Martin Egholm er en ung mand med en aldrende sjæl. Han har åbnet en café, hvor indhold er vigtigere end form. Et fællesskab for alle med smag for det uprætentiøse, uforfalskede og ægte.
Sommerregnen trommer på markisen, duften af kaffe pirrer lugtesansen og Oscar Petersons Night Train på radioen skaber en stemning af tilbagelænet cafékultur, som man normalt kun finder i større byer end Horsens. Vi er på den nyåbnede café La Vie i Thonbogade. Et intimt cafélokale på omtrent tyve kvadratmeter med lidt udvidelse med borde og stole ude på gågaden i den stedvis lune, regnfulde sommer. Der er meget dagligstue over det – både billederne på de mørkerøde vægge og den tætte kontakt til baristaen bag disken signalerer alt andet end kølig cafédekadence. Det her er ikke et sted, hvor man forsvinder i tapetet, når kaffen er betalt; på La Vie indgår man i et fællesskab i den tid, man er der. Man kan være tavst og passivt medlem af det fællesskab, men man er ikke ligegyldig.
Frygten for små rum
Da undertegnede opsøgte caféen for at lave en aftale om en artikel til VI STARTER SGU, var det med en vis skepsis. Jeg har altid haft det lidt svært med små lokaler, hvor jeg er nødt til at tage stilling til fremmede mennesker (og hvor fremmede mennesker tager stilling til mig), når jeg egentlig bare vil slappe af. Så er det lettere at vælge en stor café, hvor man kan snuppe en diskret plads ved vinduet og kigge ud på mylderet på gaden. Små lokaler minder mig om de gamle seksmandskupeer i DSB-tog, hvor jeg som ung ofte ledte efter et ledigt felt på gulvet, så jeg ikke skulle se andre alt for meget i øjnene – hvis jeg da ikke var så heldig at have snuppet vinduespladsen, så jeg kunne kigge ud i stedet. Ungdommens generthed hænger ved, når jeg placeres i intime rammer med fremmede mennesker.
Men nu var det jo i embeds medfør, så jeg rettede ryggen og gik målrettet ind for at bestille en kop kaffe. Fra det øjeblik, jeg trådte ind, følte jeg mig velkommen. Baristaen gav mig en følelse af, at det lige netop var mig, han havde ventet på – selvom vi aldrig havde truffet hinanden før. Efter et kort øjeblik gik snakken om stort og småt. Om caféen naturligvis, om Horsens, vejret, ferietid.
Baristaen hedder Martin Egholm. Han er blot 26 år, men han virker langt ældre. Han hviler i sig selv, og han har en klædelig og diskret nysgerrighed på kunderne. De skal ikke bare købe og lægge pengene på disken; de er inviteret ind i hans dagligstue. Meget rammende bliver jeg bedt om at sætte mig ned og slappe af, da bestillingen er givet. Betalingen klarer vi, når jeg går.
Salg med merværdi
Martin har været omkring lidt af hvert. Det meste hænger sammen med den, han er. Han er god til at sælge, selvom han egentlig ikke bryder sig om den betegnelse.
- Salg bliver hurtigt opfattet som noget med at den kloge snyder den mindre kloge. Jeg kan bedre lide ideen om at opbygge relationer mellem mennesker, så vi kan hjælpe hinanden med at skabe en form for merværdi. Det kan være merværdi i kroner og ører, eller det kan være merværdi i viden og glæde, siger Martin.
Det var måske derfor, at han droppede en stilling hos et salgsfirma i Aarhus efter bare to dage.
– Det var en masse unge sælgere, der startede dagen med techno og tænkte mest i salgsstrategier. For pengenes skyld. Det var slet ikke mig, og jeg kan ikke fungere i sammenhænge, jeg ikke kan finde nogen mening i, siger Martin og glemmer for en stund, at ”de unge sælgere” formentlig har været på hans egen alder. I hvert fald på fødselsattesten.
Kaffe i København
Martin er født og opvokset i Horsens-området, og som så mange andre unge tog han en HHX i sin tid. Med speciale i handels- og afsætningsøkonomi. Efter huen kom på hovedet, rejste han Europa tyndt som rygsæksturist. Han blev gift med sin Christina allerede som 20-årig, ”fordi man bliver et gladere menneske af at træffe et valg og følge det”, som han udtrykker det.
Bagefter tog ægteparret til København, hvor Martin arbejdede med salg i en stor handelsportal for virksomheder. Det gik konkurs efter et par år, men Martin havde allerede bygget et godt netværk op. Så han arbejdede både som receptionist i hotelbranchen og begyndte at køre Piaggio-kaffescootere for Kalles Kaffe i København. Det var her, den første erfaring med baristahvervet blev grundlagt. Senere havnede han hos Original Coffee, hvor hans kaffeviden og håndelag blev løftet nogle trin.
Titler er uinteressante
Men hvorfor studerede han egentlig ikke videre på sin HHX?
– Jeg har altid haft det svært med traditionel uddannelse. Jeg er mere en autodidakt type, så jeg læser mig til den viden, jeg skal bruge. Jeg er ikke så optaget af penge og titler; jeg tror mere på, at vi mennesker kan hjælpe hinanden med den viden, vi har, og det vi kan, siger Martin.
At den tankegang er mere end floromvunden tale, kan ses på Martins indsats på Copenhagen Business School (CBS), hvor han og en god ven skabte et ledelsesakademi, der er i færd med at blive kopieret til Handelshøjskolen i Aarhus.
– For mig handler det om at sætte de rette mennesker sammen, så den rette viden og den rette kemi er til stede. Så er det næsten ligegyldigt, hvilke titler, der er i spil, siger Martin.
En ekstra cookie
En ung mand kommer ind i cafeen med sin pc under armen og bestiller en kaffe. Om det er muligt at organisere lidt strøm, for batteriet er lidt dødt?
– Selvfølgelig. Kan du ikke bare åbne den anden dør, så kan din ledning nå stikkontakten, siger Martin.
En midaldrende herre kommer kort tid efter. Han nupper også en kaffe og beder om to cookies, så der også er en til den unge mand. Han slår sig ned ved samme bord som den anden gæst udenfor.
– Det er det fantastiske ved det her sted. Mange vælger at sidde sammen, selvom der er masser af ledige borde. Og af og til går snakken også på tværs af lokalet mellem fremmede, siger Martin.
Ensomhed og håbløshed
Det var den københavnske boligsituation, der fik Martin og Christina tilbage til Horsens. De boede i et lejet hus, der pludselig skulle sælges, og da de så, at deres gamle lejlighed i Horsens tilfældigvis stod tom, virkede det indlysende at tage tilbage.
Men det var ikke uden omkostninger at rykke tilbage.
– Jeg blev ramt af en ensomhed og håbløshed, da vi rykkede tilbage til den lejlighed, der har udsigt over hele byen. For i København havde jeg en værdi og et netværk, men her i Horsens følte jeg ikke, at jeg hørte til. Det var en eksistentiel krise, hvor jeg pludselig blev tvunget til at spørge mig selv ”hvem er jeg” og ”hvad kan jeg”, siger Martin.
Fælles drøm blev til ApS
Han kunne i hvert fald lave kaffe, så Martin opsøgte alle cafeer i byen med en rigtig espressomaskine. Måske kunne de bruge en god barista? Da han nåede til Paradis i Thonbogade, var svaret, at de ikke kunne ansætte ham, men at ejerne, Jan og Christine Abrahamsen, selv drømte om at åbne en kaffebar. De manglede egentlig bare en partner.
Efter lidt søgen fandt de sammen lokalet i samme gade som Paradis. Et lille lokale, der havde fungeret som frisør i en årrække. De skabte sammen et ApS, og hjælpen fra de erfarne forretningsindehavere i Paradis var guld værd for Martin.
– De havde alle kontakterne blandt håndværkerne, så det hele kunne laves gnidningsfrit og professionelt, og de vidste også alt om det nødvendige papirarbejde i forhold til kommunen, så der ikke kom nogle ubehagelige overraskelser undervejs, siger Martin.
Papirarbejde var der nok af. Martin tog tyren ved hornene og søgte også en alkoholbevilling, da en rigtig, fransk café naturligvis også kan servere et godt glas vin eller en god øl. Et par gasblus giver også mulighed for at smække en omelet sammen, ligesom Martin kan smøre en gourmetsandwich til de sultne.
Inspiration fra kolonihaven
Passionen for det franske har måske en delvis rod i Martins omtumlede opvækst med en psykisk syg mor og en far, han ikke har set siden konfirmationen. For midt i kaosset fandt han ro hos sine bedsteforældre i deres kolonihave i Vestbyen. Her levedes det gode liv med pludrende høns, blomsterflor og god mad på bordet.
- Min mor har også en god sans for det æstetiske, men jeg tror egentlig, at min smag for det tilbagelænede og varme samvær, som den franske cafékultur også er udtryk for, stammer fra mine bedsteforældres kolonihave, siger Martin.
Det er det samme varme fællesskab, Martin skaber i sin café. Det er et sted, hvor du ikke skal foregive noget. Du kan være dig selv. Ligesom baristaen, der omsider føler sig helt hjemme i Horsens. Han har fundet sin rette hylde.
Giv Martin et like på Facebook, hvor du også kan følge med i aktiviteterne på La Vie.
