatte med tiden; jeg skulle bare ha’ en månedsløn til mig selv, fortæller Anders Juel.

Lav ringe i vandet

For ham har det altid været oplagt ”at få ting til at ske”. Som yngre var han den type, der på entreprenørvis arrangerer koncerter og fester, og da forældrene var selvstændige, var det nye liv som iværksætter ham ikke fremmed.

-Jeg sagde jo ikke nej til opgaver, og den slags breder sig som ringe i vandet. Jeg har brugt mit netværk meget, og det bliver det kun større af, fordi flere opgaver trækker flere opgaver til. Så i 2008 måtte jeg ansætte en elev… det er nok den største beslutning, jeg har truffet i firmaet. Der er jo et langt større spring fra en til to medarbejdere end fra 19 til 20. Faktisk ringede jeg på forhånd til en af mine største kunder og spurgte direkte: ”Har jeg også dig næste år – for så vil jeg ansætte en elev”. Da hun først var ansat, kom der endnu flere opgaver, og året efter ansatte jeg så en elev mere, siger Anders Juel.

Siden er væksten fortsat, og i dag er der mange tandhjul, der skal passes sammen hver dag, og selvom Anders Juel gerne har fingeren på pulsen mange steder, lever han også med, at der er mange beslutninger, der bliver truffet uden ham.

-Jeg må aldrig blive en flaskehals, og det kræver selvfølgelig, at jeg viser mine medarbejdere tillid, siger stifteren, der ikke har vækst og størrelse som et mål i sig selv:

“Nej, for mig er størrelsen mere et middel til at løfte nogle sjove og udfordrende opgaver. Men selvfølgelig er min rolle en helt anden, end da jeg startede, hvor jeg dårligt vidste, hvad en bundlinje var. Nu er iværksætter-genet ikke nok, for jeg har ansvaret for en forretning og 19 menneskers arbejde. Men – uden det skal misforstås – er det ligegyldigt for mig, om vi er 20, 21 eller 28 mand. Det skal være sjovt at arbejde her, folk skal ønske at blive ansat her og Superego skal være et brand mere end en virksomhed i folks bevidsthed”, siger Anders Juel, der sagtens kan nyde den konstante summen i Superego:

-Af og til kan jeg godt stå i køkkendøren med en kop kaffe og bare se og lytte… der sker så meget med så meget kreativ energi på ét sted. Det gør mig virkelig glad.

Det er hårdt arbejde

Han råder nye iværksættere til smøge ærmerne op fra begyndelsen.

-Det er hårdt arbejde at starte selv, men det kan sagtens være positivt, fordi du kan se resultaterne. Du skal være flittig og gøre dig klart, at hvis du bare begynder, fordi det kunne være ”hyggeligt”, så sker der ikke ret meget. Du skal investere timer og flid i det, opfør dig fair og bliv vellidt, og så skal dine faglige kompetencer selvsagt være på plads, siger han og kommer med endnu et råd:

-Du skal ikke vide, du skal tro! Selvfølgelig skal du tænke dig om og analysere, inden du træffer store beslutninger. Men du kan altså ikke analysere eller lægge store strategier for alt. Nogle gange skal du mærke efter og vurdere og træffe en afgørelse efter, hvad du selv virkelig tror på.Superego

bubble