Kan iværksætteri bidrage til at færre indsatte vender tilbage til fængslet efter endt afsoning? Jeg besøgte Enner Mark Fængsel og fik en snert af et svar.
Jeg er lidt skræmt. Sådan på reptilniveau. Følelserne og rationalet slås om pladsen i hjernen. En svag trykken i brystet dukker op, da jeg kommer til det hegn, der omkranser de indsattes afdelinger. Jeg har allerede været igennem et sikkerhedstjek, der er en del grundigere end terminalen i Billund Lufthavn. Efterfølgende passeres omkring seks døre med panserglas og fingeraftryksgenkendelse.
”Nu skal vi ind i selve fængslet. Det andet var jo bare administrationen”, siger underviseren, der skal følge mig op til den afdeling, hvor jeg skal holde oplæg om iværksætteri for de indsatte. Han taster atter en kode og sætter sin finger på pladen ved gitterdøren i det omtrent fem meter høje hegn. Overalt er der kameraer og bevægelsessensorer. De sidder sikkert og kigger på os derinde i kommandocentralen.
Det er som at blive lukket ind i et bur til et blodtørstigt ulvekobbel eller måske en Tyrannosaurus Rex
Når noget eller nogen er så eftertrykkeligt spærret inde, må der være fare på færde, dikterer reptilhjernen. Det er som at blive lukket ind i et bur til et blodtørstigt ulvekobbel eller måske en Tyrannosaurus Rex, hvis man er den mere drømmende type.
Skæver uden at glo
Der er tomt på de åbne arealer. De indsatte har travlt på afdelingerne med at honorere arbejdspligten, og undervejs mod afdelingen møder vi kun enkelte betjente med indsatte på den asfalterede vej. Jeg hilser forsigtigt. Et lille høfligt nik, da vi passerer. Det vil trods alt være for arrogant at kigge den anden vej, når man møder fremmede midt ude på en mark. Skæver nyfigent mod de indsatte uden at glo. Måske er der et ansigt, man kan genkende fra avisen?
Jeg er blevet inviteret af Kriminalforsorgen til at holde to oplæg om iværksætteri. Jeg har lokket René Kok Lyskjær fra Probitas med til det første, så jeg har en væg at spille bold op ad. Det kan jo blive en lidt lang seance, hvis jeg skal tale muntert til en mur af tatoverede, korslagte arme og bistre blikke.
Vi går forbi en lille sø, en fodboldbane og store græsarealer. Græs, græs, græs, der bliver holdt kort af havetraktoren, som en af de indsatte drøner rundt på. En smule siv i søen er den eneste skygge af natur. Ingen træer. Hegnet med alle kameraerne og den Gerald Scarfe-agtige, truende og rædselsfulde ringmur i beton omkranser det hele. Enkelte af de ca. 220 indsatte er idømt tidsubestemt forvaring. Andre skal måske sidde her ti år eller mere. Tænk at se dette område første gang og vide, at man skal tilbringe mange år her – eller det meste af det liv, man har tilbage. Bare tanken puster til den indre klaustrofobi. Jeg ville blive vanvittig.
The Man in Black
Jeg tænker på Johnny Cash, der optrådte i San Quentin-fængslet og vandt fangernes hjerter, da han sang “San Quentin I hate every inch of you”. Jeg husker fangernes jubel og applaus fra livepladen, der blev optaget i det californiske fængsel, dengang i 1969. Lyden af dømte røvere, mordere og psykopater, der brølede i indignation. Det var edderbankemig modigt af Cash at stå der på scenen. Om lidt skal jeg gøre ham kunsten efter.
Flere af dem er måske en del mere tatoverede, og omkredsen på deres biceps noget større, end gennemsnittet på Søndergade
Men jeg har hverken guitar, sange eller legendestatus. Blot et oplæg om iværksætteri, der måske kan inspirere de indsatte til andre veje end kriminalitet, overførselsindkomst eller jobsøgning, når straffen er udstået. Jeg forventer ikke applaus eller indignerede råb. Jeg er bare giraffen udefra. Kontormusen med de bløde hænder og uden en eneste tatovering.
Godt tyve indsatte fra fængslets mest rolige afdeling har takket ja til at deltage i et af de to oplæg. De viser sig at være et stykke fra det ulvekobbel, reptilhjernen allerede har visualiseret. Flere af dem er måske en del mere tatoverede og omkredsen på deres biceps noget større end gennemsnittet på Søndergade, men de er flinke til at række hånden i vejret, når et spørgsmål trænger sig på. Selvom man er tatoveret i hele krydderen eller har ”no mercy” skrevet med blæk under øjet, kan man sagtens være både munter og selvironisk. ”De kan sagtens tåle noget røg”, siger underviseren, og deri har han helt ret. Heldigvis.
Imponerende pitch
Deltagerne kommer alle fra en afdeling, som man søger om optagelse. Man skal være stoffri, og man skal have udvist god opførsel for at kommer derover. Flere af deltagerne har givet udtryk for, at de vil stoppe samværet med politi og fængselsvæsen, når de endelig kommer ud. De kan se iværksætteri som en mulighed, fordi straffeattesten er ligegyldig og fordi de kan være deres egen arbejdsgiver. ”Når man har siddet inde længe, er det svært at skulle arbejde under en arbejdsgiver. Man bliver lidt sær”, siger en af de indsatte.
En indsat, der har både drab og røveri på sit cv, drømmer om at lave et træningsprogram. Han pitcher ideen efter oplægget, så jeg står lettere måbende tilbage. Det er den mest gennemarbejdede pitch, jeg har hørt længe. Planen er så detaljeret, og der er taget højde for så mange variabler, at metoden bag arbejdet givetvis indeholder en del ligheder med planen for det bankrøveri, som resulterede i hans seneste dom. Men hvad gør det, hvis han kan udnytte et åbenlyst talent på den rette side af loven?
Hans udfordring er imidlertid, at der er en del mennesker udenfor murene, der vil ham til livs, når han kommer ud. Derfor er det godt, at hans iværksætteridé kan gennemføres fra en hvilken som helst adresse over hele kloden. Det ærgerlige er imidlertid, at han formentlig kommer til at sidde i et lukket fængsel – uden adgang til internet eller telefon – til han kan prøveløslades om godt fem år. Der er efter hans eget udsagn ingen åbne fængsler, der tør have ham. Så han lukkes ud til en hverdag, hvor han skal leve i skjul og hyppigt skifte hemmelig adresse. Det er ikke det bedste udgangspunkt for at blive iværksætter – i hvert fald ikke på den rette side af loven. Han har forsøgt sig med et brev til Væksthus Østjylland for at høre om muligheden for at få lidt mentorhjælp i udviklingen af ideen, men han fik ingen svar på gentagne henvendelser.
“De netværk, jeg har derude, kan hjælpe, hvis jeg skal have slået en ihjel, men de er ikke så brugbare til at teste en forretningsplan”
Det kan det ikke undre, at omtrent en tredjedel af alle, der har siddet i et lukket, dansk fængsel, ender i kriminalitet igen. Det viser den såkaldte recidivstatistik. Hvis man ser isoleret på banderelateret kriminalitet, er procentdelen en hel del højere.
”Det kniber med at skabe netværk, man kan bruge til iværksætteri. De netværk, jeg har derude, kan hjælpe, hvis jeg skal have slået en ihjel, men de er ikke så brugbare til at teste en forretningsplan med. Så jeg er på bar bund, når jeg kommer ud”, siger en af de indsatte.
Spildt talent
Mine oplæg i fængslet lærte mig, at det ikke er intelligenskvotienten, der afgør, om man ender bag tremmer. Enkelte af de indsatte ville jeg nødig dyste mod i en IQ-test. Der er masser af spildt talent inde bag murene, som kunne komme samfundet til gode. Mange af dem har opbygget en attitude og et udseende med hårdt pumpede muskler og tatoveringer i hele krydderen, der ikke just gavner deres muligheder for iværksætteri, men hvis de finder selvironien og humoren frem, har de også en reel chance. Men det kræver, at samfundet gør en indsats. En god mentorordning kunne være en hjælp, ligesom at den sidste tid i et åbent fængsel måske kunne afsones med fodlænke i et iværksættermiljø, hvis den indsatte har vist sig klar til det.
De skal naturligvis ikke have i pose og sæk, for det vil givetvis krænke retsfølelsen i samfundet. Men det giver ikke nogen mening at modarbejde deres planer, når risikoen for tilbagefald til kriminalitet er så stor. En seng i Enner Mark Fængsel koster samfundet omtrent én million kroner om året, og dertil kommer alle de samfundsudgifter, der knytter sig til kriminaliteten og de tabte skatteindtægter, når endnu en arbejdsdygtig borger placeres på passiv forsørgelse. En simpel indsats for iværksætteriet er hurtig tjent hjem igen, hvis blot én enkelt lykkes med den idé, han har haft fred og ro til at arbejde med i årevis.
Men det kræver naturligvis også, at vi er klar til at give dem en chance og lukke dem ind i iværksætternetværkenes cirkler. At vi ikke lader os intimidere af deres baggrund og i stedet fokuserer på mennesket og den idé, vedkommende bringer til torvs.
Som en narkodømt sagde med et glimt i øjet: “Der er en del ligheder mellem narkosalg og iværksætteri. Vi drikker bare ikke så meget kaffe med hinanden, og vi betaler ikke så meget skat”.
Mit svar til ham var: “Men iværksætterne sover bedre om natten. Trods kaffen.”
Klummen er altid udtryk for skribentens egen holdning.
