Jeg kommer så let til at kede mig…

Måske er det bare frygten for kedsomhed, der skubber alle entreprenør-sjæle i gang? Tanken melder sig kort ind i interviewet med Frank Panduro – manden, der som tidligere direktør på Horsens Ny Teater og nuværende direktør i Horsens & Friends har været primus motor i mange af de store koncertoplevelser i Horsens igennem det seneste halvandet årti. For alvor kickstartet med Bob Dylan i foråret 2000; seneste kulmination bliver boybandet One Direction i næste måned.

Husk at se fremad

-Jeg ved ikke, hvad der driver andre til at kaste sig ud i noget nyt. Men jeg ved, at jeg selv keder mig bravt, hvis jeg skal lave det samme for mange gange. Jeg har altid haft en stor nysgerrighed efter hvad der er rundt om det næste hjørne, siger Frank Panduro, der bl.a. også er direktør for Teaterhotellet i Horsens samt medejer af Bremen Teater i København.

Han tilføjer straks, at han har enorm respekt for de mennesker, der kan blive og trives på en arbejdsplads i 30 år, men at det ikke er noget for ham.

“Jeg er nok typen, der heller kører tre km for hurtigt end for langsomt og er villig til at tage chancer. Samtidig har jeg altid haft en stor fornøjelse ved at være arrangør, og jeg vil hellere skabe rammerne og styre festen end hænge i baren og drikke bajere”, siger han.

Frank Panduro har ikke en fast opskrift på at få succes som iværksætter – eller igangsætter, som han hellere kalder sig selv. Men det er vigtigt altid at kigge længere frem end næste projekt og næste deadline.

-Da f.eks. Bono fra U2 gik på scenen på Casa Arena i august 2010 og begyndte at synge den første sang, kulminerede den koncert for mig. Og jeg havde i et stykke tid været godt i gang med tankerne om, hvad vores næste projekt skulle være, siger manden, der hele tiden forsøger at skille Horsens ud fra mængden.

Gå efter det unikke

-Vi skal have lyst til at turde noget nyt og anderledes. F.eks. med den store Horsens State Prison Motorcycle Festival i juni på FÆNGSLET, som har potentialet til at blive det helt store og unikke. Ingen andre byer kan lave en sådan festival i tilsvarende fantastiske rammer, siger Frank Panduro og fortsætter:

-At vi har FÆNGSLET, giver os nogle helt unikke muligheder, ingen andre byer har. Dem skal vi udnytte. Men det er ikke kun rammerne, der gør det – f.eks. sådan en detalje med, at publikum til schlagerfestival får lov at tage deres stole med hjem, betyder også noget, siger manden, der betragter det som en fordel i sit arbejde, at han ikke er gift med hverken den ene eller den anden musikgenre.

-Min fornøjelse ved et glad publikum er den samme, uanset om det er AC/DC eller Hansi Hinterseer, der står på scenen. Jeg formidler ikke kun rock eller jazz, jeg laver oplevelser, understreger han.

Jeg er ikke en jukebox!

En bagside ved den meget offentlige igangsætter-position, han har, kan være andres forventninger.

-Nogle mener åbenbart, at jeg bare er en jukebox, hvor man putter penge i og får sine ønsker opfyldt. Sådan er branchen overhovedet ikke. Det er hårdt arbejde, lidt tilfældigheder, netværk og en vis portion held, der skal til. Nogle gange kommer heldet faktisk før dygtigheden, må jeg indrømme. Desuden har jeg været så heldig at have en kreds af trofaste sponsorer, men selvfølgelig skal man som igangsætter også huske at pleje sine investorer. De skal mærke, at jeg er opmærksom på dem og glad for deres støtte; ellers holder det ikke i længden, siger Frank Panduro.

Sparring og tillid

At han er forgrundsfigur, lever han fint med. Men uden sparring og hjælp i det daglige, kunne ingen af hans ideer lade sig gøre, understreger han:

“Mit fantastiske personale, både på hotellet og i Horsens & Friends, betyder utroligt meget. Vores morgenkaffemøder er vigtige til at lufte ideer og tanker, og når man som jeg er ualmindelig uorganiseret, er det nødvendigt at have et stærkt hold i ryggen. Så det betyder meget at være omgivet af de rigtige mennesker, som kan supplere dig og som du har tillid til”, siger Frank Panduro og nævner også Horsens Kommunes tidligere kulturchef Henning Nørbæk som en meget væsentlig sparringspartner igennem årene.

Han siger altid selv nej til at være mentor for unge iværksættere, ”fordi jeg ved, at jeg ikke har tid nok til at gøre det ordentligt”, men har alligevel et par gode råd til dem, der starter på deres eget eventyr:

-Det kræver tålmodighed, stædighed og benarbejde. Jeg tog flere ture til bookingbureauet i København i sin tid, inden jeg face-to-face fik overbevist dem om, at Bob Dylan selvfølgelig kunne optræde i Horsens. Dén tid skal man investere. Og så skal du turde tage en chance eller to. Eller måske tre…

bubble