Strøm til mobilen på fem minutter

Fire elever fra Learnmark har udviklet en hurtigopladende powerbank til mobiltelefoner. En kickstarter-kampagne skal hjælpe til med at få finansieringen på plads, så produktionen for alvor kan komme i gang.

Efterspørgslen på powerbanks er i hastig stigning, og ifølge amerikanske analytikere vil markedet have en værdi på 127 milliarder kroner i 2020.

– Det ville jo ikke være dårligt, hvis vi kunne få en procent- eller promilledel af den omsætning, siger Oliver Brodersen, der sammen med Marcus Holmegaard Andersen, Jonas Højgaard og Jakob Bay står bag powerbanken ZEUS.

En ekstra strømforsyning

En powerbank er et lille batteri, som kan bruges som kilde, når mobiltelefonen skal oplades langt fra en stikkontakt. ZEUS fylder ikke meget mere end en mobiltelefon og kan indeholde strøm nok til fire mobilopladninger. Den er dermed en god rejsekammerat på telttur eller festivaler, hvor det ikke nødvendigvis er let at finde en stikkontakt. Som sidegevinst har ZEUS en indbygget superkondensator, der muliggør opsamling af strøm til en hel mobilopladning på bare fem minutter.

Prototypen er ved at være færdigudviklet, og der har været arbejdet med flere forskellige komponenter, før den rette kombination blev fundet. For det er både et spørgsmål om kostpris, kvalitet, vægt og fylde, der betyder noget, når man skal lave et kompakt og kvalitativt produkt.

Måske klar på festivalerne

Nu handler det om at få produceret den første håndfuld af det færdige produkt, så salget kan sparkes i gang.

- Vi planlægger at blive klar til en markedsføring af ZEUS ved nogle af sommerens sene festivaler. Men det afhænger af vores Kickstarterkampagne, hvor hurtigt vi kan komme ud og i hvilken skala, siger Marcus Holmegaard Andersen.

Marcus’ rolle i fællesskabet er at lægge budgetterne og få økonomien til at balancere. Han er den eneste af de tre, der er i færd med at tage en HHX. De øvrige tager HTX – og dermed viser LEARNMARK sig atter som en fortræffelig smeltedigel for innovative hoveder på tekniske og handelsorienterede, gymnasiale uddannelser.

Kickstarter er en international side for crowdfunding, og målet for kampagnen er at få 50.000 kroner ind i selskabet. Kampagnen bliver klar i løbet af påskedagene og en måned frem. Interesserede kan støtte projektet ved eksempelvis at forudbetale en ZEUS-powerbank til levering, når produktionen kommer i gang. Det bliver også muligt at støtte projektet med større eller mindre beløb.

Klar på fem minutter 

De fire tror på produktet, fordi der er anvendt teknologi, som ikke er så udbredt blandt powerbanks. De fleste powerbanks består udelukkende af lithiumceller og er dermed at sammenligne med mobiltelefonens batteri. Men ZEUS har udover lithiumceller også en såkaldt superkondensator, der muliggør en meget hurtig opladning.

- Vores powerbank kan oplades til en fuld mobilopladning på bare fem minutter. Det gør det noget lettere, når man er på farten, siger Jonas Højgaard, der er hjernen bag selve udviklingen af kredsløbet i ZEUS.

Når ZEUS er fyldt op med strøm til en enkelt mobilopladning kan telefonen sluttes til, og opladningen af selve telefonen tager den samme tid som ellers. Den hurtige opladning sker altså ikke på bekostning af mobilbatteriets levetid. Men den hurtige opladning af powerbanken sikrer, at man kan få strøm nok til at fylde mobiltelefonen, mens man eksempelvis tager en kop kaffe på en café.

Men ZEUS kan også sættes i kontakten natten over, hvorved lithiumcellerne fyldes op. Dermed bliver der strøm nok til fire mobilopladninger i powerbanken.

Alle nødvendige kompetencer  

Det hele startede som et skoleprojekt, men efterhånden som mulighederne viste sig, og kravene til den enkeltes indsats steg, faldt nogle fra, mens andre sprang til. Kvartetten, der endte med at skabe interessentskabet Astrapi Tech I/S, har fra begyndelsen fået gode kort på hånden.

– Vi har alle fire forskellige kompetencer, der betyder, at vi kan lave det hele selv. Vi skal ikke ud og købe dyre løsninger, siger Jakob Bay, der er den administrative blæksprutte. Det er ham, kunder og samarbejdspartnere først får fat i, og det er hans opgave at finde sponsorer og aftagningskilder.

Oliver tager sig af markedsføring og hjemmeside, Jonas står for produktudviklingen og Marcus står som nævnt for økonomi og regnskab.

Stor hjælp fra Learnmark

ZEUS kommer til at koste 500 kroner incl. moms, og fra starten er hele verden et marked. Derfor har hjemmesiden Astrapitech fået landekoden .com. Lige nu er siden dansksproget, men med tiden skal den ombygges til en engelsk version.

De fire har været på flere entreprenørskabsmesser og deltaget i flere konkurrencer. Her fik de god hjælp af Dagli’ Brugsen Glud/Nørreby, der sponsorerede et stort banner, der fungerer som blikfang. Der har også været uvurderlig hjælp fra Learnmark, der betaler hotelophold m.v. i forbindelse med deltagelse. Arbejdet med at udvikle og bygge enhederne sker også på skolen, ligesom opgaven med at indgravere navne eller firmalogoer i powerbanken også kan udføres med skolens materiel.

Foreløbig har ZEUS opnået en 3. plads i regionsmesterskabet for entreprenørskab og en 2. plads i DM-kvalifikationen – sidstnævnte sikrede en plads til Danmarksmesterskaberne, der finder sted den 26. april.

Du kan følge de fires udvikling på Facebook, hvor Kickstarterkampagnen også annonceres den 18. april. Læs mere om produktet på hjemmesiden. Der er tilmed en konkurrence, hvor du kan vinde en ZEUS.

Jakob, Jonas, Marcus og Oliver fra Astrapi Tech I/S.
bubble