Iværksætterdrømme på Stensballeskolen

Iværksætteri er på skoleskemaet på Stensballeskolen. VI STARTER SG* var i dag indbudt til at lege ”Løvens Hule” med 16 forskellige ideer. Niveauet imponerede.

Iværksætteri er ikke længere forbeholdt de få. Arbejdsmarkedet udvikler sig i retning af, at flere og flere skal skabe deres eget arbejde, og det betyder, at Folkeskolen har iværksætteri på skemaet i alle fag.

Min virksomhed

På Stensballeskolen har elever fra 7. til 9. klassetrin desuden kunnet melde sig til Iværksætteri som valgfag. Hver onsdag mellem 8 og 11 mødes de til faget ”Min Virksomhed”, og i dag skulle ideerne pitches på en innovationsworkshop. Skolen havde indbudt undertegnede fra VI STARTER SGU, Alexander Gram Jensen fra SubReader, Anders Juel fra Superego og Roberto Bendtsen fra VirkPLAN til at lytte til elevernes pitch og komme med indspark til styrker og svagheder i produktet.

Projekterne er i en indledende idéfase, så der er et stykke vej til forretningsplan og færdigt produkt. De har kun arbejdet med ideen i en uges tid.

– Jeg var virkelig imponeret over niveauet. Selvfølgelig var der projekter, der har langt i mål, men det gør jo ikke ideerne dårlige. Udgangspunktet er i hvert fald lovende, siger Anders Juel.

Alexander introducerede sig selv og SubReader.

Alexander introducerede sig selv og SubReader.

Bredt perspektiv

Man kunne måske have forventet en masse ideer, der udelukkende var undfanget i elevernes egen hverdag, men der var meget andet end smarte apps eller gadgets på tapetet. Der blev både arbejdet på et socialt medie til ældre, en motorcykeldragt med indbygget luftmembran, en aftagelig hjælpemotor til cykler, HDPE-indbinding af skolebøger, en app til at holde styr på indholdet i køleskabet, en særlig saks til gaffatape og et fiskefang, der kunne afhjælpe trawls ødelæggelse af havbunden.

Så der var både tænkt på værdier som miljøforbedringer, bekæmpelse af ensomhed blandt ældre og mindre madspild i elevernes idéudvikling.

Hvert hold fik fire gange fem minutter til at pitche ideen for de fire gæster, og det var en væsentlig øvelse i sig selv.

– Det er stor lærdom for dem at blive i stand til at fortælle de væsentlige pointer på under fem minutter. Det er en vigtig øvelse, fordi den tvinger dem til at fokusere på de væsentligste pointer ved produktet, siger Søren Pertou, der er tilknyttet lærer på valgfaget.

Alle grupperne arbejder hen imod deltagelse i idékonkurrencen Award 2017, der holdes i Fredericia den 24. oktober.

Anders Juel kommer med indspark til Mathias, Lasse og Andreas, der vil lave en sikrere motorcykeldragt.
bubble