Hvis der er noget Karl Rasmussen er, så er det passioneret! Omkring sin butik, omkring sine kunder og så selvfølgelig omkring løb, som er en stor grund til, at han i 2008 åbnede Runners High og dermed skabte Horsens eneste butik, kun med løb for øje.
– Løb fylder meget, men modsat hvad folk tror, så er jeg ikke og bliver aldrig verdens bedste løber. Nogle folk tror – når det er en special butik, at så er jeg hamrende god, og så kommer der lidt distance mellem mig og kunden. Men jeg er ligeglad med, hvor langt du vil løbe – det vigtigste er, at du har det godt. Hvis det er to gange tre kilometer om ugen eller et maraton du vil løbe, så sørger jeg for, at skoene virker til det. Mine ambitioner er mine ambitioner, jeg skal ikke stoppe det ned i halsen på folk.
Fra ansat til ejer
Iværksætteri var ikke rigtig noget der lå i kortene for Karl. Han er udlært i en sportsbutik og vendte tilbage til den verden efter et forsøg på at komme ind på Journalist Højskolen i Aarhus, i håb om at blive sportsjournalist. Ideen om at have egen butik kom egentlig først rigtigt da en leverandør, til den sportsbutik han arbejdede i, spurgte hvorfor han ikke åbnede sin egen butik.
– Så det var egentlig ikke min egen ide oprindeligt, men det gik lynhurtigt da han først nævnte det.
Karl gik i gang med at undersøge markedet. Han var et smut i Skive for at besøge en løbebutik og se hvordan de drev den. Gennem sælgerne, han havde kendt i mange år, fandt han ud af, hvem man skulle i kontakt med. En dag havde Karl så sin lejekontrakt og sine leverandører på plads, og så kunne han åbne Runners High.
Når der så kommer en ny butik i en by, så er det ikke alle, der er lige glade for det – hvis det er de samme varer man sælger.
“Der var jeg heldig at have leverandørernes opbakning – de sagde fra starten: “Du har viden, du har lokalet, du har de rigtige mærker, og vi tror på dig.” Så det er heldigt, at de har bakket mig op, ellers kunne jeg være blevet lukket ned allerede der. Men der havde jeg så heldigvis taget kontakt til dem først, i stedet for at tænke “det går nok”. Jo flere “det går nok” sætninger du smider ind i dit liv, og dem har jeg smidt nogen ind af, jo flere udfordringer kommer der.”
Hvordan er det så at være herre i eget hus?
– Det er fantastisk. Jeg kan gøre, hvad jeg vil, og det gør jeg så også – de eneste retningslinjer jeg skal følge er mine egne. Jeg kan styre min arbejdstid, så der er stadigvæk er tid til at være menneske ved siden af. Jeg vil aldrig have stress – jeg vil ikke tjene 100.000 ekstra på bundlinjen, når jeg står og er færdig, hvis jeg skal være et dumt svin. Jeg har f.eks også altid lukket mellem jul og nytår. Jeg starter ikke udsalg i januar – jeg starter udsalg i slutningen af februar, fordi så er vintersæsonen slut. At stå den første januar og sælge de gode vintertights til halv pris, som man har solgt til fuldpris den 23. december – det synes jeg er svineri og ufattelig dårligt købmandskab.
Lykke tilstand
Hvorfor så løb? Karl brugte løb som vintertræning i forbindelse med fodboldtræningen – ikke noget der ligefrem fangede Karl. Det var derfor ved lidt at et tilfælde, at Karl blev kastet ud i en længere løbetur og derigennem sit første maraton.
– Det var helt konkret nogle voksne mænd fra Juelsminde, som hedder Vores Maraton Klub, der fik mig i gang. De henvendte sig og spurgte, om jeg ikke ville løbe med dem. Det passede dog ikke ind, da jeg altid skulle åbne butik lørdag morgen, når de løb. De blev ved med at spørge, indtil det en dag passede, og så måtte jeg jo løbe med. Så løb vi 18-20 kilometer – de ville jo gerne se om de kunne knække mig, men jeg hang på.
På vejen tilbage blev der spurgt til, hvem der skulle med til maraton i Hamborg, og inden Karl nåede at se sig om, var han tilmeldt. De hjalp med gode råd og træning, men Karl blev desværre skadet inden og kom derfor ikke med. Der gik et år mere inden Karl gennemførte sit første maraton.
– Jeg løber på grund af udfordringen, fordi jeg lærer noget af det – det rydder op i mine tanker, og så på grund af det man kalder Runners High. Det er en lykke tilstand – hjernen udskiller endorfiner, når man er presset tilpas meget, og de her endorfiner virker smertedæmpende og lykkegivende.
Kunden har ikke altid ret
Karl åbnede Runners High i borgergade, men har siden da flyttet butikken til nye større lokaler på Havneallé 5. Her er der masser af plads, og Karl har endda mulighed for at leje et værelse ud, hvilket han har gjort til en massør, som han samarbejder med. På den måde kan han henvise sine kunder til en god massør han kan stå inde for, som en ekstra service. For kunderne betyder meget for Karl.
“Jeg har ikke planer om at ekspandere og have flere butikker eller websalg for den sags skyld, jeg har heller ikke planer om at skulle være Danmarks største. Jeg vil egentlig bare gerne være Danmarks bedste.”
Og for at være det, handler det for Karl om at yde den bedste service til sine kunder, og det betyder ikke, at kunden altid har ret. Nej, Karl siger sin mening også selvom det, måske ved første øjekast, kan virke som dårlig købmandskab, at fortælle en kunde, at hun ikke skal købe et par sko, bare for at købe et par sko. For det er ikke pengene, der er det vigtigste for Karl – det er kunderne og den oplevelse de får gennem løb. Han skal kunne stå inde for de råd han giver og de sko han sælger, og det kan han kun ved at være ærlig overfor kunden, om hvad han mener kunden har brug for – også selvom kunden kan være nok så uenig.
- Jeg havde en dame inde forleden dag, som spurgte, om hun ikke bare kunne købe et par sko? Til det svarede jeg: “Nej det kan du ikke, og ikke for at være flabet, men der er jo en årsag til, at du er kommet herind. Jeg kan enten vælge at give dig en sko, og så kan du give mig 1500 kr. – så er du glad i første omgang. Men hvad så hvis den ikke virker – hvad gør vi så? Så vil jeg hellere sige min mening, og så kan du forholde dig til det. Så det er bedre, at du går hjem og tænker over det, inden du kommer tilbage, frem for at sige at du vil have en sko nu. For det får du egentlig ikke lov til at få.” Det giver respekt, og så er der større sandsynlighed for, at de kommer tilbage igen og tager deres mand, kæreste, kone, børn osv. med. Så integriteten er vigtig for mig – den der med at kunden altid har ret, synes jeg i bund og grund er forkert.
– Jeg laver fejl, og nogen gange glemmer man at følge op på ting – for der sker mange ting. Det kan nogen folk synes er for dårligt, men det er jo vilkårerne som enkeltmands virksomhed, tilføjer Karl.
Personlighed og passion
Karl ér Runners High. Når man træder ind i butikken, er det tydeligt at mærke det personlige præg. Den hjemmelavede advarselstrekant på gulvet, der advarer kunderne om at ekspertise, service, smil og ventetid kan forekomme. På en væg hænger et stort billede af Karl som løber, en anden væg er prydet med hans startnumre. Dette her er Karls domæne, dette er hans univers, og han byder alle kunder ind med åbne arme. Her sælges der ikke kun løbesko og løbetest, men passion og indlevelse i kunden. Det handler om at være unik.
– Jeg har en god ven, som fortalte mig om Blue Ocean Strategi – hvis du tager en tropeø og trækker midt ud i det blå, så er der ingenting der kan røre dig, og det er dem folk gerne vil have fat i. Så hvis du formår at gøre noget, som andre mennesker ikke gør, så er det det, de gerne vil have. Så er du ikke så afhængig af prisparametre, reklamer, markedsføring osv. som nogen folk jagter for at hæve omsætningen, men så får de en tom omsætning. Så jeg prøver på at være unik, og det er jeg via mig selv.
Herfra VI STARTER SGU ønsker vi Karl held og lykke med fortsat at levere unik og passioneret service til sine kunder og derigennem at skabe runners high for flere og flere mennesker.
Skulle I have interesse i at følge Karl og Runners High, så kan I gøre det på facebook og på hjemmesiden.