I dag lanceres, efter godt tre kvart års hårdt arbejde, en ny social app lanceret, der skal bringe mennesker sammen over et måltid mad. Appen hedder SpisMed1 og er skabt i samarbejdet mellem iværksætter og tidligere rocker Torben Bohnhardt og iværksætter og IT-mand Kåre Bjørn Jensen.
– Vi gør det her, fordi vi synes det er vigtigt! Vi gør det, fordi vi kan. Selvfølgelig skal det hænge sammen, men det er sådan set ikke en forretning vi jagter, lyder det fra Kåre, som styrer maskinrummet bag SpisMed1.
Idémanden og IT-manden
Ofte kommer den gode idé af en mangel eller et behov i ens hverdag – det har vi efterhånden set i en del iværksætterhistorier her på VI STARTER SGU, såsom historierne om DISPLAY, 2ndSales, og Sleepbag.dk, for blot at nævne nogen. Og det var på samme måde at den tidligere rocker og nu iværksætter Torben Bohnhardt fik idéen til SpisMed1.
Torben Bohnhardt, som nogen af jer måske har været så heldige at høre et foredrag af (han gæstede sidste VI MØDES SGU), har meget på hjertet, og han vil så gerne give det videre.
Fra en meget ung alder blev det kriminelle bandemiljø Torbens verden, og omgangskredsen var ikke just rollemodeller. Torben har været grueligt mange ting igennem, ting som har gjort at da Torben for syv år siden endelig kom ud af bandemiljøet, så stod ensomheden og depressionen klar med åbne arme for at tage imod ham. Men Torben lod sig ikke slå ud! Han slog igen og sprang ud som iværksætter med organisationen HeadON, som hjælper unge med at komme ud af bandemiljøet og deres kriminelle løbebane.
Torben bruger meget af sin tid på at hjælpe de udsatte unge, deres pårørende og så selvfølgelig på at fortælle sin historie og sprede budskabet om det gode arbejde, de gør i HeadOn. For Torben handler det om at hjælpe andre mennesker, som har stået i samme situation som ham selv – om det er unge kriminelle eller blot mennesker, som har følt ensomheden. Med SpisMed1 håber Torben på at kunne gøre en forskel for disse mennesker og skabe en fælles platform at mødes på.
Torben og HeadOn holder til i det tidligere smilets by, og vi skal derfor vende blikket mod hans partner Kåre Bjørn Jensen for at finde linket til Horsens og VI STARTER SGU.
Kåre Bjørn Jensen bor i Horsens og ejer virksomheden Intellia, som har tre kontorer i Danmark, hvoraf det ene har til huse i Vitus Bering Innovation Park. Kåre startede for seks år siden Intellia med en tidligere kollega – for fire år siden trådte hun ud af virksomheden, og Kåre har siden da været eneejer. Intellia er ikke en produktionsvirksomhed, de udbyder kurser og konsulenttimer, og deres speciale er it med en særlig vinkel på markedsføring og medieproduktion. Intellias kunder tæller godt 200 virksomheder, typisk nogen af Danmarks største – så som LEGO og Danske Bank.
Men hvordan finder to så forskellige mennesker hinanden? Torben og Kåre mødte hinanden i 2014 til et weekend arrangement, som hedder Reinvent Yourself. Arrangementet gik, i korte træk, ud på selvudvikling – at blive en bedre udgave af sig selv.
– Min grund til at være der, var fordi jeg gerne ville have endnu mere ud af mit iværksætteri og blive skarpere på mine prioriteter, fortæller Kåre.
Og det blev Kåre! Han fandt frem til, at han i løbet af de næste ti år vil være fødselshjælp til ti virksomheder. Dette bed Torben mærke i, for han gik nemlig rundt med en idé, han gerne ville have realiseret.
“Torben henvendte sig til mig og sagde: en IT-mand der gerne vil starte nye virksomheder! Jeg går med en idé – vi skal lige snakke sammen”, fortæller Kåre.
Og sådan startede dette iværksættereventyr. Siden december 2014, hvor Kåre brugte det meste af sin juleferie på at skrive forretningsplan, for som han siger; når det er tilstrækkeligt spændende, så kan man jo slet ikke lade være, og frem til nu har et hold på 13 mand knoklet for at appen i dag kan lanceres.
- Nul kroner! What’s not to like?
Facebooksiden tæller i skrivende stund 1210 likes, et tal SpisMed1 har samlet sammen på ca. en måned, hvilket da tyder på en vis positivitet mod projektet.
– Der er rigtig mange, som siger at det er et godt projekt og som gerne vil hjælpe os på vej. Det er ganske få, som har været kritiske overfor det. Og man kan da også sige; nul kroner – what’s not to like, lyder det fra Kåre.
Ja appen er ganske gratis og ganske simpel. Du kan enten vælge at udbyde et måltid eller deltage i et måltid. Se videoen og få et lyn kursus i SpisMed1.
Den oprindelige idé med appen var at bekæmpe ensomhed, men det er blevet tydeligt for Kåre og Torben, at der i appen er mange muligheder. Det er da heller ikke nødvendigt at der er mad involveret for at et møde mellem mennesker på SpisMed1 kan finde sted. De to iværksættere kaster bolden op til brugerne og spørger: Hvad vil I bruge den til?
– Hvad vil du bruge den til? Det er dit valg. Og så længe der ikke er tale om misbrug, så er du hjertelig velkommen. Vi har f.eks. fået en henvendelse fra en kvinde, som rigtig godt kan lide at bage brød, hun kan bare ikke nå at spise det. Så hun har spurgt, om hun må lave et event, hvor hun deler ud af sit nybagte brød. Og det må hun selvfølgelig. Det var ikke en idé vi havde tænkt ind, men jeg synes, det er glimrende. Så der er bestemt mange muligheder i appen, lyder det fra Kåre.
Handler ikke om dating
Udbudet af dating hjemmesider og apps udvides hele tiden, men SpisMed1 er ikke tænkt ind i denne kategori.
– Appen ikke er til dating, med mindre at der, grundet efterspørgsel, skulle komme en feature, hvor man selv aktivt kan vælge at bruge den til dating. På den måde kan man også være sikker på at der er enighed om benyttelsen af appen, brugerne imellem. Så længe brugerne er glade og tilfredse med appen, vil vi sådan set ikke blande os i, hvad de bruger den til, lyder det fra Kåre.
Skulle dette blive en realitet, bliver det først når og hvis premium udgaven lanceres. Den første udgave er som sagt gratis, men der er stor sandsynlighed for at SpisMed1 senere lancerer en premium udgave, hvor en abonnement betaling er nødvendig.
– Det kan sagtens være at vi på et tidspunkt siger, at man i den gratis udgave f.eks. kan se et vist antal måltider, og man kan slå et vist antal flueben til. Mod en månedlig betaling vil man så kunne få flere muligheder og kategorier. Det behøver ikke være mange penge, f.eks. 29 kr. om måneden, lyder det fra Kåre.
Med en sådan app, hvor det handler om at møde mennesker, er det naturligt at frygte at nogen vil misbruge den, og det tager SpisMed1 selvfølgelig også højde for.
– Misbrug skal vi selvfølgelig lukke af for. Det bliver egentlig meget lig facebook – man kan blokere og give stjerner. Og vi skriver selvfølgelig i betingelserne hvad man kan regne med. Det der kan bruges, kan desværre også misbruges, og det ønsker vi selvfølgelig ikke, påpeger Kåre.
I den gode gernings ånd
Appen må siges at være i den gode gernings ånd, og det samme er forretningen bag. Virksomheden, som i første omgang hed Give and Get, men som nu er oprettet i navnet SpisMed1, er social økonomisk. Det er ikke planen at de skal tjene penge på det – hver en krone af overskuddet går til velgørende formål.
“Der er selvfølgelig nogle omkostninger, forhåbentlig er der også nogle indtægter, og så må vi jo se, hvad overskuddet ender med at blive, men hver en krone går videre”, forsikrer Kåre.
Men hvor skal kronerne helt præcist komme fra? Her nævner Kåre tre indtægtskilder; donationer, annoncer og den abonnement betalte premium udgave, som tidligere nævnt.
– Vi er ude og jagte donationer – om det er fra privatpersoner, fonde der vil bekæmpe ensomhed, patientforeninger som gerne vil have et sted hvor diabetikere nemt kan finde sammen med andre, som faktisk er vant til at lave mad til diabetikere. Det må vise sig. Men vi vurderer, at der er mulighed for at få donationer.
Kåre og Torben tror på, at donationer kan være en del af forretningen nu og her, hvor imod annoncer først på sigt er en mulig indtægtskilde. Kåre påpeger at tilstedeværelsen af annoncer på appen kræver et vist antal brugere.
Lige nu er der officielt 13 mand på projektet. Kåre står for udviklingen og markedsføringen af SpisMed1, og i den forbindelse har han gjort brug af sin virksomhed Intellia.
– Vi har ansat en projektleder og en marketingskoordinater, og vi vælger formodentlig snart at ansætte en sælger. Så er der nogle praktikanter og nogle venlige mennesker, som gerne vil give en hånd med. Jeg lægger selv de timer, jeg alligevel ikke er ude hos kunder, i SpisMed1, fordi jeg synes, det er et vigtigt projekt.
Der er selvfølgelig en hel del udgifter i skabelsen af en sådan app, og det er da heller ikke et lille beløb, de hidtil har smidt i SpisMed1. På nuværende tidspunkt tæller summen, af hvad de har betalt af udviklertimer og hvad de endnu ikke har faktureret, rundt regnet en halv million. Selve software udviklingen klares hos eksterne, som også tager betaling for det. SpisMed1 har fået en god pris, men, som Kåre siger, det er desværre ikke gratis.
– Jeg tror sagtens, at det kan fortsætte med halve og hele millioner oven i. Men igen hvis ældresagen skal starte helt fra bunden, eller de skal smide 50.000 kr. i, som gør at vi kan servicere deres brugere – det kan jo være at begge parter havde glæde af det. Og hvis det så fører til at der kommer et overskud, jamen så kan det jo være at det kommer deres egen målgruppe til gavn. Forhåbentlig får vi pengene hjem, ellers må det være lærepenge. Det holder mig ikke søvnløs om natten, siger Kåre med et smil.
10.000 brugere
Det bliver spændende at følge udviklingen af appen og se hvad den bliver til. Selvom den oprindelige idé var at bekæmpe ensomhed, kan de to iværksættere godt se at mulighederne er mange, og de forventer at det bliver brugerne, der på mange måder kommer til at forme appen.
Og brugerne – dem skal de have. Deres første mål er at få 10.000, for som Kåre påpeger – kræver det en vis mængde brugere, for at appen overhovedet er attraktiv.
I dag bliver iOS versionen lanceret, og planen for lanceringen af android versionen hedder til januar, men det afhænger af om financieringen er til det. For det koster penge at få sådan en app “udgivet” – ca. 150.000 kr, og 200.000 kr. for at integrere SpisMed1 med facebook-appen, som Kåre og Torben også ser ske i fremtiden.
– Så hvor vi starter med at sige at det er et møde mellem mennesker, der ikke kender hinanden, så tror jeg ligeså vel at det kan blive mødet mellem mennesker, der faktisk kender hinanden, men som synes, det er nemmere at arrangere det den vej rundt. Så der har vi i virkeligheden ikke tænkt den til enden. Så længe det er positive anmeldelser – lad dem gøre det, slutter Kåre af.
Du kan følge SpisMed1 på facebook og tjekke deres hjemmeside ud her.