Køkkenet blev deres skæbne

Jørgen og Hans Henrik Haahr – far og søn – er gået sammen i et fælles iværksætterprojekt. Med Vallø Køkken genopliver de en familiær arv.

Jørgen og sønnen Hans Henrik hedder begge Haahr, og jo, der er en familiær forbindelse til oliemanden fra Vejle – men det er meget langt ude. Til gengæld er deres forbindelse til køkkenproduktion noget tættere på. Jørgens far hedder Tonny Haahr, og han grundlagde HTH Køkkener i Ølgod med sin bror, Hans Henning, tilbage i 1966.

– Så jeg voksede op med spånplader, melamin og hylende rundsave, og jeg var meget tidligt bevidst om, at jeg dæleme aldrig skulle have noget med møbel- eller køkkenproduktion at gøre, griner Jørgen Haahr.

Men nu viser han alligevel stolt de fire første modeller fra Vallø Køkken frem i et af håndværkerhusene på Grønlandsvej i Horsens. Vejen hertil har både været lang, kringlet og på sin vis ret indlysende.

Savværk i Ukraine

Køkkener var egentlig mere eller mindre passé i familien, efter far Tonny solgte sin andel af HTH Køkkener tilbage i begyndelsen af 80’erne. Men sansen for træproduktion fik alligevel Jørgen til at investere i en vinduesfabrik i det vestlige Ukraine omkring årtusindeskiftet. Fabrikken blev i første omgang lavet om til savværksproduktion, da området er rigt på alverdens træsorter. Siden begyndte han at producere institutionsmøbler til projektsalg, men der er et særligt nicheprodukt, som alle årene har fyldt meget i fabrikkens ordrebøger:

– Jeg var som så mange andre i byggemarkedet forleden og købe maling midt i Corona-nedlukningen. Ekspedienten beklagede, at de var løbet tør for rørepinde, fordi leverandøren ikke havde leveret. Så måtte jeg undskylde mange gange, siger Jørgen med endnu et grin.

Fabrikken i Lviv i Ukraine producerer rørepinde til hele det europæiske marked. Millionvis hvert eneste år. Når malingen røres op på værelserne i Italien, Sverige, Spanien og Danmark, kommer pinden næsten altid fra Jørgens fabrik i Ukraine.

Der er kælet for detaljerne i  topmodellen Lignum.

Der er kælet for detaljerne i topmodellen Lignum.

Begyndte at producere bordplader

Jørgen boede i en årrække i Lviv, hvor han også mødte sin kone, Olga. Men private omstændigheder bragte parret til Danmark for godt ti år siden, hvor de bosatte sig i Horsens. Jørgens ældste søn, Hans Henrik, var rejst i forvejen et par år tidligere, fordi mulighederne for videreuddannelse efter grundskolen var noget bedre i Danmark end Ukraine.

Han endte med at uddanne sig til tømrer, og før læretiden var ovre, havde han allerede kastet sig ud i iværksætteriet – helt i familiens ånd.

– Jeg fik et samarbejde med en stenhugger op at stå, så vi kunne producere bordplader i både træ og sten. Vi etablerede et firma sammen oppe på Torstedallé, og det var både lærerigt og hårdt at skulle ud og montere en bordplade på 150 kg, når jeg lige havde fået fri fra arbejdet som tømrer, siger Hans Henrik.

Taget i r….

Ideen til det nye iværksætterprojekt mellem far og søn blev undfanget, da Jørgen skulle købe et lille tekøkken til håndværkerhuset på Grønlandsvej.

– Jeg kørte lige kontokortet igennem og blev lænset for 20.000, og så sad jeg ude i bilen med de mange kilo usamlede køkkenelementer og følte mig grundigt taget i r…. Jeg tænkte, det kan simpelthen ikke være rigtigt, det skal være så dyrt for nogle melaminplader og nogle lakerede låger, siger Jørgen.

Resultatet blev at stoppe produktionen af institutionsmøbler og gå i gang med produktionen af køkkenelementer i stedet.

Lignum fås is både røget eg, ask og sortmalet, massivt træ.

Lignum fås is både røget eg, ask og sortmalet, massivt træ.

Monterer selv og undgår lager

Vallø Køkken placerer sig kvalitetsmæssigt i den øvre del af markedet, men prismæssigt ligger køkkenerne omkring midten af markedet. Priserne holdes nede ved at undgå lager – når et køkken bestilles, sættes det i produktion i Lviv, og det færdige køkken leveres samlet fra fabrikken, så elementerne blot skal monteres. Den del står Vallø Køkken også for. I øjeblikket er det ofte Hans Henrik, der monterer.

– Vi har tidligt bestemt os for, at vi selv vil montere, fordi vi slipper for en lang række reklamationssager på den måde. Vi ved, hvad vi har med at gøre, siger Hans Henrik.

– Desuden sikrer det kvaliteten, at elementerne er samlet på fabrikken. De samles i maskiner, så alle vinklerne er nøjagtig 90 grader. Når du samler selv, vil der næsten altid opstå små unøjagtigheder, som så viser sig, når elementerne skal sættes sammen, supplerer Jørgen.

Finishen er det væsentlige

Når det gælder selve kasserne, et køkken består af, er kvaliteten fuldstændig den samme som hos konkurrenterne, for der er kun et par fabrikker i Europa, der laver de melaminplader og kasser, som alle producenter gør brug af. Målene er også standardiserede, så de passer med hårde hvidevarer. Hængsler og ophæng findes også kun i ganske få varianter og kvaliteter, og ganske ofte vil de være identiske, uanset hvilket mærke køkken, du har investeret i.

Oslo fås i farverne hvid, mørk grå og mat sort.

Oslo fås i farverne hvid, mørk grå og mat sort.

Der, hvor kvaliteten kan variere, er det endelige finish på lakeringer og det valgte design. Her vil Jørgen og Hans Henrik gerne være med i toppen. De kan eksempelvis tilbyde et køkken i komplet ege- eller bøgetræ, hvor skelettet til skufferne er lavet i samme træsort. Det er et eksklusivt alternativ til de metalskuffer, de fleste køkkener i mellemklassen er gjort af.

– Vi oplever, at folk i højere og højere grad gerne vil have træ ind i deres hjem igen. Det der hvidt i hvidt er på retur. Derfor vil vi også tilbyde køkkener, hvor alle fronter af skufferne er lavet af den samme planke, så træets struktur bliver en udsmykning over hele køkkenfladen, siger Hans Henrik.

Kom til grand opening

Officielt er køkkenerne et far/søn-projekt, men Jørgens far, Tonny, har også været ind over med gode råd her og der. Så det er næsten tre generationer, der har kastet sig ud i køkkenproduktion.

Du kan komme til Grand Opening i det nye showroom på Grønlandsvej 11A (håndværkerhusene) fredag eller lørdag den 19. og 20. juni fra klokken 11 til 19. Kig på de nye køkkener og slå en sludder af med stolte fagfolk, der har arbejdet med møbler og køkkener i mere end et halvt århundrede. Du kan melde dig til via Facebookbegivenheden.

Læs mere på hjemmesiden og følg Vallø Køkken på Facebook.

Tonny, Olga, Hans Henrik og Jørgen Haahr. Tre generationer i køkkenproduktion.
bubble