Internationalt og lokalt fællesskab

Den tredje fredag i hver måned er der kaffe og uformel, hyggepræget networking i Likemind. Nu på fredag er det tyvende gang, hvilket vel med lidt god vilje kan takseres som et jubilæum.

Den tredje fredag i hver måned mødes erhvervsfolk og iværksættere i morgentimerne til en kop kaffe. Det sker i Horsens, og det sker i Aarhus, Aalborg, Edinburgh, København, Chicago, Berlin, New York – og hundreder af andre store og mindre byer verden over.

Amerikansk idé

Konceptet stammer fra New York, hvor Noah Brier og Pierce Fawkes, den ene mediestrateg og den anden trendanalytiker, omkring 2007 sparkede det hele i gang. De syntes, at uformelle kaffemøder med venner og forretningsforbindelser var givende – og en fin måde at begynde ugens sidste arbejdsdag. Det vigtige var at samle ligesindede, hvilket gav anledning til navnet Likemind.

Det er fælles for alle møderne på verdensplan, at de er gratis og uforpligtende at deltage i, at der er kaffe, at alle deltagere tager et navneskilt på, og at det begynder klokken otte om morgenen, lokal tid. I Horsens er de dog lidt mere morgenfriske og åbner allerede 7:30. Noget særligt for Horsens er også, at adressen skifter fra gang til gang.

- Jeg synes, vi har fået en god form på det i Horsens, og de mennesker, der kommer, skifter meget fra gang til gang …

Der er ingen dagsorden og ingen oplæg. Blot små snakke og et par udvekslinger af visitkort hist og pist. Endelig er det traditionen i Horsens, at alle deltagerne foreviges på et gruppefoto af fotograf Anders Boll, så øjeblikket fastfryses, og du kan huske, hvem du var sammen med. Billedet kan ses i Facebookgruppen, hvor du også kan finde de andre medlemmer, hvis du nu lige glemte et navn.

Mange iværksættere

Nogle steder vælger man at dyrke det ligesindede ved at henvende sig til særlige faggrupper, hvilket typisk er mennesker beskæftiget med web, kreative fag, reklame og slige sager. I Horsens er dørene dog på vid gab for alle tænkelige faggrupper, selvom tidspunktet sætter sine naturlige begrænsninger og eksempelvis gør det svært at lokke håndværksmestre til.

– Jeg synes, vi har fået en god form på det i Horsens, og de mennesker, der kommer, skifter meget fra gang til gang. Men vi har en god blanding af faggrupper, og alle kan i en eller anden grad karakteriseres som iværksættere, siger Kevin Refvik, der er initiativtager til Likemind i Horsens.

- Vi har en god blanding af faggrupper, og alle kan i en eller anden grad karakteriseres som iværksættere …

Likemind Horsens kan sågar tiltrække erhvervsfolk til fra Aarhus, selvom kulturbyen har sin egen udgave af Likemind. Endnu har – så vidt vides – ingen udlændinge gæstet Likemind i Horsens, men med det fælles tidspunkt og de fælles rammer in mente er det netop meningen, at enhver turist eller udenlandsk erhvervsgæst kan droppe ind til en kop kaffe og en snak. Det er både et lokalt og et internationalt fællesskab.

På KulisseLageret

I gennemsnit deltager omkring 30 ved hver Likemind-sammenkomst i Horsens, og der er nye ansigter næsten hver eneste gang. Når arrangementet har ramlet sammen med ferie eller fridage, har der måske været 25, og når det er gået rigtig godt, har der været over 60. Det varierer meget fra gang til gang.

I Horsens startede det hele med en kop kaffe i det fri foran kontorfællesskabet Bubblelabs en forårsdag i 2015. Siden har Likemind Horsens blandt andet været omkring biblioteket, et galleri, på FÆNGSLET, VBI Park, en café, en restaurant, en poolbar, flere kontorfællesskaber og et fitnesscenter. Nogle steder er kaffen blevet akkompagneret af et rundstykke eller andet godt til ganen, men den del er helt op til værten.

På fredag gælder det musikstedet KulisseLageret, hvor der atter vil være frisk kaffe på kanden og givetvis afdæmpet musik i højtalerne. Meld dig til arrangementet på dette link – og giv lige gruppen et like på Facebook. Det koster ikke noget. Eller drop ind på Kulissen mellem 7:30 og 9:00 på fredag, hvis du får lyst til en snak og en kop kaffe.

Foto: Anders Boll Film & Foto.
bubble